Jacob Reiflings liv er lagt i skema

Klokken er otte om aftenen. Den yngste er puttet. Og Jacob Reifling går ind i soveværelset. Han lukker døren og kører elevationssengen i stilling. Han justerer i små nøk, til han sidder rigtig godt. Det her er hans helle. Det er her, han får ro. Roen til at læse. Der står et krus kaffe på natbordet. Ved siden af ligger bøgerne. Han kan vælge mellem: ’From idea to enterprise’, ’Principles of Corporate Finance’ og ’International Business’.

Jacob Reifling er midtvejs i en executive MBA på Copenhagen Business School. Normeret tid er lige godt to år, og det er hans klare mål ikke at trække den længere. Studieafgiften alene koster ham 450.000 kroner, og det kommer til at koste ham et tilsvarende beløb i tabt arbejdsfortjeneste, fordi han hver anden fredag sidder på skolebænken, og fordi han også er væk på studierejser.

Siden 2003 har Jacob Reifling haft egen virksomhed, hvor han yder finansiel rådgivning på økonomidirektørniveau – store og langvarige opgaver. Men selvom det går ud over de arbejdstimer, han har til rådighed, er pengene alligevel godt investeret i en MBA. Han er 46 år gammel, og han er overbevist om, at alderen ikke er med ham – han bliver nødt til at følge med stigende krav for at blive ved med at være konkurrencedygtig. Men han kan også lide at lære og udvikle sig. Han kan blive helt høj af at læse, for der kommer så mange ’wake ups’ til ham undervejs. Tingene falder stille og roligt på plads. Og han får et netværk uden lige og bliver hele tiden udfordret af sine medstuderende, hvor ni ud af ti sidder lige under topledelsesniveau, og resten er topledere. Og det kan jo være, hans nye netværk sidenhen kan kaste en arbejdsopgave af sig.

Dumt fjernsyn gør godt

Selvom Jacob Reiflings læsning nogle gange foregår i sengen, har han ikke nattøjet på. For når han har læst i to timer, kan han ikke koncentrere sig mere. Han rejser sig og går ind i stuen. Han sætter sig i sofaen og taler med sin kone om alt og gerne om ingenting. Og så ser han lidt ’fordummende’ amerikansk fjernsyn – noget han ikke skal forholde sig til, og hvor det ikke betyder det mindste, at han sidder og nikker en gang imellem. Klokken er 23, og så er det i seng for alvor. Han er væk i det øjeblik, hvor sengen er kørt i sovestilling, og han lægger hovedet på puden.

Hans liv ligger nærmest i skema. Op klokken 5.30 til hverdag. Dække bord og gøre morgenmad klar til familien - kone og tre børn på 6, 14 og 18 år. De har talt det hele igennem – konen og ham. I de her to år er morgenbordet den eneste huslige pligt, han har ud over at rydde køkkenet efter aftensmaden. Han spiser selv morgenmad, mens han gør klar til de andre. Inden klokken er syv, er han ude af døren. Og han er som regel i gang med arbejdet senest 7.30. Klokken 18.00 kommer han hjem og sætter sig til middagsbordet. Klokken 20.00 til 22.00 er det læsning, hvis ikke han skriver opgave. For ud over læsningen bruger han cirka 200 timer pr. modul på at løse opgaver. Mange søndage sidder han på hjemmekontoret og skriver og læser i ti timer. Hver anden fredag og lørdag er han i skole - fredag fra klokken 9.00 til klokken 18.00 og lørdag fra 9.00 til 13.15. 

Rensning af hjernen

Men der er også plads til åndehuller. Det er fyraften og en af de to dage om ugen, hvor Jacob Reifling har taget løbetøjet med på arbejdet. På vejen hjem svinger han ind i skoven og parkerer bilen. Han tager en dyb indånding og glæder sig til turen. Endnu et af hans heller. Han løber i jævnt tempo - cirka 12 kilometer i timen. Han slipper tankerne og suger skoven til sig. Og så kommer løsningerne på det, der har ligget og rumsteret i underbevidstheden. Da han når tilbage til bilen og står og strækker ud, har han det, som om hjernen er blevet renset.

Han kommer hjem til aftensmaden. Og i aften skal der læses. Den anden aften fik han ikke læst som planlagt. Han havde noget arbejde, han blev nødt til at sidde med indtil midnat. Og går der mere end en dag, hvor han ikke får læst, er han rigtig meget bagud, og så kan det være virkelig svært at få indhentet det forsømte. Han har heldigvis heller ikke været syg, for det er der ikke rigtig plads til. Og hans kone har heller ikke været syg, og det er mindst lige så godt. For uden hende gik det ikke. Inden han gik i gang med studiet, har han og hans kone både talt med - og læst om andre MBA-studerende. Og budskabet var, at hvis baglandet ikke også er fuldstændig indforstået med den arbejdsbyrde, der ligger i studiet, så går det ikke. Men Jacob Reiflings kone støtter op. Hun har halvtidsarbejde og står stort set for alt det praktiske derhjemme. Det er også hende, der er den, hvis de skal have gæster. En gang imellem eksploderer hun, når hun står i vasketøj, indkøb og madlavning til op over begge ører. Men det går over igen.

Og hun er vant til det. Jacob Reifling har altid arbejdet meget, så for børnene er det også helt normalt, at han sidder meget inde på sit kontor eller i sengen og læser – også om aftenen og i weekenden. Men de to timer efter aftensmaden er helliget hans yngste datter og også de store i det omfang, de gerne vil. Og selvfølgelig er han der til lektiehjælp. Men de klarer det meste selv. De ved nemlig godt, at der ingen hjælp er at hente, før de har prøvet selv – også mere end én gang, for det har Jacob Reifling lært dem. Og når han sidder på kontoret og arbejder eller løser opgaver, eller når han sidder i sengen og læser, er det ok at forstyrre ham. Men der er ingen hjælp at hente til at sortere glansbilleder på det tidspunkt.

Det kan godt irritere ham, at der er så meget, han ikke når derhjemme. Huset trænger til at blive malet. Men der er lys forude – ét år mere, så er der luft igen.

Han glæder sig til at omsætte MBA’en til praksis. Og han glæder sig til, at der bliver mere tid til familien. Han vil tage dem med på en rejse til USA – for så er det deres tur. Han glæder sig også til mere tid til sig selv. Altså tid, der ikke indbefatter læsning, opgaver, undervisning eller arbejde. Måske flere løbeture - der var jo også engang, han dyrkede triatlon.