15.8.2012
af
Mikkel Arre
Træthed, manglende engagement og søvnbesvær plager arbejdsløse djøfere. Afmagt og frustration gør jobsøgningen uoverskuelig for mange.
Tilværelsen som ledig er så frustrerende og udmattende, at 55 procent af de arbejdsløse inden for de seneste seks år har haft symptomer, som de selv mener skyldes stress.
Det viser en undersøgelse, som Djøf har foretaget blandt sine jobsøgende medlemmer. 614 har svaret på spørgeskemaet.
De lediges symptomer er især træthed, søvnproblemer og mangel på engagement. Men også øget aggressivitet og nedprioritering af venner og familie er så udbredt blandt de arbejdsløse djøfere, at hver fjerde selv har oplevet det.
Helle Alsted er cand.pæd. i pædagogisk psykologi med speciale i stress og forfatter til bogen ”Ledig uden stress”. Hun påpeger, at arbejdsløshed for nogle er en decideret livskrise, og at ledighedsstress kan skyldes mange forskellige ydre og indre årsager.
”De udefrakommende kan være de mange restriktive regler og krav, manglende indflydelse på éns egen situation og økonomi, et svært jobmarked, pres fra andre om at komme i arbejde, meningsløs aktivering og inkompetente rådgivere,” siger Helle Alsted.
Blandt de indre faktorer peger hun på mindreværdsfølelse og fornemmelsen af ikke at kunne bidrage med noget eller at kunne bruge sine ressourcer. Nogle lader også jobjagten fylde alle deres tanker og al deres tid.
De lediges problemer med at prioritere tiden kan konsulent Sisse Mosen fra Akademikernes A-kasse sagtens genkende. Hun oplever ofte, at de jobsøgende kommer til at presse sig selv ved konstant at være online.
”Folk vil gerne være oppe på beatet hele tiden. Derfor opretter de en masse jobagenter og melder sig til alt for mange nyhedsbreve, som så fylder indbakken og ikke er til at overskue.”
De meget usikre fremtidsudsigter gør mange ledige afmægtige.
”I den første tid som arbejdsløs er det almindeligt at tænke, at det nok skal gå hurtigt med at få et job. Men hvis det ikke går sådan, begynder folk ofte at søge ufokuseret. I stedet for at lægge en plan søger de alt muligt, som kun ligger i periferien i forhold til deres kompetencer. Og så ender dén ene ansøgning, som burde have fuld koncentration, med at blive lige så meget havregrød som de tre andre, hvor den ledige ikke passer særlig godt til jobbet,” siger Sisse Mosen.
Ledige stillinger