Storrum - Nej tak

31.8.2011

af

Langt de fleste ønsker at sidde på eget kontor eller højst dele kontor med en enkelt kollega. Men virkeligheden er lige omvendt. Over halvdelen af djøferne sidder i storrum eller på delekontorer.

”Det bør skrives ind i FN’s menneskerettighedserklæringer, at alle ansatte på alle arbejdspladser i hele verden har ret til at fravælge et åbent kontorlandskab og få sit eget enmandskontor!”

Sådan lød en læserkommentar på en artiklen ’storrum giver dig flere sygedage’, som djøfbladet.dk bragte i juni. Og stort set alle andre kommentarer havde samme omdrejningspunkt – storrum er ikke nogen god løsning.

Ifølge en quickpoll på djøfbladet.dk vil langt de fleste djøfere helst have eget kontor eller dele kontor med max én kollega.

Modvilje mod storrum

Men selv om det er de færreste, der åbenbart ønsker at dele kontor med andre, så viser en anden Djøf-undersøgelse, at over halvdelen af djøferne sidder i storrums- eller delekontor.

Og når nu de fleste djøfere gerne vil ud af storrummene og ind på eget kontor, hvorfor får de så ikke lov til det?

”Det burde de da også,” lyder det fra Gitte Rasmussen Holm, forsker og seniorkonsulent på Teknologisk Institut.

De undersøgelser, hun kender, passer meget fint med det billede, der tegner sig i djøfbladets undersøgelse:

”To-tre ud af ti har det fint med at sidde i storrum, mens de øvrige har det skidt med det,” siger Gitte Rasmussen Holm.

Når nytænkning kan blive et onde

Forklaringen på, hvorfor mange alligevel ender i et storrumskontor, går ifølge Gitte Rasmussen Holm tilbage til engang i 1990’erne. Her viste nogle internationale forsøg, at storrum gav mere gennemsigtighed i organisationen, og den teori var der mange, der efterprøvede – også i Danmark. Og så var det, at man fandt ud af, at det ikke bare var nytænkende og måske gav større gennemsigtighed – virksomhederne kunne også spare en masse kvadratmeter ved at stuve folk sammen på store åbne kontorer, forklarer Gitte Rasmussen Holm.

Men sådan nogle som Gitte Rasmussen Holm, der har arbejdet med arbejdsmiljø i mange år, har lige siden også mødt bagsiden af medaljen ved storrumskontorer.

”Når vi er rundt på arbejdspladserne, hører vi om koncentrationsbesvær, om konstante afbrydelser, for megen larm og om indeklimaproblemer. Vi har stadig ikke set så mange undersøgelser af effektiviteten blandt dem, der sidder i storrumskontorer, men når så mange føler sig ubehagelig tilpas ved det, kommer det nok snart,” siger Gitte Rasmussen Holm.

Og hun er ret sikker på, at storrummene heller ikke kommer ud som en vinder, når det gælder effektivitet.

Ledelsens ønske

I læserkommentarerne på djøfbladet.dk bliver der flittigt langet ud efter ledelsen. ’Storrum handler ikke om medarbejdertrivsel, men om penge’, lyder det fx fra en af brugerne, mens en anden skriver: ’Storrum handler om effektivitet og om kontrol, under dække af videndeling’. Men er det virkelig ledelsens behov for kontrol, der er medvirkende til den store udbredelse af storrumskontorer?

”Det vil jeg ikke skyde alle ledere i skoene, men kontrol ligger da helt sikkert i baghovedet af mange under dække af videndeling. Men så er der altså tale om dårlig ledelse,” siger Gitte Rasmussen Holm.

Men vil mange medarbejdere også fremover blive placeret i et storrum mod deres vilje?

”Nej, man bliver nødt til at lytte til de her ønsker, og jeg tror, vi kommer til at se mange storrum blive lavet om til enkelt eller to-personers kontorer,” siger Gitte Rasmussen Holm.

Men det betyder jo også et behov for flere kvadratmeter igen – og hvor skal de komme fra? Her vil hjemmearbejdspladserne komme arbejdsgiverne til hjælp, så dem kommer vi nok til at se endnu flere af, siger Gitte Rasmussen Holm.

”Men det er jo ikke alle brancher, hvor det kan lade sig gøre, og så må man jo gøre det allerbedste for at indrette storrummene, så generne bliver færrest mulige. Det er jo også muligt at sætte glasvægge op, og jeg tror, vi kommer til at se arkitekterne være meget kreative.”

Resultat af afstemning om kontortyper

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Christian Stokholm
12 år siden
Jeg er meget enig med de kritiske røster. Storrummene blev "solgt" med henvisning til, at det ville give mere samarbejde og vidensdeling, men det handler mest om at spare husleje. Samarbejde handler om en hel masse andre ting, og en leder behøver heller ikke at have folk i storrum for at have overblik over deres arbejde.
Ove Holm
12 år siden
Jeg er meget glad for at sidde i mit eget kontor, og altid med åben dør. Samtidig vandrer jeg rigtigt meget rundt til mine kolleger/medarbejdere - og det hele dagen igennem, og jeg får heldigvis ofte besøg på mit kontor. Engang i mellem har jeg en hel eller halv hjemmearbejdsdag, som ofte er fantastisk produktiv.