Nye tider i FN og Sikkerhedsrådet

26-04-2011
5 min.

Med de seneste interventioner i Libyen og Elfenbenskysten ser FN for alvor ud til at træde ud af den stilstand, som flere har kritiseret organisationen for. Djøfbladet har talt med danmarks FN-ambassadør i New York, Carsten Staur.

Vi kender FN-soldaterne med de karakteristiske blå hjelme og baretter fra rolige situationer, hvor de agerer grænsevagter eller patruljefolk.

Men i starten af april greb fredsbevarende FN-soldater i Elfenbenskysten pludselig aktivt til våben og kæmpede sammen med franske soldater for at få standset en begyndende borgerkrig, efter Laurent Gbagbo i månedsvis havde nægtet at forlade præsidentembedet, selvom vælgerne vragede ham i november sidste år.

Og før det – i marts – vedtog Sikkerhedsrådet en resolution, der tillod ’alle nødvendige midler’ for at beskytte civilbefolkningen i Libyen og få en våbenhvile på plads.

Organisationen, som integrations- og udviklingsminister Søren Pind i 2009 beskyldte for at være meningsløs og uden gennemslagskraft, har på kort tid smidt fløjlshandskerne og optrådt overraskende stærkt.

”Der er sket et nybrud, som er udtryk for en ny linje fra både Sikkerhedsrådets og generalsekretærens side. Det, vi har set i Elfenbenskysten, er en langt mere aktiv FN-indsats for at beskytte civilbefolkningen, end vi har oplevet tidligere, og det sker, fordi generalsekretæren peger på problemet, og Sikkerhedsrådet handler,” siger Danmarks FN-ambassadør, Carsten Staur.

Værdipolitik eller Gaddafi-effekt?

Ambassadøren mener, det skyldes, at spørgsmålet om beskyttelse af civile er kommet langt højere på dagsordenen end tidligere.

”Det er udtryk for, at internationale normer og holdninger flytter sig over tid. Sikkerhedsrådet har arbejdet meget med beskyttelsen af civile, og herudover har der udviklet sig en større respekt for demokratiske politiske processer. Samtidig har de regionale organisationer i Vestafrika og Afrika spillet positivt med på udviklingen,” fortæller Carsten Staur i sit kontor på 18. etage på Second Avenue, hvor den danske FN-repræsentation holder til.

Det er derfor Sikkerhedsrådet tillader, at FN griber til våben i Elfenbenskysten, hvor en million mennesker nu er på flugt, og hvor stabiliteten i hele Vestafrika er truet.

Spørgsmålet er så, hvor meget idealerne i virkeligheden tæller, og hvor meget der i tilfældet med Libyen-resolutionen var tale om det, Carsten Staur kalder ’Gaddafi-effekten’.

”Den internationale erfaring med Gaddafi er jo entydig: Han vil styre Libyen med hård hånd, så alt pegede på, at man ville få et blodbad i Benghazi, hvis man ikke greb ind. Hverken i Moskva og Beijing ville man påtage sig ansvaret for en humanitær katastrofe,” siger Carsten Staur.

Kina og Rusland stemte dog ikke for resolutionen. Sammen med Indien, Brasilien og Tyskland undlod de at stemme, men ifølge Carsten Staur betyder en sådan afståelse, at et land i hvert fald i et vist omfang anerkender, at en intervention er begrundet, selvom man måske også har nogle betænkeligheder i forhold til selve beslutningen.

Elastiske resolutioner

Betænkelighederne er da også blevet luftet fra flere sider. Ruslands ministerpræsident Vladimir Putin var en af de første. Han har kaldt resolutionen mangelfuld og ufuldkommen.

”Den tillader alting. Den ligner Middelalderens opfordringer til korstog,” har han sagt ifølge internationale aviser.

Andre er siden fulgt efter med kritik. Blandt andet har Enhedslisten herhjemme trukket sin støtte til dansk deltagelse i den internationale koalitions angreb i Libyen, fordi partiet mener, at man gradbøjer resolutionen og ikke længere kun beskytter civilbefolkningen, men også hjælper oprørerne.

Men ifølge Carsten Staur er man nødt til at lave resolutioner, der kan fortolkes.

”Der er jo tale om rammestyring. Sikkerhedsrådet giver ikke nye mandater en gang om ugen, så en resolution skal være både robust og elastisk. Derfor kan de godt være lidt generelle på nogle punkter.”

Det er altså ikke en detaljeret opskrift for en militær operation, FN udfærdiger, men et mandat til at indlede en militær operation med nogle klare mål, som her er at beskytte civilbefolkningen og få en våbenhvile på plads.

”Der er en betydelig grad af fleksibilitet i forhold til de midler, som skal til for at nå målene. Men der er nogle klare grænser: Man kan for eksempel ikke indsætte landtropper i Libyen. Hvert ord er forhandlet, og alle er klar over, hvad man mener med begreberne i resolutionen,” siger Carsten Staur, der ikke vil sætte et succeskriterie for FN’s indsats i Libyen.

”Det var Gaddafis truende overgreb mod civilbefolkningen, der udløste FN-indsatsen. Derfor har mange peget på, at han ikke på nogen måde kan være en del af Libyens fremtid. Men det er ikke succeskriteriet for FN. Det er succeskriteriet for Libyen,” siger Carsten Staur.

Det mindst ringe system

Selvom Carsten Staur ser et nybrud i FN og Sikkerhedsrådet i forhold til mere værdibaserede og handlekraftige interventioner, understreger Carsten Staur dog også, at man ikke skal tro, vi kommer til at se et FN, der spiller global vagthund i alle verdens brændpunkter de næste mange år.



Der er mange andre konflikter i verden, hvor der også er stort behov for beskyttelse af civile, men hvor FN ikke griber lige så aktivt ind.

”Det er jo ikke et tilfælde, at størstedelen af Sikkerhedsrådets sager vedrører lande i Afrika. Det er der, hvor de politiske spændingsfelter mellem Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer er mindst. Det er velkendt, at Rådet er blokeret i en del sager,” siger Carsten Staur og nævner som eksempel Myanmar (Burma, red.) og den israelsk/palæstinensiske konflikt, hvor der er klare grænser for, hvad FN kan gøre, og hvor USA traditionelt har sat dagsordenen.

Konflikten i Darfur, hvor man har snakket om folkedrab i årevis, er også stadig uløst.

”Det er bestemt et emne, der er på dagsordenen, og FN har faktisk over en tredjedel af sine fredsbevarende styrker i Darfur og Sydsudan. Men der har været grænser for, hvor langt Sikkerhedsrådet har ønsket at gå, fordi der er nogle materielle interesser i landet. Særligt omkring olien, men også i forhold til nabolandene. Så hvad enten man kan lide det eller ej, så sætter geopolitikken nogle begrænsninger for Sikkerhedsrådet og dermed FN.”

Bliver det så ikke et dobbeltmoralsk system?

”Det er ikke perfekt, men det er det mindst ringe. Og der er jo ikke rigtig noget alternativ,” siger Carsten Staur.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.