Privatansatte bevarer frynsen

30.11.2011

af

De privatansatte har i store træk de samme frynsegoder som sidste år. Telefon og sundhedsforsikringer har endda fået et nøk opad, viser lønstatistikken 2011.

Krisen har tilsyneladende ikke fået arbejdsgiverne til at trække i land, når det gælder uddeling af fryns. Niveauet af frynsegoder ligger stort set på samme niveau som sidste år, bortset fra fri (mobil) telefon og sundhedsforsikringer, der er steget henholdsvis fire og tre procentpoint.

Multimedieskatten har formentlig og paradoksalt nok haft en effekt på stigningen i fri telefon, siger Anders Hjortshøj, chefkonsulent i Djøfs Analyse og Strategi afdeling.

”Man skulle muligvis tro, at der var sket et fald i de frie telefoner på grund af multimedieskatten. Men stigningen er nok et udslag af smartphone-bølgen, som en del måske netop får som en form for kompensation for netop multimedieskatten, som de måske alligevel skal betale.”

Men multimedieskatten har omvendt nok også haft en betydning for, at antallet af hjemme-pc’ere er faldet en smule siden sidste år, siger Anders Hjortshøj.

”Nogle har måske haft en gammel udtjent arbejds-pc stående derhjemme, som de så har returneret til arbejdsgiveren for at slippe for multimedieskatten,” siger Anders Hjortshøj.

Sundhedsforsikringerne er steget markant de seneste syv år – og altså også igen i år til trods for, at den nye regering taler om at gøre den skattepligtig.

”Men det er den jo ikke blevet endnu. Bliver den skattepligtig, vil vi nok se effekten af det i lønstatistikken næste år,” siger Anders Hjortshøj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet