Uddannelse med globalt perspektiv

18-10-2011
3 min.

Globaliseringen medfører, at der opstår nye videregående uddannelser inden for Djøfs område.

Verden er flad. Det fastslår Thomas Friedman, New York Times-klummeskriveren. Andre konstaterer bare, at vi lever i globaliseringens tidsalder.

Uanset formuleringerne gennemløber kloden en forandring i disse år. USA’s status som supermagt er antastet, og vi overgår til en multipolær verden med flere magtcentre. Kina har nu den næststørste nationale økonomi.

Samtidig bliver grænserne kloden over for økonomi, handel og miljø landene imellem udvisket.

Derfor er det logisk, at videregående uddannelsesinstitutioner tilpasser sig den nye virkelighed og sammenstykker nye uddannelser.

Således udbyder Syddansk Universitet (SDU) her fra efteråret en erhvervsøkonomisk kandidatuddannelse, der har fokus på Kina. Cand.negot. i kinesisk hedder den. Det er en overbygning på en bachelor-uddannelse, som SDU har haft i flere år. Den nye master-uddannelse består af lige dele erhvervsøkonomi, samfundskendskab og kinesisk, altså sprog.

Der er aftagere

Studiechef Per Christian Andersen, SDU, forklarer, at der findes et internationalt miljø i Sønderborg, hvor uddannelsen er opstået.

“Vi har store virksomheder, der gerne vil have folk, der kan operere internationalt. Der er et aftagerperspektiv i at oprette uddannelsen,” siger Per Christian Andersen og henviser til de lokale energiteknologi-virksomheder Danfoss og Lodam Electronics, som begge har betydelige økonomiske aktiviteter i Kina.

Han tilføjer, at det ikke skorter på interesserede studerende.

SDU er også klar til kandidatgraden cand.soc. i international sikkerhed og folkeret i det nye studieår. Uddannelsen er den første af sin art i kontinental-Europa og afspejler, at de nye internationale konflikter er komplekse sammenlignet med “gammeldags krig”. Tænk bare på bortførelser af civile søfolk i Adenbugten.

De studerende opnår en baggrundsviden i internationale konflikters politiske, juridiske og etiske dimensioner, og de udstyres med de analytiske redskaber til at rådgive om indgreb.

Aftagerne er Udenrigsministeriet, private organisationer og virksomheder, der har verden som marked, oplyser Per Christian Andersen. 

Bæredygtighed

Også Aarhus University, Business and Social Sciences (AU), satser på uddannelser, der passer med en verden, der er grænseoverskridende.  Stedet fortsætter på andet år med flere uddannelser på bachelor- og master-niveau, som alle har overskriften bæredygtighed. Der er bachelor og HA i bæredygtighed, HA i miljøret, The Sustainable MBA og master i miljø- og energiret.



Peder Østergaard, prodekan for uddannelse på AU-enheden, fortæller om det internationale perspektiv, at miljøopgaver jo ikke er noget, som Danmark kan løse alene. Måske kan uddannelserne i bæredygtighed være med til at give dansk erhvervsliv et forspring.

“Vi vil gerne give erhvervsøkonomer et blik for det langsigtede. De kan hjælpe virksomheder til at komme væk fra korttidstænkning, der giver optimering nu, men som i nogen sammenhænge kan give en negativ effekt over tid,” siger Peder Østergaard.

Aarhus University, Business and Social Sciences, er ikke helt nået op på den ønskede tilgang af studerende, og Peder Øster-gaard og hans kolleger arbejder på at skærpe budskabet om bæredygtighedsuddannelserne.

“Vi sender et signal om, at de har faglig forankring og er konkrete,” understreger Peder Østergaard.

DI hilser de nye universitetsuddannelser velkommen, fordi de svarer til tidens krav.

“Det er rigtig godt, at uddannelsesinstitutionerne tænker den globale udvikling ind i deres uddannelser, og at der kommer mere fokus på nye vækstmarkeder som for eksempel Kina. Når universiteterne udvikler nye uddannelser, skal de dog altid skelne til størrelsen af behovet for kandidater, og om andre allerede har dækket behovet,” siger DI-konsulent Sarah Gade Hansen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.