Udligningsafgiften - en skat, der ikke ville dø

Han henviste hermed til aftalen af 2009 med Dansk Folkeparti om, at ”de bananer, der har udnyttet systemet”, som en af rebellerne udtrykte det, skulle pålægges en særskat ved udbetalingen af pensionerne. Statsministeren overså tilsyneladende, at aftalen fra 2009 ikke indeholdt et eneste ord om, at almindelige pensionister også skulle rammes af særskatten. Med andre ord er der tale om respekt for en politisk studehandel og ikke om en uskyldig aftale, der skal holdes.

Situationen er herefter, at tusindvis af andre skatteydere, der tidligere har fået store fradrag i en højt beskattet indkomst, nu kan ånde lettet op, når de fra 2010 tager en uventet ekstragevinst hjem til lavere beskatning. De skal ikke betale nogen udligningsafgift.

Til eksempel en skatteyder, der tidligere har købt en kostbar maskine og herved har kunnet reducere medarbejderstaben med 25 pct., og som i 2010 lader sig selvpensionere ved at sælge den stærkt afskrevne maskine. Med en lavt beskattet gevinst som følge af skattereformen.

Fik han flere i arbejde. Nej, tværtimod. Han adskiller sig heller ikke på dette punkt fra pensionisterne.

Konklusionen kan kun være, at ”pensionsindtægter” (som en nemt afgrænselig indkomstkilde) nu nedlægges med spredehagl og derved sparer skattemyndighederne for et besværligt og måske umuligt arbejde med at indfange bananerne. Kritikken fra Dansk Folkeparti, som betegner sig selv som pensionisternes beskytter, forstummer formentlig samtidig hermed. Skam få den, der tænker ilde derom.