Korrupt adfærd eller almindeligt samarbejde

Starten gik, da pressen skrev om nogle kommunaldirektører, som havde været til rock-koncert betalt af it-leverandøren KMD, det tidligere Kommunedata.

Det fik en fratrådt chef i SKAT, i dag advokat, til at gå i medierne og fortælle, at han og fem andre chefer i edb-afdelingen tilbage i 1993 blev inviteret på årlige seminarer i Paris – med koner – og bespist på fine restauranter på it-firmaet Bulls regning, og at sådan var stilen i det hele taget. Han kaldte det i strid med straffelovens § 144, bestikkelsesloven. Skatteministeren meddelte pronto efter en kort debat i Folketinget, at han nu lavede en intern undersøgelse – selvom hans departementschef ellers dagen før havde sagt det modsatte i pressen.

Aino Olsen, formand for AC Chefklubben i Skatteministeriet, betragter det som en urimelig mistænkeliggørelse.

”Alle i SKAT yder en stor indsats, og det er krænkende at læse den slags beskyldninger i pressen,” siger hun.

”Jeg kender ikke den fratrådte chef og kan ikke forholde mig til hans meget alvorlige anklager, der ligger så langt tilbage i tiden. Men jeg bliver ked af det på vegne af min arbejdsplads og mine chefkolleger,” siger hun.

Vores arbejdsliv kriminaliseres

Hvor meget skal vi stå på mål for som embedsmænd? Hvorfor skal vores arbejdsliv kriminaliseres på denne måde? Hvem beskytter os? Det her er et principielt spørgsmål for os og et spørgsmål om retssikkerhed, lyder det fra bestyrelsen for de ca. 120 AC-chefer i Skatteministeriet til DJØF Bladet.

De ved, at medierne nu vil samle ethvert halmstrå i denne undersøgelse op for at få en god historie, og de er bekymrede for, at navngivne kolleger bliver hængt ud.

Per Hansen, formand for DJØF Offentlige Chefer, er rystet over forløbet.

”Denne sag mistænkeliggør og skader vores gennemhæderlige, ukorrupte danske offentlige sektor. Det er trist, at ministeren og Folketinget hopper med på denne galej. Det agter jeg nu at skrive til skatteministeren.”

DJØF har fået et løfte fra SKATs ledelse om, at redegørelsen ikke retter sig mod enkeltpersoner – heller ikke dét, der måtte blive givet aktindsigt i, understreger han.

”Problemet er jo, at i den offentlige sensationsjagt forsvinder alle nuancer, og så har vi klapjagten. Men det er SKAT, og vi enige om at gøre alt for at undgå. Dét løfte vil jeg også holde skatteministeren fast på i mit brev.”

Vi har ikke noget at skjule

Departementschef Peter Loft mener ikke, man kommer nogen vegne med at sige, at det er urimeligt at blive undersøgt 17 år tilbage.

”Vi skal have vasket disse voldsomme beskyldninger af. Det eneste, vi kan gøre, er at lave en redegørelse og lægge den frem i fuld åbenhed og sige: Bedøm selv. Det prøver vi nu at gøre med alle hensyn taget til medarbejdernes retssikkerhed.”

Beskyldningerne fra den tidligere ansatte gik på, at den herskende tilstand emmede af korrupt adfærd, understreger han.

”Det er værre at blive beskyldt for at være tyvagtig end for at være tyv. Det er vi nødt til tilbagevise overfor den undrende offentlighed.”

Han afviser at gå ind i, om ikke ledelsen skulle have rettet op på det, hvis nogen havde gjort noget forkert tilbage i 1993.

”Jeg vil nødigt foregribe redegørelsen, men jeg forventer ikke, at der kommer noget frem, som kræver et efterspil.”

Samtidig advarer han politikerne og pressen:

”Vi skal passe på med at vurdere forhold i 1993 på baggrund af den standard, der gælder i 2010. Det er der en tendens til i denne sag. Men både tonen og fortolkningen af de skrevne regelsæt er blevet skærpet i den mellemliggende periode.”

Medbring termokande og klapmadder

Alle mener, at det offentlige skal lære fx effektivitet og bundliniefokus af den private sektor – plus at egentlige privat-offentlige samarbejder breder sig.

Men dét samarbejde vanskeliggøres i høj grad af det negative fokus på embedsmændenes forhold til de private aktører, lyder det fra AC Chefklubben i Skatteministeriet.

Embedsstandens ubestikkelighed må der på ingen måde herske tvivl om. Det er det vigtigste og nummer ét over alt, fastslår Peter Loft.

”Men man må også forstå, at man ikke kan drive en stor og forhåbentlig moderne offentlig virksomhed fra en osteklokke,” siger han.

”Vi er nødt til gå ud og møde folk i det private og høre direkte fra dem, hvad der rør sig – fx med digitalisering, som vi i Skatteministeriet er længere fremme med end nogen anden offentlig myndighed. Vi er ikke nået så langt ved at isolere os. Men i dag hersker der nærmest en stemning af, at det er nok bare at gå ud og møde nogle andre, så foregår der noget fordækt.”

Det må ikke lykkes at få ødelagt, at den offentlige sektor kan have et ordentligt og redeligt samkvem med sine private samarbejdspartnere, lyder det fra Per Hansen.

”Det kan ingen borgere ønske sig. Den offentlige sektor skal tværtimod blive bedre til at samarbejde med det private om at forny sig.”

”Og så skal man ikke gøre alt forbudt og kræve, at vi skal medbringe termokande og klapmadder, når vi skal ud og tale med en privat virksomhedsleder. Vi er jo ikke i nærheden af noget, der ligner korruption! Vi er snarere i nærheden af, at man forlanger et brud på al dansk etikette og høflighed af os.”

Vide rammer i den private sektor

I det private må man modtage alle de gaver, rejser og arrangementer fra leverandører, man vil, så længe ens virksomhed ved det og siger god for det. Korruption og returkommission hæftes alene på de tilfælde, hvor en ansat modtager noget bag om ryggen på sin virksomhed, eller gaven åbenlyst har til formål at påvirke en handling.

Man må fx godt tage til Kina på en dansk leverandørs regning for at se på et produkt, man kunne have set på i Sønderjylland.

”Ja. Så længe der er et fagligt indhold, er det helt i orden. Man må også godt pleje sit netværk som virksomhed ved sociale arrangementer. Det har ikke noget med korruption at gøre,” forklarer konsulent i DI, Christine Jøker Lohmann, der er med i bestyrelsen for den danske afdeling af korruptionsvagthunden Transperency International. Han tilføjer:

”Men mange virksomheder laver deres egne anti-korruptions guidelines med klare principper for gavegivning. Det gør det lettere for medarbejderne at handle rigtigt.”

”Hvis jeg var bestyrelsesformand for en større privat virksomhed, ville jeg sørge for, at der blev nedskrevet nogle regler,” siger professor i erhvervsjura, Lars Bo Langsted, AAU.

”Men de vil blive betydeligt mindre strikse end i det offentlige. Vi har en netværkskultur i det private, hvor man må kunne invitere hinanden ud.”

Sagen om Madonna-billetterne illustrerer meget godt forskellen mellem offentlig og privat, siger han.