Fyring kan føre til livskrise

Den dag i januar 2009 sad daværende fuldmægtig i Patent- og Varemærkestyrelsen Maria Mandrup og nød synet af sin baby, der med sund appetit guffede bittesmå leverpostejshapser i sig. Den nybagte andengangsmor så fortrøstningsfuldt frem til de sidste fire måneder af sin barsel, da telefonen ringede.

”Det var min nærmeste chef. Jeg troede ærlig talt bare lige, hun ville høre, hvordan det gik, for hun vidste alt om, hvad vi havde været igennem. Jeg nåede kun at tænke: ’Hvad er det her i grunden for en samtale’, inden tæppet blev revet væk under mig. Meldingen kom som et chok. Der skulle skæres ned i afdelingen, og jeg måtte regne med at være én af dem, der skulle fyres,” husker den 33-årige jurist.

”Jeg var lamslået og troede, det var løgn. Havde virkelig ikke set den komme. Hvorfor mig? Jeg er bare ikke sådan én, der bliver fyret! Det ville jeg da ikke have siddende på mig. Jeg, der er så pligtopfyldende og ambitiøs ...” siger hun.

”Og så blev jeg vred!”

Tanker om hævn er normalt

Vreden er den følelse, Maria Mandrup husker bedst. Den ulmer stadig lige under overfladen sammen med bitterheden, ydmygelsen, den krænkede retfærdighedssans og ønsket om hævn. I sit stille sind håber hun, at de chefer, der valgte at fyre hende, selv en dag får en fyreseddel. Allerhelst for håndteringen af hendes sag, der kom til at koste Patent- og Varemærkestyrelsen ni måneders løn i erstatning for uberettiget afskedigelse. En sag, der stadig får Maria Mandrup til at dirre af harme.

”Ved at fyre mig under min barsel regnede de med at slippe for at give mig løn i opsigelsesperioden. Jeg fik jo barselsdagpenge. Og da jeg klagede, diskede de op med forkerte tal, der skulle bevise, at jeg lavede for lidt. Sparkede til mig, mens jeg lå ned, og forsøgte at beklikke min faglighed,” siger hun og erkender, at hun nok kunne have sprunget det kapitel over, hvis hun havde fulgt tillidsmandens råd og accepteret den oprindelige begrundelse: Nedskæringer.

”Men jeg var simpelthen nødt til at slås for min værdighed. De skulle ikke have lov til at fyre mig på grund af Olivia,” siger hun.

Vrede, hævngerrighed, chok og følelsen af at være dybt personligt ramt, selvom fyringen falder som et led i en større runde og en generel samfundstendens, er helt almindelige reaktioner på en afskedigelse, siger krisepsykolog Rikke Høgsted. I efteråret udgav hun håndbogen ’Kom på benene igen – sådan klarer du en fyring’.

Et stykke skriftlig hjælp til selvhjælp under den livskrise, som i disse år rammer titusindvis af danskere.

”Nogle får ligefrem lyst til at slå chefen ihjel og bliver dybt chokerede over sig selv. Heldigvis er der langt fra tanke til handling, men det siger lidt om den vrede, en chef skal kunne lægge ryg til,” forklarer hun.

Ingen tryghed og identitet

At komme over og igennem en fyring kan tage år og forandre et menneske, forklarer psykologen, der ikke tøver med at sammenligne tabet af et godt job med ulykkelig kærlighed. På én gang trækkes tæppet væk under familiens økonomi og forsørgerens identitet.

”Med jobbet forsvinder jo en kilde til glæde og faglig stolthed for slet ikke at tale om opfyldelsen af vores sociale behov. Vi går til fitness, i vinklub og tager på skirejser med kollegerne, der måske er gået hen og blevet vores bedste venner. Reaktionen afhænger i høj grad af, hvor stort tabet er for den enkelte,” siger Rikke Høgsted.

En fyreseddel kan slå et menneske så meget ud af kurs, at vedkommende for en tid næsten ikke kan kende sig selv. Nogle lukker af og er svære at komme i kontakt med i månedsvis, og angsten for, at det skal ske igen og skammen over at være blevet vraget, kan følge folk i flere år. Hårdt, men helt normalt, understreger psykologen.

En krise med muligheder

”En krisereaktion er som et pendul, der bliver bragt i svingninger. Efterhånden tager det af, men det kan vare længe, før det er helt i ro,” forklarer hun. 

Den kæde af reaktioner, man tidligere forventede, at en fyret skulle igennem, er krisepsykologer gået væk fra. Glem derfor alt om ’chokfasen’, ’efterreaktionsfasen’, ’bearbejdningsfasen’, ’erkendelsesfasen’ og ’nyorienteringsfasen’.

”Så firkantet stiller vi det ikke op længere. Folk gik jo og blev nervøse for, om de var på randen af et sammenbrud, fordi de ikke havde været i chokfasen eller reaktionsfasen længe nok. I dag taler vi i stedet om svingende sindstilstande: Man kan være ude af sig selv og ved siden af sig selv, men til sidst bliver man sig selv igen. Måske i en lidt mere ydmyg og livsklog udgave,” siger Rikke Høgsted.

Maria Mandrup var således kun i chok nogle få sekunder, før hun i én pærevælling gik i gang med dét, krisepsykologerne i gamle dage ville have kaldt efterreaktion, bearbejdning og nyorientering. Som et såret dyr – med vreden som motor – mobiliserede hun alt det overskud, hun ikke havde. Hun klagede over fyringen og endte med at få medhold, fordi hun rent faktisk kunne dokumentere sin indsats. Hun meldte sig aktivt søgende i en række boligforeninger, undersøgte mulighederne for at tage lån i familiens tre år gamle villa i Glostrup, forhørte sig om alternative skoler til syvårige Tobias, finkæmmede området for ledige institutionspladser til Olivia, søgte et ønskejob inden for sit egentlige speciale, familieret, og fik det... I dag er Maria Mandrup i bund og grund tilfreds med resultatet af sin afskedigelse. Hun har fået et chok. Tilliden er rystet. Og hun stod mere alene, da det hele ramlede, end man ifølge krisepsykologen bør gøre. Men opbakning fik hun:

”Jeg har et meget bedre job i dag og er chefkonsulent Charlotte Flach fra DJØFs forhandlingsafdeling stor tak skyldig, fordi hun troede på min sag og var en helt fantastisk støtte fra dag ét,” siger hun.

”Men jeg skammer mig stadig.”

Først nu har Maria Mandrups nye chef og kolleger i Statsforvaltningen Hovedstaden fået at vide, at hun ret beset kun lige nåede at blive fyret, inden hun tiltrådte 1. maj.

”Selvom jeg fik fuld oprejsning, syntes jeg, det var flovt. Og da der efter halvanden måned skulle opsiges tre medarbejdere på min nye arbejdsplads, genoplevede jeg faktisk det hele. Men denne gang ramte det heldigvis ikke mig,” konstaterer hun.

Fem ting, du selv kan gøre for at komme på benene efter en fyring:

Få afløb

Græd, grin, ras ud, eller sæt dig ned, og fald i tanker, hvis det er det, du har behov for.

Tal

Det er godt og befordrende at dele sine tanker med andre, når man er i krise. Undgå at isolere dig.

Skriv

Før dagbog eller logbog for at skabe overblik over dine tanker.

Tag imod

andres hjælp. Du får det ikke bedre af at klare alting selv.

Hold fri

Du og dine nærmeste har godt af at tænke på noget andet end ydmygelsen og den uvisse fremtid. I kan eventuelt skiftes til at finde på fælles aktiviteter og finde ’fyringsfri zoner’.

Fem ting, du kan gøre for en ven eller kollega, der er blevet fyret eller er i krise:

Vis fanen

Ring, skriv, mød op med en buket blomster. Vis, at du er der og gerne vil støtte. Insister om nødvendigt. Din interesse er ikke nogen selvfølge. Slet ikke for et menneske i krise.

Lyt

Gem de gode råd lidt, og stil åbne spørgsmål: Hvad tænkte du? Hvem sagde det? Hvad gjorde du så?

Giv plads

Det er ok at være rasende, føle sorg eller skyld efter en fyring. Også i måneder og år efter. Prøv at være en forstående og accepterende lytter. Du skal ikke trøste eller ’slå det hen’ med smalltalk. Bare være der for den anden.

Hold fast

i status quo. Nogle kriseramte taler om selvmord, skilsmisse og salg af huset. Kontakt læge eller skadestue, hvis det går for vidt. Hjælp din ven eller kollega med at slå koldt vand i blodet, til han eller hun er blevet sig selv igen.

Tilbyd praktisk hjælp

Nogle kriseramte bliver så forvirrede, at de har svært ved at handle. Spørg, om du ikke skal ordne et mindre, konkret problem. Det kan sætte en god proces i gang. Men undgå at overtage ansvaret.