Behandl medarbejderne godt under krisen

24.2.2010

af

De virksomheder, der kerer om medarbejderne og værner om virksomhedskulturen, har størst chance for at komme godt igennem en krise, viser undersøgelser fra Great Place to Work Institute og fra McKinsey.

Det er i nedgangstider, de rigtige vindere bliver skabt. De virksomheder, der selv i krisetider formår og forstår at satse på medarbejderne og skabe en god virksomhedskultur, kommer nemlig stærkere ud af en krise.

Det tegner undersøgelser fra både McKinsey og Great Place to Work Institute på. 

Ditte Vigsø, vicedirektør i Great Place to Work Institute, peger på en McKinsey-undersøgelse, som blandt andet viser, at en stærk virksomhedskultur kan medvirke til, at en virksomhed klarer sig igennem en krise. Og undersøgelser, som Great Place to Work Institute i Danmark har gennemført blandt 130 danske virksomheder i 2008 og i forbindelse med udpegningen af Danmarks Bedste Arbejdspladser, tyder på det samme, fortæller hun.

”Hvis du tager medarbejderne alvorligt og viser dem tillid, specielt i en krisetid, så bliver de også ved med at være loyale. Involvering og information er nogle af nøgleordene. Og det har det også været for de bedst placerede i Danmarks Bedste Arbejdspladser, hvor tilliden til ledelsen er lige så stor, som den var for to år siden. Også selvom nogle af de bedst placerede virksomheder har afskediget medarbejdere,” siger Ditte Vigsø.

Når virksomheder kan slippe af sted med at afskedige medarbejdere og samtidig opleve stor loyalitet og tillid fra de tilbageværende medarbejdere, så skyldes det, at ledelsen hele tiden er ærlig og informerer tæt om udviklingen, forklarer Ditte Vigsø.

”Her er ingen ledelse, der sniger sig rundt bag lukkede døre. Dermed tror medarbejderne på ledelsen, når den melder ud, at fyringer kun er den allersidste udvej. Og de oplever også, at ledelsen holder ord, når de siger, at når og hvis de bliver nødt til at afskedige, så skal de nok tage hånd om den enkelte og hjælpe dem videre. Og de får også at vide, hvordan de har tænkt sig at gøre det,” siger Ditte Vigsø.

Hun er ikke i tvivl om, at det lønner sig at holde fast i en stærk virksomhedskultur – også når det er allersværest.

”Det er nu, fårene bliver skilt fra bukkene. De arbejdspladser, der behandler deres medarbejdere godt under en krise, er også dem, der vinder kampen om talenterne, når krisen er slut. For selvom mange virksomheder er nødt til at skære ned, gælder det jo stadig om at holde på og tiltrække de bedste medarbejdere. Det skal man som virksomhed huske på, også selvom man måske lige nu føler, man kan vælge og vrage mellem kandidaterne,” slutter Ditte Vigsø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet