Når djøfere skruer ned og vender på hovedet...

15.12.2010

af

Op af stolen - Henriette Divert.

Selvom politikerne ikke synes at ville vide af det, er det nok realistisk, at de europæiske samfund de næste mange år skal effektivisere, reducere, skære fra, tænke anderledes og forenkle den måde, der arbejdes på – ofte med djøfere som de ansvarlige og udførende. Kigger vi generelt ud over det danske samfund, er det fair at sige, at der har været ”råd” til, at der nogle steder blev brugt ekstraressourcer på organisatoriske processer, der ikke direkte var værdiskabende. Fremover bliver der set mere direkte kritisk på værdiskabelse i organisationer – og det kræver et anderledes mindset blandt ledere og toneangivende fagligt ansvarlige i organisationer. Et mindset, som I som djøfere bør overveje, hvis I ikke allerede ér der…

Modet til at gøre mere ved at gøre ”mindre”

Kigger vi på, hvad der ofte sker i en organisation, hvor der er vækst og udvikling, er det klassisk, at de forskellige praksisser over tid bliver mere og mere raffinerede. Eksempelvis involverer den årlige budgetproces stadig flere medarbejdere, der indberettes i stadig mere sofistikerede skabeloner, og der fyger flere og flere typer tal gennem organisationen.  Der er på den måde en iboende udvikling mod at gøre mere, bedre, større, elegantere, lækrere, hvor det bliver djøfernes rolle at være den ”partykiller”, der går præcis den anden vej og arbejder for forenkling, mindre, billigere, hurtigere, smidigere og med færre involverede i nogle processer.

Ser vi på servicevirksomheder – tag fx hospitalerne – er erkendelsen af, at det kan lade sig gøre at gøre mere af kerneydelsen ved, at alt det rundt om gøres mindre, langsomt ved at vinde indpas. Djøferens rolle er hér at hjælpe til denne forenkling – og selvfølgelig sørge for, at den sker først i de områder af organisationen, hvor de selv er ansvarlige.

Turde skære fagligheden ind til benet…

I mange organisationer – private som offentlige sidder djøfere som ansvarlige for de interne servicefunktioner – fx juridisk, finansiel, HR & IT service.

I disse organisationer har serviceenhederne udelukkende den funktion at være servicerende overfor kerneydelsen – de skaber så at sige ikke et eget resultat. I mange organisationer, hvor den type funktioner er blevet store organisationer, er der dog en tendens til, at der udvikler sig en slags ”faglig nørderi”, så der foreslås løsninger, som er dyre for organisationen, fordi det ud fra støttefunktionernes faglighed er ”lækkert”.

Klassikere er IT-systemer, som ender med at blive for komplekse og tilpassede, HR-ydelser, der er for perfekte og komplicerede til reelt at blive brugt osv. Djøfere skal hér holde ”den faglige fane præcist”, så der skæres ind til benet i stedet for, at der skabes fagligt lir i denne type funktioner – til ulempe for den del af organisationen, som skal anvende det. Samtidig skal der her tænkes fagligt præcist ved helt at eliminere eller radikalt forandre processer – særligt er det lykkedes at digitalisere arbejdsgange hér i stort omfang.

Nysgerrigheden efter hvordan andre gør… i stedet for selv at være eksperten

I mange organisationer er djøfere allerede lykkedes med at lave den slags forenklingsinitiativer, og flere af stederne bliver dette udråbt som djøfisering på den dårlige måde. Der tales om indførelse af nye støttefunktioner, som reelt ikke tilfører værdi, eller der opstår organisatorisk dans om standardisering eller lokal tilpasning, hvor djøferen bliver identificeret med standardisering, ”grønthøster”, bøddel osv. Hvis djøferen i stedet for selv at være den interne ekspert, lod organisationen søge inspiration i andre organisationer og dermed selv se, hvordan arbejdsgange er anderledes, ville man med fordel kunne reducere de interne kampe.

Djøfere bliver de næste år de organisationsudviklere, som lykkes med at implementere mere fokuserede organisationer, der smidigt løbende tilpasser sig kunder, borgere & brugeres forventninger. På den måde bliver det forhåbentlig djøferne, der er med til at gøre de europæiske samfund mere konkurrencedygtige i en ny verdensorden - hvad end politikerne vælger at sige undervejs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet