En bitter kop the?

20.10.2010

af

Det amerikanske midtvejsvalg står for døren. En ny populistisk græsrodsbevægelse, der så dagens lys i februar 2009, har fået tildelt hovedrollen: Tea Party-bevægelsen raser mod eliten i Washington, DC, truer Demokraterne og splitter Republikanerne.

Amerikanerne går til midtvejsvalg 2. november. Demokraterne står til sikkert nederlag i Kongressens ene kammer, Repræsentanternes Hus, men muligvis også i Senatet.

En ny uregerlig, vred og konservativ, populistisk græsrodsbevægelse har set dagens lys i det recessionsplagede USA. Og selv om Tea Party-bevægelsen først og fremmest har opildnet den republikanske base, er det samtidig sigende for bevægelsen, at visse af dens mere farverige og yderligtgående kandidater udgør den største trussel mod en overvældende republikansk sejr. Kandidater som Christine O’Donnell i Delaware og Sharron Angle i Nevada ser ud til at give demokraterne sejren i stater, der ellers stod til at overgå til det republikanske hold.

De to patriotiske og våbenglade kvinder taler bl.a. mod kvinders ret til abort i alle tilfælde – også når der er tale om voldtægt eller incest, mod stamcelleforskning og vielser af homoseksuelle, for nedlæggelse af Social Security og afskaffelse af offentlig sygesikring til USA’s ældre – det populære Medicare-program, USA’s medlemskab af FN og nedlæggelse af både undervisningsministeriet og den amerikanske miljøstyrelse, EPA.

Decentral og radikal

Tea står for Taxed Enough Already, og det er kernebudskabet i den eksplosivt voksende bevægelse. Hertil kommer den historiske reference til oprøret i Boston, hvor borgerne i 1773 protesterede mod den britiske kolonimagts inddrivelse af skatter på te i datidens Amerika.

Folkebevægelsen er dannet for at promovere mindre stat og lavere skatter særligt som en protest mod stimuluspakkerne og sundhedsreformen.

Bevægelsen blev nævnt første gang i februar 2009 af TV-kanalen CNBC’s Rick Santelli, der opfordrede borgerne i Chicago til at indkalde til et Tea Party møde i protest mod stimuluspakkerne. Mødet blev afholdt og samlede 11.000 demonstranter. Allerede dagen efter oprettede nogle borgere en side på Facebook. Og i ugerne efter blev Tea Party-bevægelsen et politisk lokalt fænomen, som politiske analytikere og bloggere begyndte at se nærmere på.

At bevægelsen blot et år senere skulle blive en afgørende national faktor i midtvejsvalget, spåede de færreste.

Men sådan er det nu. Og et fællestræk for den heterogene bevægelse er, at den ikke retter sig så meget mod at erobre magten.

Som gæsteforsker ved Brookings Institution i Washington DC og redaktør ved tidsskriftet National Journal, Jonathan Rauch siger:

”Tea Party-bevægelsen er ikke et parti. Det er en radikal og radikalt decentraliseret bevægelse. Mange af aktivisterne er frafaldne republikanere, og de har ingen kvaler ved ikke at følge partiledelsen. De ønsker heller ikke bare at vinde et valg. De ønsker at ændre kulturen, de ønsker at ændre American Hearts and Minds. Deres mål er intet mindre end at forandre selve tænkemåden i befolkningen, den måde amerikanske borgere betragter staten på. De ønsker at gøre vælgerne skeptiske over for big government for altid.«

Frustation og vrede

Nye meningsmålinger fra Gallup og Politico viser, at Tea Party-bevægelsen er ret ”mainstream”, når det gælder medlemmernes demografi. De er imidlertid højere lønnet og bedre uddannet end gennemsnitsvælgerne, og der er et flertal af hvide og kristne. Til gengæld besidder medlemmerne et andet fællestræk: De er rasende.

En ny meningsmåling foretaget af magasinet Newsweek viser, at 23 procent af vælgerne siger, at ’vrede’ er dækkende for, hvad de føler i politik, mens 54 procent er ’frustrerede’. Af de vrede vælgere planlægger 73 procent at stemme på en republikansk kandidat og blot 19 % på en demokrat.

Ny statistik viser, hvilken muld vreden gror i. Den amerikanske middelklasse bliver stadigt fattigere, og arbejdsløsheden har bidt sig fast på 10 procent, hvilket er uhørt højt i USA: En rapport fra det respekterede Washington-baserede analyseinstitut Pew Institute fra september viser, at andelen af fattige i USA samtidig vokser med rekordfart og nu ligger på 15 procent. Det er samme niveau som i 1960’erne. En ud af syv amerikanere lever i fattigdom, og flere end nogensinde før er uden adgang til sygeforsiking – på trods af, at demokraterne har fået sundhedsreformen igennem.  28 procent af befolkningen har mindre end 500 USD i opsparing.

En broget protestbevægelse

Præsident Obama er helt klar over, hvad vej vinden blæser. I et eksklusivt interview med magasinet Rolling Stone i oktober siger han:

”Bevægelsen repræsenterer en blandet skare. Der findes overbeviste libertarianere, som mener, at al regeringsintervention er af det onde både i økonomien og i socialpolitikken.

Så er der en værdikonservativ strømning, der afviser mig på samme måde, som de afviste Bill Clinton, og som ikke ønsker en liberal eller en progressiv præsident. Endelig er der en gruppe, som mener, at ’Washingtons’ gerninger alt i alt kun har gavnet særinteresserne og Wall Street, mens den brede middelklasse har betalt gildet .... der er muligvis også nogle stykker, som har mørkere motiver, som ikke bryder sig om indvandring eller at have en sort præsident. Det er svært at definere Tea Party-bevægelsen, og den er fortsat under opbygning.”

Ron Elving, som er ledende politisk redaktør for public service kanalen NPR (National Public Radio, red.) i Washington, DC, minder om, at bevægelsen ikke er opstået ud af det blå:

”Mange glemmer, at der var 46 %, som stemte på John McCain og Sarah Palin i 2008. De mennesker findes stadig. Og de er blevet vredere. De var ikke en del af den betagede stemningsbølge, som præsident Obama red på i starten af sin embedsperiode. De er meget motiverede for at stemme nu, hvorimod den store gruppe af nye vælgere, som lå bag demokraternes sejr, tænker: Jeg stemte på præsidenten i 2008, han er ikke på valg nu, så jeg bliver hjemme. Der er ikke den samme motivationsfaktor, når der ikke er præsidentvalg, så det er typisk de utilfredse, som stemmer.”

Sarah Palin som frontfigur

Elving ser en vis parallel mellem Tea Party-bevægelsen og de radikale militser, som havde mediernes bevågenhed i 1993-94, men som ingen taler om i dag:

”Der var de her paramilitære grupper, som trænede med våben og talte om revolution mod Washington. Visse dele af Tea Party-bevægelsen minder om dem, bare lidt mindre maskuline. Der er meget snak om at ”tage Amerika tilbage”, og ”træd ikke på mig” er et andet brugt slogan. Militserne døde i april 1995, da en sindsforvirret bombemand i Oklahoma City dræbte flere hundrede mennesker, og så faldt bevægelsen sammen. Tea Party-bevægelsen kan vælge at organisere sig – det er muligt, når den får en række medlemmer af Kongressen til november – og så vil den blive en del af det republikanske parti. Eller den kan forblive uregerlig og uden formel organisation og ledelse. Men så spår jeg, at den vil falde sammen, som tidligere amerikanske protestbevægelser har gjort det.”

Hvis bevægelsen organiserer sig, er den mest sandsynlige frontfigur den tidligere guvernør for Alaska og tidligere republikanske præsidentkandidat Sarah Palin, der har støttet en lang række Tea Party-kandidater op til midtvejsvalget. Alle de kandidater, hun har anbefalet, er blevet nomineret, mange vil blive valgt, og senest er der kommet meget klare signaler fra hendes inderkreds om, at den tidligere guvernør har kursen solidt rettet mod Det Hvide Hus i 2012.

”Det vil være uklogt ikke at tage hende alvorligt,” har bl.a. Bill Clinton bemærket. Og han er en politiker, som ved alt om, hvordan man pleaser en folkemængde.

Selv siger hun, at ”det ville være absurd at udelukke at stille op, hvis jeg kan hjælpe mit land ... jeg er ikke klogere, ikke bedre uddannet eller smartere end den almindelige amerikaner. Men jeg kan heller ikke forstå, hvorfor man absolut skal være en del af en bestemt elite for at være politiker. Det, eliten ikke har forstået, er, at den almindelige amerikaner ikke er dum. Vi ved, hvad der er vigtigt, og vi ved, hvad der skal gøres.

Seneste: Sarah Palin tabte afstemningen om at blive Tea party-bevægelsens foretrukne præsidentkandidat til New Jerseys guvernør, Chris Christie. Christie fik 14% mod 13,5% til Sarah Palin.


Tea Party-bevægelsen

24. januar 2009
Trevor Leach, formand for foreningen “Young Americans for Liberty” fra staten New York State holder et „Tea Party“ møde i protest mod en planlagt skat på sodavand.

19. februar 2009
Studievært Rick Santelli fra TV-stationen CNBC opfordrer til at “holde et Tea Party og smide alle regeringens taber kreditforeningslån” i the Chicago River. Videoen med Santelli bliver et viralt hit på Internettet, og inden for 12 timer starter de første websites, der anvender navnet.

20. februar 2009
Der oprettes en Tea Party-side på Facebook, der opfordrer til Tea Party-møder over hele USA.

27. februar 2009
Tea Party-demonstrationer i 48 amerikanske byer. 

15. april 2009
Der bliver afholdt over 750 Tea Party-møder med omkring 500.000 deltagere i protest særligt mod regeringens stimuluspakker.

4. juli 2009
Flere hundrede lokale Tea Party-grupper markerer den amerikanske uafhængighedsdag.

12. september 2009
Der afholdes den såkaldte ‘Taxpayer March on Washington’ i protest mod Obama-regeringens planer om en offentlig sygesikring samt mod de fortsatte offentlige stimuluspakker og redningen af de amerikanske finansielle institutioner. Arrangørerne taler om millioner af deltagere, politiet anslår omkring 2-300.000. Studieværten Glenn Beck fra Fox News er en frontfigur.

19. januar 2010
Republikaneren Scott Brown vinder suppleringsvalget til USA’s Senat i den ellers liberale stat Massachusetts. Brown bliver bakket massivt op af Tea Party-bevægelsen og resultatet sender bølger af chok ind over det demokratiske politiske landskab.

I løbet af foråret og sommeren 2010 anbefaler forskellige lokale Tea Party-grupper en række konservative kandidater til det kommende midtvejsvalg. Kandidaterne besejrer i en lang række tilfælde lokale favoritter på trods af, at disse bakkes op af det republikanske partis ledelse.

20. marts 2010
Tusinder af demonstranter samles i Washington DC i vrede protester mod regeringens sundhedsreform, der vedtages af Kongressen 21. marts.

12. september 2010
Den anden ‘Taxpayer March on Washington’ afholdes; der er  tilsvarende demonstrationer i Sacramento i Californien og i St. Louis, Missouri.

30. september 2010
Fox offentliggør en meningsmåling, der viser, at 70 procent af vælgerne støtter Tea Party-bevægelsens hovedsynspunkter – lavere skatter, mindre statslige regulering og lavere offentlige udgifter. Samtidig er det dog kun 13 procent af vælgerne, der, definerer sig selv som “en del af Tea Party-bevægelsen.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet