Nyt job - Inger Wisborg McLeskey

9.9.2009

af

Finanskrisefyring - nyt job efter tre måneder.

Inger Wisborg McLeskey, 43 år, cand.mag. i kommunikation og internationale forhold, har arbejdet med lederudvikling og karriererådgivning hos blandt andet Center for Health Training, Texas, USA, DJØF, Københavns Kommune, Sundhedsforvaltningen og senest hos Ambios ApS. Nu ansat som chefkonsulent ved Professionshøjskolen Metropol, Center for ledelse og styring.

Du har lavet et par hurtige jobskift de seneste par år – hvad skyldes det?

”Skiftet fra Københavns Kommune skyldtes, at jeg efter kort tid blev leder, og det viste sig at være hårdt at komme ind i ledelsesgruppen. Jeg skulle forholde mig til diverse magtkampe samtidig med, at jeg havde meget travlt. Det var bare hårdt, så jeg tænkte, at jeg godt kunne løse de samme slags spændende opgaver et andet sted. Og så vendte jeg tilbage til konsulentbranchen, hvor jeg har været før. Jeg var hos Ambios i godt et år, og det var ikke mig selv, der valgte at finde nye veje. Det ordnede finanskrisen for mig. Vi løste primært opgaver for det offentlige, men dem er der blevet større og større kamp om i konsulentbranchen, for det er jo næsten kun her, man kan finde opgaver lige for tiden.”

Hvordan reagerede du på at blive sagt op?

Jeg har aldrig prøvet det før, så det har været en krævende periode. Det er jo noget helt andet, når beslutningen bliver taget for en, end når man selv tager den. For på den ene side kommer der en naturlig reaktion – man bliver ked af det og rystet – og det skal bearbejdes. Samtidig skal man gerne være udadvendt og prøve at mobilisere et overskud til at lave en plan for, hvad man nu stiller op. Og det kan godt stride mod hinanden.”

Men hvordan greb du så din nye situation an?

Jeg blev sagt op med udgangen af marts og havde en tre måneders opsigelsesperiode. Jeg har arbejdet professionelt med det, så jeg tog lidt af min egen medicin. Jeg plejer at sige, at man godt kan rette energien bagud og dvæle ved det, der er sket, men det går fra den energi, der er nødvendig at bruge fremadrettet. Jeg gik da også i gang med netværket med det samme. Jeg mailede til alle, jeg kender, der arbejder inden for mit arbejdsfelt. Jeg opsøgte også en tidligere kollega, der arbejder professionelt med karriererådgivning og selv søger nye udfordringer, og vi har brugt hinanden til gensidig karrieresparring. Efter to måneder stod jeg stadig uden job, og derfor bad jeg om at blive fritstillet. Jeg havde brug for både mere tid og overskud til at søge job. Det er hårdt arbejde at søge nyt job.”

Hvordan lykkedes det dig så at få job?

”Det var én fra netværket, der skabte kontakten. Og jeg var faktisk til første møde på Professionshøjskolen allerede i maj. Derefter var jeg til to samtaler i juni, og i slutningen af juni fik jeg så jobbet med start midt i august. Så selv om jeg gik i gang med at søge job med det samme, gik der faktisk tre måneder, før jeg havde et nyt job. Tre måneder er virkelig kort tid, så jeg vil anbefale andre, der tager et job i en usikker branche, at de forsøger at få en ansættelseskontrakt, hvor opsigelsesvarslet måske er seks måneder. Det råd fik jeg faktisk selv i sin tid, men der så jobmarkedet ikke så sort ud, som det gør nu, så jeg tænkte:”Jeg skal nok finde noget at lave, hvis jeg bliver fyret”. Og det fik jeg selvfølgelig også, men jeg kender også gamet og har været igennem afklaringsprocessen flere gange de seneste år, og er dermed klar på mine egne kompetencer og ønsker.”

Hvordan har du det så nu?

”Jeg er meget lettet. Hvis jeg selv skulle have valgt, var jeg nok ikke gået i gang med at kigge efter nyt job de første par år, men jeg har fået et job, som jeg rigtig gerne ville have. Jeg kommer både til at designe og levere lederuddannelser, jeg kommer til at undervise og coache, og jeg kommer til at arbejde endnu mere med topledelse. Og så bliver der måske endda tid til at forske og skrive artikler. Jeg glæder mig rigtig meget.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet