En Slotsholmsfamilie

22-09-2009
8 min.

Generationsinterview med tidligere teaterchef Michael Christiansen og hans datter, seniorkonsulent Henriette Christiansen.

Interviewet er officielt set ikke startet. Tidligere teaterchef Michael Christiansen og hans datter, seniorkonsulent Henriette Christiansen, poserer på hver sin side af trappestigen foran kameraet, men har allerede kastet sig ud i en livlig debat om karrierevalg og ligestilling. Faktisk må fotografen tysse på dem for at få ro på billederne, men den fælles talestrøm fortsætter stort set ufortrødent.

Han er faren. Hun er datteren. Han blev færdiguddannet som jurist i 1973 og hun som cand.scient.pol. i 1999. Der er 28 år imellem dem, og de er henholdsvis anden og tredje generation i en solid Slotsholmsfamilie. De har rent djøferblod rullende i årerne. Og det bærer begges holdninger præg af.

De bruger begge samme støvede begreber som at ’tjene almenvellet’ og at arbejde ’i rigets tjeneste’, når de taler om deres arbejdsliv. Og selvom der er en generation imellem dem, indledte Henriette Christiansen sin karriere for små ti år siden med samme idealistiske ambitioner som hendes far 30 år tidligere. Nemlig med et mål om at bruge sin uddannelse i det offentlige for at gøre samfundet til et bedre sted at være.

”Jeg er i den grad opflasket i en rendyrket djøfkultur. Med en far, der har gjort karriere i centraladministrationen, og før ham en farfar der gjorde det samme. Og det har præget mig meget. Derfor har mine idealer nok altid ligget tæt på dine,” siger Henriette Christiansen og kigger over bordet på faren.

”Så mit generationsopgør begrænser sig vist mest til, at jeg valgte statskundskab og ikke jura ligesom dig,” tilføjer hun.

For mange kontrolsystemer

Michael og Henriette Christiansen er gjort af samme embedsmandsstof. De har begge stor passion i stemmen, når de taler om den offentlige sektor, og de er enige om at betragte en stærk velfærdsstat som det helt nødvendige omdrejningspunkt i vores samfund. Og ikke langt inde i interviewet får stemmerne fælles ærgrende klang, da debatten falder på udviklingen inden for offentlig ledelse over den sidste generation.

”Den offentlige og private sektor fjerner sig i disse år voldsomt fra hinanden. Og det er den offentlige sektor, der taber,” siger Michael Christiansen.

Hvor offentlig ledelse i 1970’erne først og fremmest var bureaukratisk og handlede om at gøre tingene rigtigt og ordentligt, kom New Public Management til i 1980’erne. Det fødte et nyt syn på offentlige institutioner som koncerner, der skulle være rentable. Og med det et helt nyt målings- og dokumentationsparadigme inden for offentlig ledelse. Men nu er tiderne skiftet.

”I dag handler ledelse om at udstikke visioner og ikke anvisninger. Det har man for længst fattet i den private sektor, fordi man er nødt til at være omstillingsparat. Men i den offentlige sektor bliver det ved snakken. Her handler ledelse mest af alt om at implementere kontrolsystemer og følge op på dokumentationskrav og evalueringsskemaer. Det har indskrænket manøvrerummet for offentlige ledere så meget, at man i dag er ved at tabe en hel generation af unge kandidater, der går til den private sektor i stedet,” siger Michael Christiansen.

Både han og Henriette Christiansen er enige om, at der ellers længe har været god grund til at glæde sig over, at jobmobiliteten mellem den offentlige og private sektor har været høj. Det har været let at bevæge sig fra en sektor til en anden, og det har gjort karrieremulighederne fleksible. Men den bevægelse ser nu desværre ud til at gå i stå.

NPM bør tages af bordet

”Jeg startede min karriere i centraladministrationen med et stærkt ønske om at bruge min uddannelse til at gøre samfundet til et bedre sted at være. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ideal også godt kan bevares i den private sektor. Og det er der flere og flere djøfere, der finder ud af i disse år,” siger Henriette Christiansen, som for et år siden forlod centraladministrationen til fordel for først en stilling som seniorkonsulent i konsulentfirmaet Kraft & Partners, der arbejder med ledelse og kommunikation, og siden en stilling som direktør for Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.

”Flere og flere færdige kandidater fra statskundskab går i dag direkte til private virksomheder. Det er ikke kun, fordi de ser den private sektor som et nyt positivt tilvalg. Det er desværre også et bevidst fravalg, fordi vilkårene for offentlig ledelse er blevet meget trange i de senere år,” siger Henriette Christiansen og bliver afbrudt af sin far:

”Unge i dag går efter de visionære og inspirerende ledere, når de søger jobs. Men offentlige ledere er jo blevet så krydspressede mellem krav fra medarbejdere og fra topledelsen, kombineret med en masse stregkoder og kontrolskemaer, at der jo ikke er plads til visionerne. Og det gider unge mennesker ikke i dag,” siger Michael Christiansen.

Henriette Christiansen fortæller, at hendes eget farvel til staten som arbejdsplads også har bundet i, at hun ville se, om udfoldelsesmulighederne for strategisk og visionær ledelse kunne være større andre steder.

Far og datter agiterer derfor begge for, at New Public Management bør tages af bordet i den offentlige sektor. Og at den mistillid, de mener, styringsformen har affødt, skal erstattes af tillid og tro på, at de offentlige ledere godt kan klare opgaven selv, hvis bare de sættes fri.

Uenighed om kvoter for kvinder i ledelse

Der er ikke mange talepauser i Michael og Henriette Christiansens selskab. Og selvom de er enige om det meste, er de ikke kedeligt selskab. For holdninger er der nok af. Ikke bare til ledelse, men også til, hvordan vilkårene for at udøve den har udviklet sig. De har knap udtømt emnet, før de kaster sig over et andet, som tydeligvis også ligger dem begge på sinde: Nemlig det om kønnenes ligestilling på de danske arbejdspladser.

”Kvinderne har skullet bryde igennem to glasvægge i ligestillingskampen. Den første var ind til arbejdsmarkedet, som jo lykkedes langt hurtigere, end man havde forestillet sig. Til gengæld er den anden glasvæg – den til lederstillingerne – meget sværere at bryde igennem. Og det er der mange grunde til,” siger Michael Christiansen.

Han mener fx, at det i dag rent økonomisk bedre kan betale sig for en almindelig akademikerfamilie at lade den ene gå ned i tid frem for at købe sig til hushjælp, hvis man skal have hverdagen til at hænge bedre sammen. Og da det ofte er kvinderne, der trækker det største læs i hjemmet i forvejen, er det ofte også dem, der går ned i tid. Hvilket ikke er særligt befordrende for lederkarrieren.

Henriette Christiansen ser den etårige barselsorlov som et tilbageskridt for kvinderne på arbejdsmarkedet, fordi den har bundet kvinderne mere til hjemmet. Og hun ærgrer sig over, at man ikke øremærkede en del af orloven til de danske fædre, da loven blev vedtaget i 2002.

”Jeg tror, at tiden er ved at være moden til nye metoder, hvis vi skal have flere kvinder ind i ledelserne på de danske arbejdspladser. Og jeg kunne godt se kvoteordningen indført på forsøgsbasis som én af flere nye metoder,” siger Henriette Christiansen.



Hendes far er dog lodret uenig og kalder kvoter for både ydmygende og nedgørende for kvindekønnet.

”Jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af tvangsmæssigt at sætte kvinder ind i lederstillingerne. Det bør ikke være nødvendigt i et land, hvor folk kan tænke selv. Jeg erkender, at det går langsomt, men jeg tror på, at den bedste måde må være ved at ændre holdninger. Blandt andet ved at sikre, at alle virksomheder får en ligestillingspolitik med klare mål for, hvordan man vil sikre, at kvinderne kommer ind på chefgangene,” siger Michael Christiansen.

Begge er de dog enige om, at problemet handler om holdningerne hos både mænd og kvinder hver især. Og at deres egne køn bærer en stor del af skylden.

Negativ søstersolidaritet og gammeldags kønsroller

”Der florerer rigtig meget negativ søstersolidaritet blandt os kvinder. Kvinder er til tider ikke særlig gode til at acceptere, når nogle træffer andre valg, end de selv ville gøre. Og dermed bremser vi hinanden,” siger hun.

Michael Christiansen supplerer:

”Jeg tror, at mange mænd har svært ved at acceptere at være gift med kvinder, der står over dem i status. På papiret støtter de selvfølgelig deres hustruer i karrieren, men de forventer stadig, at de tager slæbet derhjemme. Og det sætter jo en naturlig grænse for kvindernes energi og ambitioner på jobbet. Mændene forsvarer ganske enkelt deres position som alfahanner,” siger Michael Christiansen, som også tror, at vi i dag sidder fast i gammeldags kønsroller, fordi vores kultur og livsform i stigende grad amerikaniseres gennem underholdning, musik og TV.

Datteren er enig og igen hæves stemmerne i højlydt irritation over det, de kalder en vedvarende tæppebombning af dårlige amerikanske serier som fx ’Desperate Housewives’, der hviler på gammeldags, stereotype kønsroller.

”Kvinderne står altid hjemme i køkkenet eller kører børnene i skole i firehjulstrækkere i de serier. Og mændene er fraværende, fordi de altid arbejder. Da jeg var ung, var kvindeidealet de seje islandske kvinder med brede skuldre og begge ben solidt plantet på jorden. Det skal vi tilbage til, hvis vi skal have flyttet kønsrollerne,” slutter Michael Christiansen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.