Det handler ikke om ytringsfrihed

15.5.2009

af

DMU-direktør Henrik Sandbech afviser, at sagen handler om ytringsfrihed.

"Den handler i stedet om troværdighed og uafhængighed og om overtrædelse af DMU's interne retningslinjer for brug af netværket," fastslår han i et skriftligt svar til DJØF Bladet.

"Det blev påtalt over for Mette Jensen, at hendes undersøgelse af DMU-medarbejdernes holdning til Cheminovas aktiviteter var et rent privat gøremål og dermed i strid med DMU's regler for brug af e-mails. DMU's ledelse har i enkelte andre tilfælde påtalt medarbejderes misbrug af DMU's netværk til private gøremål, uden at det har givet anledning til yderligere diskussion."

Men både Mette Jensen og DJØF mente, at det handlede om indholdet af den rundsendte mail?

"Vi understregede både over for Mette Jensen og i den meddelelse, vi samme dag lagde på intranettet, at alle medarbejdere naturligvis har ret til at ytre sig på egne vegne. Fra ledelsen opfordrede vi samtidig til, at en eventuel debat om Cheminova blev ført i relevante fora - hvad vi har gentaget i hovedsamarbejdsudvalget. Efterfølgende har jeg haft en skriftlig debat med tre medarbejdere om Cheminova-spørgsmålet i vores interne blad, og debatten har også været ført ved blandt andet medarbejdermøder og i DMU's Akademiske Råd."

Er det rigtigt, at du på et medarbejdermøde har udtalt, at tidspunktet for Mette Jensens mailforespørgsel og åbne brev var meget uheldigt, fordi en anden afdeling i DMU netop var i færd med at indgå en kontrakt om nogle kundeydelser til Cheminova?

"DMU lever af at udføre rådgivning for ministerier, private virksomheder og interesseorganisationer, og derfor er det ekstremt vigtigt, at DMU opfattes som en institution med et højt fagligt niveau, der er uafhængigt af politiske holdninger. Hvis der opstår tvivl om DMU's faglige niveau, professionelle indstilling eller troværdighed, kan det påvirke eller true DMU's eksistensgrundlag. Derfor er det selvfølgelig ekstra beklageligt, at den undersøgelse vedrørende Cheminovas aktiviteter, som blev iværksat på privat initiativ, hverken indholds- eller formmæssigt var i nærheden af det videnskabelige niveau, som i øvrigt kendetegner DMU."

Men skulle I til at levere en opgave for Cheminova?

"DMU har hidtil løst en række opgaver for Cheminova, og DMU er naturligvis interesseret i at opretholde denne forretningsmæssige mulighed. DMU råder over særlige ekspertiser, og det er min vurdering, at DMU vil kunne medvirke til at underbygge Cheminovas forretningsstrategi på et miljømæssigt forsvarligt grundlag."

Så Mette Jensens private initiativ kom ubelejligt?

"Lad mig helt generelt slå fast, at DMU's arbejdsområde ofte indeholder emner, som er centrale for politiske eller holdningsmæssige diskussioner. Derfor er det helt afgørende for mig, at der ikke på noget tidspunkt kan stilles spørgsmål ved DMU's uafhængighed og troværdighed. Det gælder, uansat om presset kommer fra politikere, erhvervslivet eller medarbejdere."

Henrik Sandbech understreger, at grundlaget for DMU's IT-sikkerhedspolitik er Standard for informationssikkerhed, DS484:2005, som alle statsinstitutioner er forpligtet til at overholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet