Humanitær netværker i Sydøstasien

17-12-2009
2 min.

Som nyuddannet statskundskaber fik Kathrine Alexandrowiz job hos en kristen nødhjælpsorganisation i Bangkok. I dag arbejder hun med udviklings- og nødhjælpsprojekter i hele Sydøstasien.

Kathrine Alexandrowiz kniber sig indimellem i armen for at sikre, at det hele ikke er en drøm. Det er kun syv måneder siden, hun blev færdig som kandidat i statskundskab, og siden er tingene gået stærkt – rigtig stærkt.

Hun sidder i dag som Head of Programs på Church World Services regionale hovedkontor i Bangkok. Hun nåede kun at være ansat som Program Officer i fem måneder, inden stillingen som næstkommanderende på det lille kontor med ni internationale medarbejdere blev ledig.

”Jeg tog chancen og søgte stillingen. Det er jo lidt paradoksalt, at jeg får mit første lederjob i en kultur, hvor mange mener, at en god leder er en mand over 40 år. Men jeg forsøger at finde min egen model, så det bliver accepteret, at en lille, hvid pige også kan være leder,” siger Kathrine Alexandrowiz.

En stor del af hendes arbejde består i at rejse rundt og koordinere arbejdet i regionen med partnerorganisationer, landekontorer eller internationale nødhjælps- og kirkenetværk.

Indtil videre har destinationerne heddet Burma, Cambodja og Indonesien. Og inden længe forventer hun at kunne krydse Vietnam og Laos af på listen over lande, hun har besøgt.

Kulturelle udfordringer

På kontoret i Bangkok går tiden med møder, emails og ansøgninger til donorer. Og så skal der også afses tid til at sørge for, at arbejdsgangene på det lille kontor flyder.

Som noget af det første tog Kathrine Alexandrowiz initiativ til fælles kontormøder hver 14. dag.

”Hvis vi ved, hvad hinanden laver, glider tingene meget lettere. I stedet for at komme med ordrer ved medarbejderne ofte selv, hvilke opgaver der skal løses – i hvert fald i teorien,” siger hun og smiler.

På det airconkølede kontor er stilen pænt tøj og høje hæle, mens dresscoden er noget anderledes på de hyppige projektbesøg i felten. Så er det på med sandalerne og det afslappede tøj.



Og det er også på de mange rejser og projektbesøg, at hun for alvor bliver udfordret kulturelt.

”Jeg skal læse mig ind i en kulturel kontekst, hvor folk generelt er mere høflige. Der er flere ting, der er usagte end i den danske kultur. Man skal være opmærksom og prøve at aflæse signaler. Når øjnene begynder at flakke, betyder ja ofte nej,” siger Kathrine Alexandrowiz.

Privat nyder Kathrine Alexandrowiz tilværelsen i storbyen med 11 millioner indbyggere. Efter en lidt ensom start har hun nu venner fra hele verden, som arbejder for andre ngo’er eller i FN-systemet. Hun deler lejlighed med en kollega og samler på blå mærker hos en personlig thaiboksetræner, hvor hun bliver kørt så hårdt, at alle eventuelle problemer og frustrationer for en tid bliver glemt. Og hun kan sagtens forestille sig at have verden som arbejdsplads mange år endnu.

”Skype er jo opfundet,” som hun siger.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.