Retfærdighed frem for alt

29.8.2008

af

De sidste ti år har der været politisk opbakning til, at det internationale samfund anklager og dømmer de ansvarlige for folkedrab og krigsforbrydelser. Men det internationale retssystem står over for massive udfordringer.

I Rwanda-tribunalets bibliotek sidder en lille mand med tweedjakke og store brune briller. Efter 12 års retssag er han kendt 'ikke skyldig' for folkedrabet, som i 1994 kostede 800.000 mennesker livet. Mænd, kvinder og børn blev skudt, hakket og brændt til døde. Og det vil være det rene selvmord at forlade FN's varetægt, siger manden. Konflikten lurer fortsat under overfladen.

Situationen er sigende for de udfordringer, som følger med ambitionen om et internationalt retssystem. Tingene tager tid. Straf er relativ. Konflikterne er komplekse, og mere end mursten adskiller de internationale retsbygninger fra virkeligheden udenfor. Alligevel vokser omfanget og opbakningen til internationale straffedomstole og tribunaler, der placerer ansvaret for konflikter, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

I øjeblikket foregår særlige retsopgør for det tidligere Jugoslavien, Rwanda, Sierra Leone, Cambodja og Østtimor. Og Den Internationale Straffedomstol, ICC, er engageret i sager fra Congo, Den Centralafrikanske Republik, Sudan og Uganda, mens flere er på vej.

"Domstolen rummer og driver en grundlæggende udvikling af international kultur og lovgivning. Den virker som påmindelse til enhver wannabe Milosevic eller Charles Taylor om, at deres handlinger i dag kan føre til international forfølgelse i morgen," siger FN's generalsekretær Ban Ki-moon. 

Selv USA, som tidligere har været skeptisk ved udsigten til, at det internationale samfund kan gøre sig til dommer over amerikanske borgeres gerninger og ikke omvendt, bakker i stigende grad op om domstolens arbejde. USA nægter selv at ratificere statutten, men udlover dusører til den, som fanger de formodede gerningsmænd. 

"Da ICC-statutten blev vedtaget i 1998, havde selv ikke de største optimister regnet med, at domstolen allerede ti år efter ville have 106 medlemslande og være i gang med undersøgelser og anklager i fire forskellige lande. Man må huske på, at domstolens beføjelser berører meget sensitive områder i national politik," siger Martin Mennecke, lektor i international ret på Forsvarsakademiet og underviser på Københavns Universitet.

Komplekse udfordringer

Alligevel er det et tiårsjubilæum med blandet jubel. Åbningen af den første retssag i Haag er udskudt, fordi forsvaret ønsker adgang til fortrolige efterretninger, som anklageren har fået fra FN, og som måske kan gavne den anklagede. Andre steder kompliceres efterforskningen af massive sprogudfordringer, døde vidner eller manglende samarbejde med lokale myndigheder om at arrestere og overføre de anklagede. Arkitektkonkurrencen om et fast ICC-hovedkvarter er stadig undervejs, og både FN's generalsekretær og ICC's hovedanklager, Luis Moreno-Ocampo, har sagt til pressen, at medlemslandene må skrue op for blusset både politisk og økonomisk, hvis domstolen skal fortsætte.

"Det internationale samfund må være konsistent i vores forpligtelse til at dømme de skyldige. Det må være vores fælles mål, at retfærdigheden også skal ske fyldest, når det gælder de allermest alvorlige forbrydelser," sagde Moreno-Ocampo i juni med henvisning til situationen i Darfur. Her er de hovedanklagede Harun og Kushayb fortsat på fri fod. Den ene har endda plads i landets regering.

"Darfur er en test for det internationale samfund," hævder anklageren. "Så længe, de er på fri fod, vil piger blive voldtaget, skoler blive brændt, land blive ødelagt. Vi kan ikke kigge væk."

Problemet er, at Sudan - i lighed med andre store og magtfulde lande som Kina, Rusland, USA og Indien - endnu ikke har forpligtet sig til den internationale straffedomstols politiske grundlag.

"ICC har intet politi. Det er op til medlemslandene at indfri deres juridiske pligter og anholde dem, der er eftersøgt af domstolen. Men situationen er kompliceret. Der er kun sjældent internationale styrker i de relevante områder med nødvendigt FN-mandat til at støtte domstolens arrestordrer," siger Martin Mennecke.

Fred eller retfærdighed

Derfor er netop samarbejdet og opkvalificeringen af de nationale retssystemer afgørende, siger blandt andre Amnesty Internationals juridiske rådgiver Jonathan O'Donohue. ICC og tribunalerne tager sig nemlig kun af de største og farligste fisk, typisk politikere og hærchefer, og kun i de tilfælde, hvor nationale domstole ikke kan eller vil dømme i sagen.

"Mange nationale retssystemer har brug for massive investeringer for at efterforske og forfølge disse forbrydelser, og ICC's budget vil utvivlsomt vokse betydeligt, efterhånden som de påbegynder flere sager. Men udgiften er en brøkdel af udgiften til fredsbevarende missioner," siger han.

En anden udfordring er, hvad formålet med retsopgørene egentlig er, og hvordan de bidrager til fred og løsning af aktuelle konflikter. For eksempel i Uganda, hvor ICC's arrestordre mod ledere i Lords Resistance Army - som har børnesoldater, bortførelser og mord på samvittigheden - i nogle øjne spænder ben for en fredsaftale mellem LRA og regeringen.

"Jeg ser ikke ICC som en særlig effektiv institution, og jeg tror, problemerne i Uganda vil gøre andre stater tilbageholdende med at involvere det internationale samfund i deres konflikter. Samtidig har ad hoc-tribunalerne været overdrevet dyre - i gennemsnit 40 millioner US dollars per dom - og stort set ueffektive. Jeg synes, man skal overlade jagten på retfærdighed til den enkelte nation selv," siger Seth Weinberger, lektor i international politik ved Puget Sound University.

Det er dog dybt forenklet, mener Amnesty International.

"Men man må aldrig glemme, at retfærdighed og vedvarende fred er indbyrdes forbundet. Den eneste løsning på situationen i Uganda er at sikre de ansvarlige en fair retssag uden risiko for dødsstraf, at sandheden om forbrydelserne kommer frem, og at ofrene bliver hørt og hjulpet," siger Jonathan O'Donohue.

Mere end straf

I det lys handler de store retsopgør om mere end skyld og straf. Nogle mener endda, at 'historiske' retssager, som dem mod Slobodan Milosevic og Saddam Hussein, kun sekundært handler om den individuelle forbryders personlige ansvar, påpeger Thomas Brudholm, ph.d. i filosofi og forsker i folkedrab ved Danmarks Institut for Internationale Studier.

"Man hæfter sig ved, at der alligevel ikke er nogen straf, der står mål med forbrydelserne. Det, som betyder noget, er den didaktiske værdi af retssagen og dens bidrag til den kollektive erindring og nationale forsoning. Fra Nürnberg og Jerusalem til Haag, Arusha og Bagdad bliver retsopgørene også bedømt på evnen til at bringe forsoning, til at yde ofrene retfærdighed og forhindre benægtelse af, hvad der er sket," siger Thomas Brudholm og fortsætter:

"Men stærke fortalere skal være varsomme med at love mere, end de kan holde. Der er meget luftig retorik om alt det gode, krigsforbrydertribunalerne kan udrette og betyde for ofrene og for samfund, der lever i skyggen af grusomhed og krig. Samtidig er tribunalerne udtryk for den opfattelse, at individer kan og bør stilles til regnskab for kollektive eller statsorganiserede masseforbrydelser. Det er ikke mindst her, det bliver nødvendigt med en filosofisk diskussion."


De internationale domstole

International Crime Court, Haag
Permanent international domstol, som efterforsker og dømmer i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Domstolen bygger på Rom-statutten, som blev vedtaget i juli 1998 og trådte i kraft i 2002, da 60 lande havde ratificeret. Danmark ratificerede statutten i 2001. I skrivende stund har 106 nationer underskrevet statutten.

Årligt budget ca. 100 millioner pund (1,2 milliarder kroner). Budgettet ventes at stige fremover. Domstolen får over 1.000 henvendelser om året fra stater og borgere, men antallet af henvendelser ventes at falde, efterhånden som der opbygges praksis for arten af sager.

I 2010 skal domstolens mandat revideres. Forbrydelser som narkohandel, menneskehandel og aggression overvejes inddraget i mandatet.

Nürnberg
Tyskland (1945). Dømte ti ud af 22 anklagede til dødsstraf. Restopgøret varede 11 måneder.

Tokyo-tribunalet
Japan (1946).

ICTY
International Crime Tribunal for Yugoslavia, Haag (1993-). Oprettet af FN. Fører pt. sag mod den tidligere bosnisk-serbiske politiker, Radovan Karadzic, som er anklaget for krigsforbrydelser under konflikten på Balkan i 1990'erne.

ICTR
International Crime Tribunal for Rwanda, Tanzania (1994-). Oprettet af FN. Arresteret 71 enkeltpersoner, afsluttet retssager mod 33 tiltalte. Heraf er 5 frifundet og 28 dømt skyldige. Yderligere 27 personer er i øjeblikket under anklage, og efterforskningen er endnu ikke afsluttet. Årligt budget: Cirka 250 millioner US dollars.

FN og internationalt udvalgte dommere og jurister er desuden involveret i retsopgørene i Sierra Leone, Østtimor og Cambodja.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet