Nyt job - Ole Schützsack

5.12.2008

af

Studiejob blev vejen ind i tøjbranchen.

Ole Schützsack, 32 år, cand.merc.jur. Har arbejdet i tøjbranchen siden han dimitterede i 2004, først som brandmanager for North Face, så som business development manager hos IC Company og fra den 1. november som export manager hos Noa Noa.

Hvilket job drømte du om, da du dimitterede?

"Jeg fiskede lidt til højre og venstre. Men jeg vidste, at det ikke skulle være alt for meget med støvede paragraffer og den rene jura, og jeg var sikker på, at det skulle være i den private sektor og gerne noget forretningsrelateret."

Hvordan havnede du så i tøjbranchen?

"Det er tilfældigt. Da jeg dimitterede i august 2004, så jobmarkedet ikke så godt ud, derfor blev mit studiejob i en sportsoutdoorbutik udvidet til en fuldtidsstilling de to første måneder, mens jeg søgte job. Men så kom ejeren, der også har agenturet for tøjmærket North Face, og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive brandmanager for North Face. Og selvom det ikke lugtede meget af cand.merc.jur., så ville det give mig noget 'business to business'-erfaring."

Efter halvandet år skiftede du så til IC Company. Hvorfor det?

"Jeg fandt ud af, at jeg gerne ville bruge min juridiske og økonomiske kompetencer. Det fik jeg i høj grad lov til, både med kontraktforhandling og budgetansvar, og hen ad vejen fik jeg også personaleansvar."

Hvordan fik du dit nuværende job hos Noa Noa?

"Direktøren ringede til mig og spurgte, om jeg var interesseret i en samtale omkring jobbet som eksportchef. De har ikke en formel eksportafdeling, så den skal jeg være med til at bygge op."

Hvordan var det?

"Det er da flatterende at blive ringet op af direktøren for et stort modefirma, der vil overlade så vigtig en position til mig. Og det er da rart at vide, at direktøren har fået mit navn fra en anden person, der kender mig."

Hvad er den største udfordring i dit nye job?

"Det er at skulle bygge en afdeling mere eller mindre op fra bunden, og det kommer jo også til at give mig nogle erfaringer, jeg kan tage med mig, når jeg skal skifte job igen. Og så er det jo ingen hemmelighed, at tøjbranchen står foran nogle store udfordringer lige nu, så det bliver også en udfordring for mig at finde de markeder, hvor omsætningen kan blive stor."

Går du specielt meget op i din påklædning?

"Jeg går rimelig casual klædt. På arbejdet er der ingen decideret dresscode, men jeg skal da være respektabel. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg tropper op i blomstret nederdel, når jeg nu arbejder for Noa Noa, men jeg vil da gerne være pæn, når jeg skal møde kunderne. Jeg har typisk jeans, skjorte og jakke på, men også tit jakkesæt - uden slips."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet