Den besværlige åbenhed

10-01-2008
4 min.

Arkitekter og erhvervsledere håber, at åbne kontorbygninger i glas skaber åbenhed og fællesskab. Men der opstår let nye synlige og usynlige vægge på arbejdspladsen.

Klokken er endnu ikke ni, så mange af kontorstolene står stadig tomme i Søværnets Uddannelses- og Inspektionsdivision. En af dem der er nået frem, er chef for Inspektionsafdelingen Anders Olesen. Han skænker dagens første kop kaffe og kigger ud i det store, lyse kontorlokale.

"Som du kan se, er det ikke et storrumskontor i den forstand. Vi har jo sat reoler og skillevægge op for at kunne arbejde lidt i fred. Det gik ret hurtigt op for os, at man meget let kommer til at forstyrre hinanden."

Sammen med resten af Søværnets Operative Kommando er han for nylig rykket ind i en moderne kontorbygning af glas lidt uden for Århus.

Og omvæltningen fra de små enmandskontorer i deres gamle hus til det åbne storkontor har været overvældende. Lidt for overvældende hvis det står til Anders Olesen. Så der gik ikke lang tid, før høje træreoler og lysegrønne skillevægge fandt sin vej ind mellem skrivebordene.

Glas sprænger rammer

Anders Olesen og hans kollegaers behov for at skærme af og skabe private zoner i storkontoret går ellers dårligt i spænd med de arkitektoniske vinde, der blæser for tiden.

Bestillingerne på åbne, gennemsigtige kontorbygninger strømmer ind hos landets tegnestuer. For den moderne virksomhed skal være åben - både fysisk og i overført betydning. Her er de få nødvendige vægge lavet af glas. For alle medarbejdere skal kunne se hinanden og føle sig som en del af fællesskabet.

Alle er lige, og ingen må liste rundt og putte med gode idéer, som kunne være blevet endnu bedre, hvis kollegaen ved naboskrivebordet havde været med på en lytter. Kontoret er blevet til en legestue for kreative hoveder, der ikke er bange for at skille sig ud og blive set. Og den opfattelse mener antropolog Marie Stender afspejler sig i arkitekturen.

"Ord som videndeling og samarbejde kan meget let og belejligt oversættes til noget med glasvægge og store åbne atrier, hvor der ikke er nogen vægge, der skiller den ene afdeling fra den anden."

Når visioner møder virkelighed

Arkitekten bag Søværnets nye hus er Per Fischer Mikkelsen fra tegnestuen Arkitema. Han tror, at de åbne kontorer skaber mere sammenhæng på arbejdspladsen. For det knytter helt automatisk medarbejderne tættere sammen, når de er tvunget til at forholde sig til hinanden mange gange i løbet af dagen.

"Det handler om at gøre firmaet til en samlet organisme - der også opfatter sig som en samlet organisme."

Det er Marie Stender enig i. Og hun har da også mødt mange, der trives i de transparente kontormiljøer. Alligevel holder hun fast i, at storrumskontorer ikke i sig selv nedbryder hierarkier og skaber fællesskab på arbejdspladsen.

"Det er en illusion at tro, at man kan skabe åbenhed og samarbejde i en virksomhed ved at rive vægge ned og gøre dem gennemsigtige. Mange af de organisatoriske og sociale skel består. De overlever som grænser i nogle andre former."

Til bords med chefen

De grænser, der opstår i det åbne kontor, er ofte mere uudtalte. Marie Stender fortæller, hvordan hun altid kan kende chefen i storrumskontoret, selvom hun ikke ved, hvem det er på forhånd:

"Helt klassisk, så sætter cheferne sig næsten altid i hjørnet af det åbne kontormiljø. De sidder typisk med ryggen mod væggen og ud til vinduet. Og med lidt større afstand til de andre borde. Så der ligger stadig en masse nye måder at skabe grænser og markere magt på."



Det ved Per Fischer Mikkelsen godt, han skal tage højde for, når han sidder ved tegnebrættet. Han mener, at arkitekter mere og mere medtænker mennesket i arkitekturen. Blandt andet ved at tegne huse målrettet til de virksomheder, der skal bruge dem.

Det nytter ikke noget at pådutte store, hierarkiske virksomheder rundkredsledelse og åbenhed, hvis de ikke er indstillede på det. Så selvom Arkitemas kreative leder får lys i øjnene, når talen falder på gennemsigtighed og spinkelt glas, er han begyndt at tænke i nye baner.

Nok se men ikke høre

Og det er tiltrængt, hvis det står til manden, der sidder til bords i et åbent kontor til daglig. Efter tre måneder i de nye omgivelser er Anders Olesen skeptisk:

"Det er ikke særlig godt, til det vi laver. Vi laver forskellige ting og har ikke brug for at arbejde sammen. Så jeg tror ikke, du kan få mig til at sige, at storrumskontorer er en fremragende ting."

Kompromiset er ifølge Per Fischer Mikkelsen at dele de store rum op i mindre enheder af glas. Det vil beholde fordelene ved åbenheden, fordi medarbejderne kan se hinanden. Til gengæld vil de slippe for at skulle forholde sig til forbipasserende kollegaer og naboens telefonsamtale, fordi glasset stopper lyden.

Om fremtidens medarbejder kommer til at sidde alene, med to eller hundrede andre kollegaer er svært at forudsige. Men antropologen og arkitekten kan nemt blive enige om, at glasset er kommet for at blive.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.