Min DJØF-far og jeg holder barselsorlov

7.9.2007

af

DJØF-mænd går forrest med at holde barselsorlov i Århus kommune.

Jens Lyngborg Heslop, 29-årig DJØF-fuldmægtig, skænker ikke sine spændende arbejdsopgaver i Borgmesterens Afdeling mange tanker for tiden. De bliver varetaget af andre, mens han selv triller barnevognen rundt i gågaderne i Århus og nyder den lune eftersommer sammen med Augusta på syv måneder.

Han er på barselsorlov - tre måneder med fuld løn, som alle mænd ansat i kommunen har ret til. Men kommunens tal og personalechefernes observationer viser, at de unge DJØF-mænd går forrest. I gennemsnit tager danske mænd 22 dages barsels- og forældreorlov, altså tre uger. I Borgmesterens Afdeling er det stort set blevet normen, at man selvfølgelig tager de tre måneder, uanset hvor tæt man sidder på den hektiske, politiske proces.

"Det rykker virkelig blandt vores akademikere. Det er ikke bare her hos os, men i samtlige forvaltninger. Vi håber, det kan være med til at trække mændene i andre personalegrupper med," siger Thrine Nørgaard, kontorchef i Personaleafdelingen i Borgmesterens Afdeling.

"Hvornår får du sådan en chance senere i dit arbejdsliv? Grib den dog. Det handler om tre måneder ud af et arbejdsliv på omkring 40 år, så i det perspektiv har det ingen betydning for din karriere. Men det har i høj grad betydning for forholdet til dit barn," siger Jens Lyngborg Heslop.

"Jeg havde mildt sagt rigeligt at se til på jobbet, før jeg gik på orlov, og jeg kan kun sige, at jo mere du er sammen med dit barn, desto bedre kontakt får du til det. Hjemme hos os er det ikke kun Augustas mor, der er ekspert i børnepasningen. Vi er meget jævnbyrdige i forhold til Augusta."

Der er ingen argumenter her hos os for at lade være med at tage de tre måneder, siger Martin Birk, som er DJØF-tillidsrepræsentant i Borgmesterens Afdeling. Der bliver uden slinger i valsen ansat barselsvikarer.

"Ledelsen er suveræn på det her punkt. Det kan dårligt gøres bedre."

Så skal man have Martin Birks klubmedlemmer til at tage endnu længere barselsorlov, skal Christiansborg op med penge til flere uger med fuld løn.

"Ja. Økonomien er - ud over sikkerhed i ansættelsen og vikardækning - den helt afgørende faktor," siger han.

Det bliver man ikke en dårligere chef af

Som vordende far i Århus Kommune får man udleveret pjecen 'Orlov er også for fædre' plus en hagesmæk til den lille ny med teksten 'Min far og jeg holder orlov'. Det er et led i kommunens kampagne for, af hensyn til ligestillingen, at få flere fædre til at tage længere barselsorlov.

Thrine Nørgaard vil dog ikke give kampagnen æren for succesen hos DJØF-mændene.

"Vi så tendensen blandt akademikerne allerede før, vi satte den i gang. Det handler om dén kultur, der er blandt de unge højtuddannede i dag. Og om dén kultur, der er på den enkelte arbejdsplads."

Det er Martin Birk enig i. Han er selv sprunget fra advokatbranchen - hvor de får rynker i panden bare over de 14 dages orlov lige efter fødslen, som han siger.

"Jeg skiftede kort efter, at min kone havde født vores første barn, og mit skift var i høj grad præget af et ønske om at slippe fra stress og få mere tid til min familie. Det ønske er i stort omfang gået i opfyldelse. Jeg savner bestemt ikke de arbejdsvilkår, som advokatbranchen tilbød."

Nu går djøfere jo højt op i deres arbejdsopgaver, uanset hvor de er ansat. Også Jens Lyngborg Heslop, som sad på en spændende specialopgave, da han skulle på orlov - den store plan for Gellerup-området.

"Jeg havde det da svært med at skulle overdrage opgaven til en anden, men det glemmer man lige så snart, man er gået på orlov."

Til spørgsmålet om akademikermændene lærer noget af at være på lang barselsorlov, siger Thrine Nørgaard:

"Vi ser det i et ligestillingsperspektiv. Man får større forståelse for, hvad det kræver af de kvindelige kolleger at have børn. Hvad der bestemt heller ikke gør nogen til dårligere chefemner, når den tid kommer."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet