Kommentar

15-01-2007
3 min.

Skattelettelser og dynamiske effekter

Begrebet 'dynamiske effekter' benyttes flittigt i den aktuelle diskussion af sammenhængen mellem skattelettelser og beskæftigelse. Men hvad der egentlig menes med de 'dynamiske effekter', står ikke klart efter læsning af artiklen i Djøf-bladet nr. 15 'risikable skattelettelser? Det vil jeg søge at råde bod på, idet der med fordel kan sondres mellem efterspørgsels- og udbudseffekter på arbejdsmarkedet.

Efterspørgselseffekten er en gammel kending. I den fagøkonomiske litteratur omtales den som multiplikatoreffekten - det velkendte keynesianske forhold, at en skattelettelse øger borgernes købekraft, hvilket spredes som ringe i økonomien i form af øget forbrug. Multiplikatoreffekter opstår navnlig i forbindelse med ufinansierede skattelettelser, som det f.eks. var tilfældet med 'forårspakken' i 2004. Som en konsekvens af forårspakkens skattelettelser (og de øgede friværdier) er beskæftigelsen vokset med mere end 100.000 personer i den private sektor igennem de seneste to år. Det kan man uden overdrivelse kalde en dynamisk effekt. Men hvorfor advarer økonomerne så næsten med en mund imod regeringens aktuelle planer om en yderligere skattelettelse i 2008? Svaret er enkelt, fordi der ikke er plads på arbejdsmarkedet til en så voldsom stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft som multiplikatoreffekten vil forårsage.

Her forsvarer regeringen sig dog med, at skattelettelserne også vil have en udbudseffekt, så arbejdsstyrken og arbejdsvilligheden øges. Herom er der dog betydelig fagøkonomisk uenighed. En skattelettelse kan lige så godt føre til, at lønmodtagerne føler sig så meget rigere, at de f.eks. vælger at holde fri i den 6. ferieuge eller ligefrem siger nej til ekstraarbejde. Forhold der navnlig vil gøre sig gældende i den øvre ende af indkomstskalaen - og som en række djøf'ere må kunne nikke genkendende til, hvis arbejdet i øvrigt tillod det. I den nedre ende af indkomstskalaen er der næppe heller megen ekstra udbudseffekt, da arbejdsmarkedets rådighedsregler er blevet strammet i takt med, at arbejdsløsheden er faldet. Muligvis kan lavere skat lokke nogle deltidsansatte til at tage flere timer; men det kræver, at arbejdsgiverne kan finde ud af at planlægge arbejdsgangene, så de passer til fuldtidsstillinger.

Ikke overraskende finder Goul Andersen derfor i sine undersøgelser, at jo lavere arbejdsløsheden bliver, jo mindre beskæftigelseseffekt er der af en skattelettelse. I 1996 var arbejdsløsheden stadig høj. Dengang var det efterspørgslen efter arbejdskraft, der svigtede - ikke villigheden til at arbejde. I 2006 var efterspørgslen efter arbejdskraft steget og arbejdsløsheden faldet så meget, at der ifølge undersøgelsen var indtrådt en form for balance på arbejdsmarkedet. Der kan ikke forventes et øget nettoudbud af arbejdskraft som en effekt af den foreslåede skattenedsættelse.

Summa summarum: Megen af den aktuelle diskussion af den dynamiske beskæftigelseseffekt er gammel vin med ny etikette. Tidligere blev den blot kaldt multiplikatoreffekten, idet beskæftigelsesudviklingen i dag som tidligere primært er bestemt af efterspørgslen efter arbejdskraft. I den aktuelle situation, hvor vi er tæt på 'fuld beskæftigelse' er der en betydelig usikkerhed med hensyn til, om udbudet af arbejdskraft overhovedet reagerer på ændringer i skattestrukturen, og i givet fald hvilket fortegn en sådan ændring ville have. Her mangler simpelthen relevant makroøkonomisk forskning.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.