Verdens gang uden om WTO

"Det er simpelthen en nødvendighed," siger ambassadør i Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet Svend Roed Nielsen.

For selvom en samlet ny WTO-aftale stadig har førsteprioritet, ser han ingen vej uden om de nye selvstændige handelsaftaler. Forhandlinger har allerede i et stykke tid været i gang med lande i Latinamerika, men lige nu er det forhandlinger med Sydkorea, Indien og ASEAN-landene, der er øverst på EUs dagsorden, og forhandlinger med flere lande forventes i fremtiden.

Svend Roed Nielsen ser de bilaterale forhandlinger som uundgåelige, fordi alternativet ville være lig med at overlade afgørende eksportmarkeder til USA.

En løsning - der er et problem

Det er også en af hovedgrundene til, at den nye tosporede strategi - om både at gå efter aftaler bilateralt og i WTO-regi - bydes velkomment i Dansk Industri, for Dansk Industri forventer, at de bilaterale aftaler vil indeholde en række løsninger, der er hårdt brug for.

Udover at modvirke at USA's virksomheder per automatik er foran på vigtige eksportmarkeder, så skal de nemlig også bruges til at fjerne handels- og investeringsbarrierer, og endelig forventes de at forstærke regler mod for eksempel kopiering.

Men i den internationale, fattigdomsbekæmpende NGO, Oxfam, er der ingen begejstring at spore: "Vi ser USAs, og nu også EUs, bilaterale forhandlinger som en metode til at få ting igennem på, som udviklingslandene kollektivt modstår i WTO-forhandlingerne," siger talskvinde Emily Jones.

Men for europæisk erhvervsliv er sagen helt klar: Hvis EU ikke får de bilaterale aftaler i hus, kan USA's handelsaftaler give amerikanske konkurrenter et forspring, der let bliver fatalt. Nogle få procenters forskel i en toldsats kan gøre hele forskellen.

Et eksempel er, hvis et amerikansk produkt, som følge af en amerikansk-koreansk aftale, pålægges lavere told i Sydkorea end et tilsvarende europæisk produkt: "Så bliver vi simpelthen trængt ud af det marked," konstaterer chefkonsulent Peter Thagesen fra Dansk Industri.

Særligt de asiatiske lande er betydningsfulde for fremtidens indtjening i erhvervslivet, fordi deres antal af kommercielt interessante forbrugere stiger markant: "Derfor er det vigtigt, at vi kommer ind og får bidt os fast nu," siger han.

Men også bare det - i det hele taget få muligheden for at bide - kan være et problem for europæiske virksomheder. Det skyldes ifølge Peter Thagesen, at der i de asiatiske lande ofte er særlige standarder for for eksempel mad og teknik, som europæiske virksomheder oplever som tekniske handelshindringer. Derudover har nogle lande også det, de kalder 'særligt sårbare områder', for eksempel energiforsyning, som de beskytter. 

To omvendte verdenssyn

Men netop områder som standarder samt energi-, vandforsyning og transport er blandt områderne, som EUs handelskommissær Peter Mandelson vil tage fat på i forhandlingerne, ligesom han vil gå efter at få sat en stopper for, at de asiatiske lande i fremtiden kan stille krav om, at alle offentlige indkøb nødvendigvis skal foretages i hjemlandet.

Dertil kommer, at EUs plan er at gå efter også at få liberaliseret landenes investeringslove generelt. "Det er et område, der ellers er taget helt af bordet i WTO," fortæller Svend Roed Nielsen.

Konkret drejer det sig blandt andet om, at EU vil have fjernet, at de asiatiske lande kan kræve, at en europæisk investor, der etablerer en produktion i et asiatisk land, også skal købe bestemte dele af underleverancerne lokalt. For i realiteten betyder det, at Europas virksomheder konstant kan opleve besvær med at finde nye, duelige underleverandører. Målet er, at europæiske virksomheder skal stilles helt ligesom lokale.

Men Emily Jones ser netop for eksempel investeringsliberaliseringerne som et af de klare eksempler på, at EU og USA vil have resultater hjem, som de ikke kan få igennem i WTO-forhandlingerne. 

Fra Oxfams synspunkt er det nemlig et problem, hvis det rent faktisk lykkedes EU at nå sine mål inden for investeringsområdet, af flere grunde.

En af grundene er, at asiatiske lande dermed vil gå glip af den overførsel af knowhow, der automatisk sker, når udenlandske virksomheder skal bruge lokale underleverandører. Sådanne regler tvinger nemlig udenlandske firmaer til at uddanne lokale medarbejdere, hvis ekspertisen ikke findes i forvejen. En mulighed Kina for eksempel har benyttet sig meget af.

En anden grund til, at Oxfam bekymrer sig, er, at liberaliseringerne vil medføre, at udviklingslandene i høj grad mister muligheden for at opbygge deres egne kommercielt levedygtige industrier - som senere ville kunne konkurrere i både ind- og udland, for eksempel inden for de offentlige forsyningsindustrier. Hvis en asiatisk stat for eksempel ville privatisere en del af deres energiforsyning, vil de ikke først kunne lade et konkurrencedygtigt hjemmemarked vokse frem, inden de åbner for international konkurrence.

Løsningen er et problem - igen

Og problematikken går ifølge Oxfam igen på området med at sikre ejerskabet over viden - de intellektuelle ejendomsrettigheder. Også her ordner EU og USA det bilateralt, som de ikke kan få igennem i WTO-forhandlingerne, lyder anken fra Oxfam. Men for erhvervslivet er problemet klart: Beskyttelsen mod ulovlige kopier i Asien skal skærpes: "Det er nok det største problem, som dansk erhvervsliv oplever i Fjernøsten," siger Peter Thagesen.

Derfor vil EU også prøve bilateralt at få indarbejdet nye sanktionsmuligheder, så de lande, der ikke håndhæver copyrightreglerne godt nok, kan straffes. Dertil forventer Europas erhvervsliv, at EU's forhandlere også vil gå efter at få reglerne til at dække bredere, for eksempel ved at lukke nogle af de undtagelser, der findes i WTO's regelsæt om kopier af for eksempel industrielt design.

Men også her ser Emily Jones, at det, der skulle være en løsning, er et problem. Argumentet er, at en meget stor del af nutidens mellemindkomst eller rige lande selv tidligere med vilje havde fleksible ophavsretsregler designet til deres egen fordel - men nu ikke vil lade andre gøre det samme.

Engang blev der imiteret løs i Europa, ligesom man i USA i mange år kun beskyttede amerikanernes egen intellektuelle ejendomsret - til stor forargelse for europæerne. Senere var det Japan, Taiwan og Sydkorea, der blev kendt for at kopiere vestlig teknologi, hvilket medvirkede til, at de kunne få fart på økonomien.

Men stramninger i reglerne for international intellektuel ejendomsret forhindrer nutidens udviklingslande i at gøre det samme, er Oxfams kritik.

Taberkonsensus

Trods uenigheden om, hvad der er problem, og hvad der er løsning, er der dog enighed om, hvem der bliver vinderne og taberne - hvis verdenshandlen fremover vil blive reguleret udelukkende bilateralt, og en ny WTO-aftale fortoner sig i en tåget, fjern fremtid.

"Det er selvfølgelig de velstående lande, der vil få mest ud af det. Og de fattigste lande - dem vil der jo ikke være nogen, der gider forhandle med. Så de vil stå tilbage som de største tabere. Det er jo bare et fact," summerer Peter Thagesen - hvis verdens gang for alvor går uden om WTO.

Lige eller ulige

Verdenshandelsorganisationen, WTO, har tit stået for skud som en af ikonerne på en ulige økonomisk globalisering. Men er den store handelsaftale lige eller ulige? Det afhænger af, hvem der gør regnestykket op, vurderer forskningschef i Verdensbanken Alan Winters fra hovedkontoret i Washington.

Ét forhold er dog helt sikkert. Der var ingen, der i forhandlingerne op til skabelsen af WTO i 1994 regnede på, om aftalen var til lige stor fordel for alle:

"Det er absolut, hvad den ikke  var," siger Alan Winters. 

Ifølge Alan Winters er der to ret forskellige måder at gøre resultatet af handelsforhandlinger op på: Fra en forhandlers synspunkt - og fra en økonoms synspunkt.

Forhandlerne er opdraget til per automatik at opfatte for eksempel en toldreduktion som et tab, og fra en forhandlers synspunkt gav udviklingslandene ved oprettelsen af WTO mere, end de industrialiserede lande gjorde. Ganske simpelt fordi udviklingslandene havde højere toldsatser fra starten.

Men tager man økonombrillerne på, ser det anderledes ud, fordi økonomer næsten altid synes, det er en god ide at fjerne told, hvilket også giver Alan Winters selv et noget andet resultat end en forhandlers:

"Fra en økonoms synspunkt var det ikke så tosset en aftale endda," fortæller han. Alle gav noget. Og alle fik gevinster igen - med undtagelsen af mange afrikanske lande.

Men tager man så også alle de ekstra krav i betragtning, der kom med ved overgangen fra det gamle GATT til WTO, om for eksempel særlige måder at opkræve told på og reguleringer af intellektuel ejendomsret, tyder det dog på, at aftalen med tiden er tippet i favør for industrilandene, specielt USA, er Alan Winters' analyse. <<

Nogle af Alan Winters' opgørelser kan findes i antologien 'Development, Trade, and the WTO' udgivet af Verdensbanken (World Bank), 2002.

Hvad med Afrika?

EU satser i år på at afslutte handelsaftaler med 76 lande i Afrika, Caribien og Stillehavet - de såkaldte ACP-lande. Baggrunden for forhandlingerne er, at Europas og ACP-landenes nuværende Cotonou-aftale ikke retter sig efter de internationale regler for frihandel. I disse nye aftaler med ACP-landene vil EU tage politiske hensyn til for eksempel bæredygtig fattigdomsbekæmpelse, blandt andet via særligt fordelagtige toldsatser for import fra disse lande. Dermed adskiller forhandlingerne med ACP-landene sig fra EU's andre forhandlinger med lande i Asien og Latinamerika, hvor målet blot er at skabe bedre vilkår for EU's erhvervsliv.