Psykisk arbejdsmiljø skal i fokus nu

Gennem mange år har arbejdspladsernes indretning og brug været i fokus. Mange faglige initiativer båret af overenskomsterne og lokale aftaler på den enkelte arbejdsplads har vekselvirket med politiske initiativer i form af bl.a. forskning og lovgivning.

På nogle områder er vi kommet langt. Tunge løft, ensidigt gentaget arbejde, støv og kemikalier i luften og fare ved maskinerne. Der mangler trods enorm indsats en del endnu. Imidlertid stiller udviklingen os over for nye opgaver. Vi har også fået taget fat på lys, syn og arbejdsstillinger ved skærmarbejde, som jo florerer på snart enhver arbejdsplads.

Men når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, har alvoren endnu ikke meldt sig på begge sider af bordet og hos de politiske beslutningstagere. Jo, der er skam taget hul på emnet i kanten af overenskomsterne efter stort fagligt pres. Og der er da sandelig arbejdspladser, hvor såvel arbejdsgivere som medarbejdere har taget alvorligt fat om emnet.

Det gælder om at komme videre, så det bliver en fælles erkendelse over alt i samfundet, at det dårlige psykiske arbejdsmiljø er ved at sætte udviklingen af arbejdsstyrken i stå gennem længere og alvorligere sygefravær. Det hjælper ikke med ændringer i efterløn og pensionsalder, hvis arbejdsstyrken brændes ud og en stigende andel bukker under for stress.

Her rækker gode viljer eller hensigtserklæringer ikke. Vi kan ligeså godt se det i øjnene - det er svært. Man kan ikke rigtigt se, hvornår, hvordan eller hvorfor en kollega går ned med flaget. Risikoen er derfor, at den enkelte kommer til at bære en væsentlig del af "skylden". Man kunne jo både sige til og sige fra.

Denne individualisering er en frygtelig misforståelse. Det er ikke den enkelte, der bærer ansvaret. Kollektivet på en arbejdsplads skal være indrettet på at opfange begyndende tegn. Det skal for den enkelte være muligt at hejse et lille flag, som andre er klar til at følge ordentligt op på. Man skal vide, at det er i orden og mere end det at melde fra, når arbejdslivet bliver for broget og balancen mellem arbejdslivet og det andet liv truer med at tippe. Og man skal vide, at der er andre, der er parate til et medansvar. Et medansvar, som også gælder for lederne i den offentlige sektor og for politikerne.

DJØF har formuleret en række konkrete forslag, som både retter sig til de politiske beslutningstagere og til de kommende overenskomstforhandlinger. Det haster med resultater.