DJØF-chefer bekymrede for kvalitetsreform

13.4.2007

af

I kommuner og regioner er der flere DJØF-chefer, som tror, at kvalitetsreformen vil påvirke deres ledelsesvilkår negativt end det omvendte. De er trætte af Christiansborg.

Kun 28 procent af DJØF-cheferne i kommuner og regioner tror, at regeringens kvalitetsreform vil påvirke deres ledelsesvilkår positivt. 41 procent ved det ikke, og 30 procent tror, den vil påvirke deres ledelsesvilkår negativt.

Det viser en ny undersøgelse fra DJØF.

"Det billede må vendes. Indholdet af reformen er endnu uafklaret. Men hvis dét ender med at blive resultatet, er vi kommet fra asken til ilden," siger Per Hansen, der er formand for DJØF Offentlige Chefer.

Michael Graatang, kommunaldirektør i den nye Frederiksværk-Hundedsted Kommune, tror, at svarene afspejler, at de kommunale chefer - og deres medarbejdere - lige nu er ved at bukke under i arbejdet med at få ført strukturreformen ud i livet.

"Vi er ikke bagstræberiske. Vi vil gerne være med. Men det er dårlig timing med en kvalitetsreform allerede nu. Man sparker på nogen, som allerede ligger ned. Det er min forklaring på, at svarene ser ud, som de gør."

Han mener også, at kvalitetsreformen er blevet en brokkasse, som alt fra 'sygefraværet skal ned' og 'særlige kontaktpersoner til ældre' til 'smileys til børnehaverne' og 'mere udlicitering' kastes ned i.

"Det er alt sammen fornuftigt. Men der mangler fokusering, tid til ordentlig forberedelse og bred opbakning. Og hvor skal hænderne til at løfte alle ambitionerne komme fra? Det er jo det store spørgsmål."

70 procent af de kommunale DJØF-chefer og 88 procent af de regionale DJØF-chefer vurderer da også, at de i de næste to år skal bruge en stor del af deres ledelsesmæssige ressourcer på at implementere strukturreformen.

"Jeg synes, det er risikabelt, at statsministeren nærmest sætter sit embede på spil på det her. For jeg er ikke sikker på, at vi kan levere varen, i hvert fald ikke på den korte bane. Lige nu falder servicen på grund af arbejdet med at implementere strukturreformen," siger Michael Graatang.

Christiansborg giver grå hår i hovedet

Det er også markant i undersøgelsen, at den linde strøm af nye love og vejledninger fra Christiansborg påvirker DJØF-chefernes ledelsesvilkår og ledelsesrum mere negativt end selv mangel på ressourcer.

'Tættere central regulering' og 'højere dokumentationskrav fastsat på landsplan' får topscoren, når de skal pege på, hvilke udviklingstendenser der især har betydning for deres ledelsesvilkår. Disse to parametre overhaler klart selv sådan noget som 'borgernes krav' og 'færre ressourcer i forhold til de krav, der stilles'.

"Vi bliver gjort til administratorer i stedet for strategiske ledere. Det bliver mindre interessant at være leder i den kommunale verden, også topleder," siger Michael Graatang.

Anne Planck, der er jurist og administrationschef for Tranehaven i Gentofte - et stort kommunalt center for genoptræning, fastslår, at en kvalitetsreform i høj grad er en tillidsreform.

"Vi udvikler simpelthen ikke bedre kvalitet for borgerne ved at bruge mere og mere tid på at kontrollere og dokumentere, hvad vi gør. Der er en fare for, at mistro bliver den bærende værdi for vores arbejde."

Michael Graatang er enig. Han mener, at dokumentationskravene bliver mere og mere rigide.

"Man måler os på, om vi får sat et kryds forkert i et dokumentationsskema. Så er det en fejl. Det er med til at underbygge den offentlige sektors mindreværdsfølelser. Og det skal man passe på med," siger han.

"Hvis medarbejderne oplever kvalitetsreformen som et mistillidsprojekt, så bliver det svært for os at blive ved med at kunne motivere dem."

Undersøgelsen viser dog også, at 77 procent af de lokale ledere i høj grad føler sig rustet til at løfte større udfordringer i fremtiden.

"Det viser mig, at de offentlige chefer helt klart ikke piber. Men de forlanger større albuerum til at udøve den professionelle ledelse, der skal til for at klare opgaven," siger Per Hansen.

"En kvalitetsreform skal handle om, hvordan vi bliver endnu bedre til at give borgerne netop de servicetilbud, de har brug for, og som lever op til deres forventninger," fastslår Anne Planck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet