Seniorer med råd til at være kræsne

15-01-2007
6 min.

De tager ikke imod hvad som helst, nutidens seniorer, selvom der skulle blive lokket med delvis skattefrihed og andre lukrative, økonomiske ordninger. DJØF Bladet har talt med tre nybagte pensionister.

Interessante jobs, fleksibilitet og et ordentligt klima på arbejdspladsen er nogle af kodeordene, hvis arbejdsgiverne skal gøre sig håb om at få seniorerne til at tage en ekstra tørn og udfylde nogle af de huller, der i stigende grad vil præge fremtidens arbejdsmarked.

Undersøgelser siger samstemmende, at der bliver behov for især den højtuddannede arbejdskraft, hvis Danmark skal bevare førerpositionen som et af verdens mest konkurrencedygtige lande.

Men en miniundersøgelse blandt dagens seniorer, som DJØF Bladet har foretaget, tyder ikke på, at seniorerne bare vil parere ordre, fordi samfundet disker op med et skattefrit år eller andre økonomiske gulerødder.

Netop den højtuddannede arbejdskraft er i en økonomisk stærk situation, og den økonomiske sikkerhed gør dem kræsne, viser de interviews, DJØF Bladet har gennemført med tre pensionister i begyndelsen af 60'erne.

To af de tre vil ikke udelukke, at de kunne overtales til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, men det bliver i høj grad på deres egne betingelser, hvorfor arbejdsgiverne må rette ind med nye og individuelt tilpassede jobs, hvis de skal have seniorerne i tale.

Lige unge nok

Eric Højrup, 61, er jurist, og han forsøgte at udskyde overgangen til pensionsalderen med et job i Arbejdsskadestyrelsen.

Omstruktureringer på hans tidligere arbejdsplads i en arbejdsløshedskasse, hvor han var forsikringschef, havde presset ham til at søge nye græsgange, og forsøget blev gjort i Arbejdsskadestyrelsen. Det varede dog kun nogle få uger.

"De havde sådan set lavet et fantastisk introduktionsprogram, men jeg startede sammen med 17 andre, der lige var kommet fra eksamensbordet eller fra barsel. Normal går jeg ikke rundt og føler mig gammel, men dér følte jeg mig meget ved siden af," fortæller Eric Højrup.

"Hvis de havde sørget for en holdsammensætning, så der var flere med mange arbejdsår på bagen, kunne det måske have været interessant nok. Jobbet var dog også meget maskinelt, og det er nok lidt for mange år siden, jeg har siddet som sagsbehandler og skullet få bunkerne reduceret i en fart."

Så hvis man som dig står i en gunstig økonomisk situation med en god DJØF-pension, så er det ikke et nedslag i skatten på for eksempel 100.000 kroner, der skal til. Er det primært jobbet, det handler om?

"Ja, det er så afgjort jobbet. Egentlig ville jeg gerne have arbejdet på fuld tid i nogle år endnu, men det skal altså ikke være 60-65 timer om ugen længere. Man er simpelthen blevet for gammel til et job, der tager livet af én. Det skal også være sjovt at gå på arbejde. Selvfølgelig er det svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Man vil gerne have et spændende job, og det vil alle andre jo også gerne. Pointen er bare, at folk i min situation ikke er afhængige af at slæbe lønnen hjem og alt det der. Vi behøver ikke at gå på kompromis, så i sidste ende er det jobindholdet, der bliver afgørende," siger Erik Højrup, der gerne ville arbejde på halv tid, hvis det rigtige tilbud kom.

Han er i øvrigt særdeles tilfreds med tilværelsen som pensionist, der udøves fra et helårshus i Asserbo.

"Foreløbig synes jeg, det er fantastisk dejligt. Jeg har hus og en stor have, og jeg kan godt lide at gå og rode med tingene. Også fordi man har været vant til at sidde bag en skærm og bruge hovedet hele tiden. Det er også herligt at have tid til at læse en god bog uden at forsømme noget ved det. Og for første gang i 30 år har jeg fået tid til at læse min avis - mens jeg nyder en kop kaffe og et stykke morgenbrød. Man kan selvfølgelig godt savne den daglige omgang med en masse mennesker, men foreløbig er det ikke noget problem, og hvis det bliver et problem, må man jo begynde at spille golf eller noget andet."

Tid til ti børnebørn

Også Guri Matthiesen, 62, er særdeles tilfreds med sin nystartede pensionisttilværelse. Hun er tidligere socialchef i Børkop Kommune, der nu er en del af Vejle Kommune. En tjenestemandspension sørger for hendes økonomiske uafhængighed.

Det var i forbindelse med kommunesammenlægningen, at hendes tidligere job forsvandt. Hun havde en generationsskifteaftale og lovede at blive i jobbet, til kommunen lukkede og slukkede. Hun har været pensionist siden 1. januar.



Umiddelbart er hun ikke fristet til at genoptage arbejdslivet i hverken et større eller mindre antal timer om ugen:

"Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 17 år, og jeg har haft nogle rigtig gode jobs med indhold og fine vilkår. Men jeg har ti børnebørn, og dem har jeg ikke set meget til i mange år. Også fordi de bor på Sjælland, mens vi bor i Vejle. Nu er der mulighed for at få mere tid sammen med dem. Det skal ikke forstås sådan, at det er børnebørnene, der har trukket mig ud af arbejdsmarkedet, slet ikke, men det er jo også noget, der spiller ind."

Så en seniorordning krydret med en vis skattefrihed er ikke noget, der kan friste?

"Jeg ville nok overveje det. Men jeg tror ikke, at overvejelsen ville resultere i, at jeg så tog et år eller to mere. Min kommune eksisterer ikke mere, og mit job er væk. Jeg skulle ind i en ny stor organisation. Men selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at man kunne blive lokket af de 100.000 kroner. Det er svært at sige. Hvad er betingelserne i det eventuelt nye job? Hvor lang tid skal man binde sig? Der er jo også det med helbredet. Det er godt nu, og jeg håber, at det også vil være godt fremover. Men man ved det jo ikke."

Er der ikke noget, du savner fra tiden i job?

"Jeg kan godt savne den daglige, sociale kontakt. Ikke jobbet og ræset, som det også er. I øjeblikket kan man læse om kommunernes budgetforhandlinger, og selvom det ikke går så hårdt for sig her i Vejle, så ved man jo godt, hvad det handler om. Forleden ringede jeg til en af mine gamle kolleger, og jeg greb mig selv i at sige: 'Hold da op. Er du ikke glad for, at vi ikke er med'."

Tid til at slappe af

Peter Bach Hansen, 62, er fra Hasselager ved Århus. Han er jurist og nyslået pensionist efter 30 år i TDC, hvor hans hovedområde var juridisk udformning og forhandling af kontrakter.

Han er gået på pension nogle år tidligere, end han oprindelig havde tænkt sig, men træthed efter en hjerneblødning for fire år siden, som han dog stort set er kommet sig over, plus en gunstig aftrædelsesordning, fik ham til at kvitte jobbet i juni i år. En mand med en specialviden, som det tager lang tid at erhverve.

Er der seniorordninger i TDC, som du var fristet af?

"TDC har så mange gode tanker udadtil, men når det kommer til stykket, holder det slet ikke. Kapitalfondenes indtog har også gjort TDC til en brutal og hård arbejdsplads, ligesom der er kommet mange, højtråbende unge til, der jo kan løse alverdens problemer. Jeg har heller ikke lyst til at begynde på noget andet."

Heller ikke ved udsigten til en markant mindre skat?

"Skatten betyder selvfølgelig noget, men nej. Jeg er snart 63 år, og jeg har arbejdet hårdt hele livet - 45 til 50 timer om ugen, ligesom jeg har brugt mange weekender og ferier på at arbejde. Også i udlandet. Så jeg synes, at jeg har fortjent at holde op. Jeg trænger simpelthen til at slappe af. Også på grund af træthed efter hjerneblødningen. Men jeg står jo også med en rigtig god økonomi, og jeg fortsætter pensionsindbetalingen, indtil jeg bliver 65 og kan gøre brug af min pension."

Selvom Peter Bach Hansen definitivt har gjort op med tiden på arbejdsmarkedet, er han ikke i tvivl om, at det primært er flere deltidsjob og/eller mere fleksibilitet på arbejdspladserne, der er vejen frem, hvis seniorerne skal tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.