Det siges, at den, der lever skjult, lever godt. I London har et firma sloganet: ”I want to be invisible.” Ydelsen, der ­l­everes, er for­mue­forvaltning, og kunderne er ­nogle af verdens mest velhavende borgere, der har brug for loyale hjælpere til at gemme deres formuer for skattemyndig­hederne.

Mens der i de seneste år har været masser af debat om global ulighed og skattely – ikke mindst efter det gigantiske læk af de såkaldte Panama Papers – har der ikke været meget fokus på de formueforvaltere, der i praksis får det hele til at fungere.

Det rettes der op på i bogen ­’Kapital uden grænser’ af den ameri­kanske økono­miske sociolog, Brooke Harrington, der er lektor på Copenhagen ­Business School. Gennem interviews med 65 ­formueforvaltere tegner hun et portræt af en overset og broget profession af personer, der bestyrer den globale elites enorme formuer.

Disse formueforvaltere opererer helst i det skjulte i den juridiske gråzone, som er opstået mellem verdens mange nationale skattelovgivninger, der ikke er skabt til at fungere i en globaliseret økonomi. Det anslås, at formueforvaltere hvert år medvirker til at unddrage verdens statskasser for 200 milliarder dollars i tabte skatteindtægter.

”Formueforvalterne kontrollerer en enorm del af verdens private rigdom. De rejser verden rundt fra Europa, ­Afrika, Sydamerika og Asien til off­shore-skattely, næsten uden at nogen kender til det. Vi ved en del om firmaers pengestrømme, fordi regler kræver, at de offentliggør deres regnskaber. Private rigmænd har meget bedre mulighed for at gemme deres formuer via fonde og skuffeselskaber. De kan ­flytte hundreder af millioner dollars rundt, uden at andre end afsenderen og modtageren af transaktionen kender til det,” siger Brooke Harrington på sit kontor på CBS.

Den manglende viden om formueforvalternes arbejde skyldes bl.a., at området generelt er lukket land for journalister og forskere.

”Meget rige mennesker svarer ikke på spørgsmål fra folk som mig. Du kan ­ikke bare maile eller ringe til dem. Det er anderledes med de fattige, som ­ofte er langt bedre beskrevet. Men de rige vil typisk helst gerne bevæge sig under radaren,” siger hun.

”Derfor vidste jeg, at deres formueforvaltere nok ikke ville tale med mig, hvis jeg kontaktede dem på den traditionelle vis. De er hemmelighedsfulde, og deres forretning bygger på diskre­tion,” siger Brooke Harrington.

Hun fandt en løsning, da hun ­hørte om en toårig international uddannelse i Wealth Management, som hun til­meldte sig – stærkt inspireret af MIT-professoren John Van Maanen, der i 1970’erne blev afvist, da han ­ville udføre forskning hos Los Angeles Police Department.

”Fordi de ikke ville tale med ham, besluttede han at starte som kadet på politiskolen. Fordi han satte sig selv på spil og brugte tid på at tage uddannelsen og være med på patrulje, gik de andre betjente fra at se ham som en hippieliberal forsker til at have respekt for ham. Det kom der i sidste ende noget banebrydende forskning ud af,” siger Brooke Harrington.

Systemet er rigged

Selv brugte hun 35.000 pund og to år på at gennemføre uddannelsen til formue­forvalter, som forløb i Schweiz og Lichtenstein. Skønt uddannelsen var krævende, lykkedes missionen med at få adgang til den sky målgruppe. ­Gennem de 65 interviews med formueforvaltere håber Brooke Harrington at kaste et kraftigt lys over en verden, der normalt er usynlig:

”Min bog røntgenfotograferer verdens globale økonomi og siger: ’Se, hvad der sker. Det bliver kun tilladt, at det finder sted, fordi du ikke kender til det.’ Jeg tror oprigtigt, at folk ville være ­rasende, hvis de vidste, hvor rigged systemet er, og hvad velhavende folk rent faktisk slipper af sted med,” siger Brooke Harrington.

Der er i disse år stor debat om en del af globaliseringens negative sider, som fx at verden bliver mere og mere ­ulige, og at en del af verdens økonomiske overklasse skjuler deres værdier i skattely. Hvilken rolle spiller formue­forvalterne i disse sammenhænge?

”De spiller en meget vigtig og ­næsten usynlig rolle i at skabe en verden, der ikke bare er økonomisk, men også politisk ulige. Indtil Panama-papirerne blev lækket, var formueforvalternes rolle i den globale politiske økonomi næsten usynlig. De trækker i trådene og sender enorme mængder privat kapital rundt om kloden, så deres klienter betaler så lidt skat som overhovedet muligt. Formueforvalterne lever højt på at udnytte hullerne og forskellen på lovgivningerne i en globaliseret verden, og de er med til at øge den globale ulighed, fordi de sørger for, at de rige forbliver rige,” siger Brooke Harrington.

Men ikke nok med det. I mange tilfælde er formueforvalterne med til at formulere den lovgivning, som egentlig skulle regulere og beskatte deres klienter.

”Det er ikke usædvanligt, at et land som Singapore henvender sig til en formueforvalter og siger: ’Vi har hørt, at du har mange klienter fra Kina. Vi vil gerne tiltrække flere kinesere til vores skattely, så hvis du fortæller os, hvad de ønsker, så skal vi nok lave en lovgivning, der appellerer mere til dem.’ Det kan endda være, at man beder formueforvalterne om at lave en skitse til lovforslaget, som man så ­gennemfører. Så formueforvalterne muliggør, at den finansielle elite i praksis overtager nationalstater.”

”Det betyder, at der er sager, hvor suve­ræne nationer basalt set er kolonier, ­ikke for lande, men for ­international kapital. I nogle af disse kolonier indoktrinerer uddannelsessystemet de studerende i, at skat er tyveri, og at det er legitimt at ville ­undgå at betale skat. Og det er creepy,” siger hun.

Hemmeligheder

Brooke Harrington er oprindeligt uddannet i litteratur. I sin nye bog refererer hun fra Charles Dickens’ roman ’Bleak House’, hvor advokaten Mr. ­Tulkinghorn ender med at kontrollere sine klienter, fordi han kender og forstår at udnytte deres mindste hemmeligheder. ’Kapital uden grænser’ beskriver, hvordan de moderne ­formueforvaltere ender med at kende deres klienters mest intime detaljer. Det åbnede hendes øjne for, hvor store krav der stilles til den enkelte formueforvalter.

”At være formueforvalter er en af de mest komplekse professioner, jeg nogensinde har hørt om. Det er ekstremt teknisk kompliceret og involverer aspekter af jura og økonomi. Men det er også meget følelsesmæssigt ­krævende, fordi de bliver involveret i alle de ­mørke hemmeligheder hos de ­familier, hvis værdier de varetager,” ­siger ­Brooke Harrington.

Hemmelighederne kan handle om stofmisbrug, homoseksualitet, elsker­inder og børn uden for ægteskabet.

”Formueforvalteren skal vide det ­hele. Alt. Ikke kun om klienten, men også om hele klientens familie. Så det er meget sæbeopera-agtigt,” siger hun.

”Klienterne kan blive afpresset eller udsat for sagsanlæg, hvis de her hemmeligheder kommer frem. Og det skal undgås. Jobbet kan i virkeligheden være lidt af et mareridt, og det er sjældent, at man møder folk, der både er rigtig ­gode til det tekniske og det ­følelsesmæssige,” ­siger Brooke ­Harrington.

De specielle krav betød, at hun ­mødte en ret bred skare medstuderende under sin uddannelse til formueforvalter.

”Der var mange revisorer og advokater, men også akademikere, journalister, bankfolk og en tidligere Greenpeace-aktivist. Det vigtige er, at de besidder hele paletten af egenskaber.”

Hvor meget fylder professionens etiske dilemmaer i uddannelsen?

”Kursets litteratur anerkender, at man hjælper de rige med at blive rigere. Samtidig står der direkte i ­bøger­ne, at der er en moralsk risiko ved at ­betale skat, der bliver redistribueret til de ­fattige, fordi de så mister deres initiativ til at tjene flere penge. Jeg kunne ikke tro det, da jeg læste det, for det er virkelig ekstremt neoliberale tanker. Bøgerne kalder stater, der op­kræver skatter, for confiscatory states. Tankegangen er antistat og antiskat, og at beskatning er tyveri fra folk, der skaber vækst, til fattige, der ikke fortjener det.”

Er det også den tankegang, der ­præger de formueforvaltere, som du ­interviewede? 

”Jeg vil sige, at omkring en fjerdedel udtrykte det verdenssyn, at skat er tyveri. Og at de gør det moralsk rigtige ved at beskytte deres klienter mod de store stygge beslaglæggende velfærdsstater. En anden fjerdedel var i den helt anden ende af spektret. De indrømmede åbent, at de med deres handlinger var med til at gøre de rige rigere på de fattiges bekostning, og at det er virkelig dårligt for verden. Og at det bliver nødt til at stoppe,” siger Brooke Harrington.

Nogle forsøgte at præge deres klienter ved at anspore dem til at donere til velgørenhed eller til at læse nobelprisvindende progressive økonomer som Joseph Stiglitz eller Amartya Sen.

”En af formueforvalternearbejdede for Mossack Fonseca i Panama. Når han mødtes med klienter på sit kontor, bad han dem forholde sig til, hvordan folk en kilometer væk levede i skure uden rent vand, og hvordan deres børn hverken har råd til sko eller til at gå i ­skole. Da Panama-papirerne blev lækket, tænkte jeg med det samme, om det var ham, der stod bag,” siger hun.

Den største gruppe af formueforvalterne håndterede de etiske dilemmaer ved ikke at forholde sig til dem.

”De sagde oftest, at de virkelig nød at hjælpe familier. Og rent objektivt er det jo det, de gør. Men der var en selvpåført blindhed over for de større implikationer ved at hjælpe disse familier med ikke at betale skat. Det er lidt ligesom mig, når jeg spiser en hamburger. Jeg ved, det er dårligt for miljøet, men jeg vil virkelig gerne have den ­hamburger. Så siger jeg til mig selv, at koen ­sikkert har haft et godt liv.”

København

Brooke Harrington voksede op i Chicago. Hun tog en bachelor i engelsk ­litteratur, arbejdede som journalist i et par år, inden hun blev ansat i en marke­tingafdeling i et softwarefirma i ­Silicon Valley.

”Det var virkelig en overraskende oplevelse at se et firma indefra. Det var fyldt med ingeniører, som i virkelig­heden ikke havde styr på ret meget, men alligevel fik millioner af dollars af venture-kapitalister. Det var her, jeg opdagede feltet organisational behaviour,” siger Brooke Harrington, der vendte tilbage til universitetet og gennemførte en kandidatgrad og efterfølgende en ph.d. på Harvard.

I dag er hun ansat på CBS, som hun kom til, efter at hun i en periode var tilknyttet Max Planck Instituttet i Tyskland, der finansierede hendes uddannelse til formueforvalter.

”Jeg plejer at joke med, at Max Planck Instituttet har flere penge end Gud. Eller i hvert fald flere penge end forskningsverdenen i USA, hvor sociologisk forskning er underfinansieret,” siger hun.

I 2009 blev hun kontaktet af CBS, der ledte efter en økonomisk sociolog. Efter de indledende, positive samtaler opdagede hun, at hun var gravid.

”Jeg var virkelig i et etisk dilemma om, hvorvidt jeg skulle fortælle dem, at jeg var gravid. På den ene side ­ville jeg bare have den stilling, for ellers ­ville jeg være død som sociolog. På den ­anden ­side kunne jeg ikke få mig selv til at starte i et nyt job på baggrund af en løgn.”

Hun endte med at fortælle det og var sikker på, hun ikke ville få jobbet.

”Men jeg tænkte som en amerikaner. I stedet sagde de tillykke og spurgte, om jeg ville holde fri i et år. Jeg var helt chokeret,” siger Brooke Harrington.

Vi kigger ud på den kolde regn, der pisker ned fra en sortgrå himmel.

”Jeg troede, Tyskland var slemt om vinteren, men Køln minder om Miami Beach sammenlignet med København. Men som grækerne siger: Deus Ex Machina. Guds hånd kom ned og hev mig op fra den sikre karrieredød, og her er jeg,” siger hun.

Trods de lange vintre er hun glad for Danmark, hvor hun er særligt begejstret for, hvor gode forhold der er for ­enlige mødre.

”En af mine favoritting er vuggestuer, som ikke bare er opbevaring, men hvor børnene lærer ting, går til jazzkoncerter, tager på vikingemuseer og den slags.”

”Det, jeg mindst kan li’, er, at det er, som om folk ikke er gode til at tage imod fremmede. Jeg oplever en passivitet, som nogle gange også er aggressiv. Jeg oplevede at blive overfuset af en betjent, der råbte, at alle fremmede altid lyver. Det var kvart i otte om morgenen foran min søn. Det var forfærdeligt.”

”Danmark har ry for at være et åbent og progressivt samfund. At se, at det lukker sig om sig selv, er meget trist. Samtidig tager mit eget land i denne tid et stort skridt til højre, så på en måde vil jeg hellere være her. Og det er en stor ting at sige for mig, for jeg elsker mit land. Men i Danmark er der demokratiske rettigheder og institutioner, som i USA er ved at forsvinde.

Samtidig er der en attitude omkring skattesnyd i USA, som ikke vil blive tolereret her. Jeg tror ikke, at en person kunne blive dansk statsminister, hvis han sagde, at han ikke havde betalt skat i 20 år, og at det gør ham smart.”

Alligevel har USA i de seneste år skærpet kravene til, at formueforvalterne dokumenterer deres arbejde – netop for at undgå, at penge hvidvaskes eller sættes i skattely. Også OECD arbejder på strengere regler. Selv samarbejder Brooke Harrington med internationale organisationer som Transparency International og Tax Justice Network og har holdt møder med politikere fra Folketinget og Europa-Parlamentet.

”Jeg ser mit job som at være en forsker, der rådgiver samfundet om, hvordan en sygdom bedst bekæmpes. Jeg er ikke aktivist, men jeg hjælper offentligheden til at udforme den mest hensigtsmæssige politik. Og det er jo faktisk en del af jobbet som offentligt finansieret forsker.”

Tænker du nogensinde på at bruge din dyre uddannelse til at tjene nogle penge?

”Det spørger folk mig hele tiden om,” siger Brooke Harrington.

”Men ingen i verden vil ansætte en kritisk person som mig til at ­varetage deres formuer. Det ville svare til at ­hyre en modstander af plastickirurgi til at ­give dig en ansigtsløftning. Ingen vil belæres om moralen omkring at få en næseoperation. De vil bare have den. Og selvom jeg har gennemført uddannelsen, har jeg ingen praktisk erfaring, så jeg vil nok være en dårlig formue­forvalter.”