Verdens øjne er i disse måneder rettet mod Storbritannien og det nervepirrende forhandlingsdrama, der siden Brexit-afstemningen i sommer nærmest dag for dag har taget nye turbulente drejninger. Siden juni sidste år har det stået klart, at Storbritannien skal forlade EU. Men ingen aner fortsat hvordan eller hvornår. Det vakuum holder nu både engelske toppolitikere og resten af Europa i anspændt venten.

En af dem, der bedst forstår sig på de kryptiske forhandlingsspil i London og Bruxelles, er danske Sara Hagemann. Hun er assistant professor på London School of Economics (LSE) og universitetets førende ekspert i lige nøjagtig de taktikker og teknikker, som EU’s regeringer lægger for dagen, når de forhandler med hinanden. Det har gjort hende til en tilbagevend­ende rådgiver for både Downing Street 10 og politikerne i Westminster. Og i disse måneder er hun fast ekspert for Storbritanniens parlamentarikere, der prøver at finde hoved og hale i det kaotiske slagsmål om landets fremtid i EU.

”For både Storbritannien og EU er det her en periode uden historisk fortilfælde, hvor tingene udvikler sig dag for dag. Det, der foregår, rammer direkte ned i det, jeg beskæftiger mig med, og derfor er det selvfølgelig uhyre spændende at få lov til at være en del af,” siger Sara Hagemann.

Magtbalancen dirrer

Da hun møder djøfbladet til interview på LSE en tirsdag midt i november, kommer hun lige fra det britiske parlament. Her har hun brugt for­middagen på at briefe en række Labour-parlamentsmedlemmer om den seneste indenrigspolitiske drejning i Brexit-dramaet: Den britiske højesteret skal tage stilling til, om parlamentet skal have indflydelse på, hvordan premierminister Theresa May udløser den famøse artikel 50, der formelt sætter den engelske udmeldelse af EU i gang.

”Det, der lige nu er på spil, handler ikke kun om Storbritanniens udmeldelse af EU, men om det britiske parlaments forhold til regeringen. Hvis højesteret giver parlamentet medhold, vil det skabe en helt ny parlamentarisk magtbalance i landet og være en helt uset situation,” fortæller Sara Hagemann og fortsætter:

”Det kan skabe flere scenarier. Hvis Theresa May taber sagen, får parlamentet større indflydelse på, hvordan hun skal forhandle den britiske sortie, hvilket godt kan forlænge Brexit-processen yderligere. Får hun derimod medhold, vil det give hende mere frie forhandlingstøjler, hvilket hun måske vil bruge til at købe sig tid og udstikke en anden linje for en Brexit-aftale. Det er muligt, at Storbritannien vil træde ud af EU i 2019. Her skal der nemlig under alle omstændigheder nedsættes en ny kommission og forhandles nyt EU-budget, og derfor vil udtrædelsen passe godt ind i EU’s generelle arbejdscyklus. Og det var bl.a. de scenarier, jeg her til formiddag skitserede i Westminster.”

Fik praktisk erfaring i Bruxelles

Sara Hagemann befinder sig altså helt inde i Brexit-orkanens øje. Men selvom spillet er højdramatisk, og de spørgsmål, hun besvarer, er både historiske og kringlede, får det hende ikke til at tøve i ekspertrollen. Den er nemlig langtfra ny for hende. Hun har vænnet sig til den, i takt med at det fagområde, hun i snart 20 år har stillet mere og mere skarpt på, har fået stigende politisk bevågenhed i både Storbritannien og resten af Europa.

Hun startede sin studiefaglige løbebane på RUC i 1998 med fokus rettet på international politik. Efter sin bachelorgrad og en ansættelse i det danske udenrigsministerium søgte hun i 2001 ind på LSE for at tage sin masteruddannelse, kom igennem nåleøjet og har siden, med et afbræk i Bruxelles, haft sin daglige gang på det internationalt berømmede universitet i London.

Efter masteruddannelsen, som fokuserede på komparativ politik, fortsatte Sara Hagemann direkte videre ind i et ph.d.-studie på LSE, hvor hun undersøgte de europæiske regeringers forhandlingsteknikker og udviklingen i EU-samarbejdet. For at få en mere praktisk indfaldsvinkel på EU forlod hun universitetet i 2006 og flyttede med familien til Bruxelles, hvor hun frem til 2009 nåede at arbejde for to af EU’s førende tænketanke og desuden etablere VoteWatch, der overvåger EU-beslutningstagernes afstemningsresultater, og som hun var adm. direktør for indtil 2011.

Forskning bruges i politisk rådgivning

I 2009 tilbød LSE’s European Institute hende en stilling som assistant professor, som var for svær at takke nej til, og her har hun så befundet sig siden.

”Det var et svært valg, om jeg skulle tage skridtet tilbage i den akademiske verden eller blive i den praktiske efter at have været i Bruxelles nogle år. Men jeg sagde ja til stillingen, fordi LSE er så meget mere end en forsknings- og uddannelsesinstitution. For selvom både forskningen og undervisningen er utrolig interessant, så er det særlige ved at være ansat her også, at éns arbejde virkelig har stor relevans i forhold til det rådgivende politiske arbejde, som er en stor del af jobbet,” fortæller hun.

Hun kalder det at være ansat på et førende internationalt universitet for både hårdt og voldsomt stimulerende på én og samme tid. Som på alle andre uddannelsesinstitutioner stilles der høje, endda ekstremt høje, krav til den forskning og undervisning, man bedriver. Og som et nyt regime har man på LSE også for nylig formuleret tårnhøje forventninger til relevansen af det, man forsker i.

”Til gengæld er et topuniversitet som LSE jo så samtidig også et fantastisk stimulerende og inspirerende miljø at færdes i. Vi er et af verdens ledende universiteter inden for statskundskab og har derudover et utroligt højt niveau på alle andre områder,” siger hun.

Det betyder, at Sara Hagemann kan tælle en lang række verdensledende forskere på flere forskellige områder som sine nærmeste kolleger og derfor har kollegial sparring, forskning og viden på højeste internationale niveau lige ved hånden. LSE huser adskillige nobelprismodtagere og ledende toppolitikere, og var man ikke travlt beskæftiget med sit eget felt, kunne man ifølge Hagemann snildt fylde sine dage ud med at gå fra den ene eminente forelæsning til den anden. Og endelig er der undervisningen, som også er i en klasse for sig på et universitet som LSE.

”Vi får mange af verdens dygtigste studerende, som har arbejdet ekstremt hårdt for at komme ind og derfor er uhyggeligt motiverede, hvilket er udfordrende, men også virkelig givende. At stå foran en sal fuld af topengagerede unge mennesker, der brænder for at vide alt inden for mit felt – altså europæisk historie, politik, jura og økonomi og lige nu især Brexit – er for mig noget af det mest stimulerende ved at arbejde et sted som LSE,” siger Sara Hagemann.

Klædte briter på til afstemning

Siden det tidlige forår har hun dog haft undervisningsfri, fordi hun sammen med 11 andre eksperter har arbejdet for initiativet UK in a Changing Europe for det britiske Economic and Social Science Council. Et initiativ, der har sigtet på at formidle information og analyser til politikere, erhvervsliv, medier og offentligheden inden for alle relevante emner op til Brexit-afstemningen og siden også efter.

”Også dét har været en af den slags opgaver, hvor man virkelig mærker, at den forskning, man bedriver, får relevans. Op til afstemningen handlede det om at klæde offentligligheden og forskellige aktører så godt på som muligt, og siden har vores analyser handlet om efterspillet. I sidste uge udgav vi rapporten ’Brexit and beyond’ om, hvad der sker i forhandlingsforløbet, og hvad vi kan forvente, når en Brexit-aftale er i hus,” siger hun.

Gennem arbejdet med de øvrige deltagere i UK in a Changing Europe – eksperter inden for fx immigration, jura, økonomi og opinionsmålinger – har hun selv oplevet at blive en hel del klogere.

”Jeg har lært rigtig meget af de analyser, vi har leveret om fx de økonomiske aspekter på flygtninge- og immigrationsområdet. Det er jo to forskellige ting, men som i andre europæiske lande bliver de også i Storbritannien sat i samme kategori. I Brexit-kampagnen var problemet faktisk ikke modstanden mod syriske flygtninge i Storbritannien, men det stigende antal EU-borgere, som briterne bliver mere kritiske overfor. Dér blev folkeafstemningen desværre et vendepunkt og startskuddet til en voksende negativ tone i den offentlige debat over for EU-immigranter,” siger Sara Hagemann, som i dag oplever, at den skærpede kritiske tone også har fået klangbund i den nye britiske regering.

Hvor tidligere premierminister David Cameron og hans regering stod for en mere midtsøgende politik, har Theresa Mays regering en langt mere traditionel social-konservativ profil. For de fleste ministres vedkommende vel at mærke. For samtidig har den nye premierminister også udpeget en række ministre med udpræget neoliberale værdier, som bl.a. ønsker total frihandel. Det har skabt stor intern splittelse i den nye regering og startet slagsmålet om, hvorvidt Storbritannien skal forlade EU på den hårde eller bløde måde.

May presses fra mange fronter

Men selvom Sara Hagemann bedre end de fleste kan gennemskue spillereglerne i magtens korridorer og har ekspertens skarpe blik for EU-regeringernes skjulte forhandlingsdagsordener, gør det hende ikke til spåkone. Lige så lidt som alle andre kender hun derfor svaret på det spørgsmål, som er på alle EU-interesseredes læber: Nemlig hvad der bliver såvel Storbritanniens som EU’s skæbne, når slaget om Brexit i de kommende måneder virkelig begynder. Hun har dog et par bud.

”Mest presserende for Theresa May lige nu er at modstå presset fra de mange fronter. De andre medlemsstater presser på for et konkret udspil om, hvad der skal være Storbritanniens forhold til EU i fremtiden, og om man fx har tænkt sig at betale til EU’s budget og garantere rettigheder for EU-borgere i Storbritannien. Samtidig skal May, hvis hun taber højesteretsdommen, sikre sig, at parlamentet godkender artikel 50 uden at kræve for meget. Og endelig har hun selv en regering i åbenlys intern splid. Og udfaldet af det hele kan få store konsekvenser for både Storbritannien og EU,” siger Sara Hagemann.

Verdens blik skifter snart retning

Derudover påpeger hun, at selvom interessen for det britiske ørige lige nu er stor, så vil blikket inden længe skifte retning. For der er nemlig andre EU-spørgsmål, der presser sig endnu mere på og som snart vil optage diskussionerne i korridorerne om det fortsatte europæiske samarbejde.

”Når medlems­landene mødes, er Brexit ikke længere øverst på dagsordenen. Det er i stedet Eurozonens fremtid, de økonomiske problemer i med­lemslandene og flygtningestrømmen. Samtidig afventer alle det kommende års valg i Frankrig, Holland, Tyskland, Tjekkiet og måske endda Italien, hvis udfald kan få meget afgørende betydning for Eurozonen og EU’s fremtid,” siger hun.

”Kigger vi bare på Frankrig, kan vi se, at lederen af Front National, Marine Le Pen, har en uhyre tydelig stemme i Frankrig og forventes at nå til anden runde i præsidentvalget. Også François Fillon – som den mulige modkandidat – vil resultere i et stort skifte i fransk politik og få det europæiske samarbejde til at se fundamentalt anderledes ud,” siger Sara Hagemann.

EU må genfinde gamle værdier

Hun lægger ikke skjul på, at den langsomme ombrydning af EU, som Brexit bl.a. har været startskuddet til, efter hendes opfattelse er kommet for at blive. Om bare 10 år kan det europæiske samarbejde meget vel se helt anderledes ud end i dag.

”Jeg er ikke en af den slags EU-eksperter med et hedt kærlighedsforhold til EU, men har længe været kritisk over for den måde, samarbejdet har udviklet sig på over de seneste årtier. Befolkningerne har i lang tid rejst en række kritikpunkter, som man ikke har forholdt sig til, og det mener jeg, at man betaler prisen for nu,” siger Sara Hagemann.

Hun mener, at hvis EU skal have en fremtid, bør samarbejdet vende tilbage til de værdier, der i starten bragte de europæiske lande sammen. Nemlig fred, økonomisk vækst og lysten til at stå sammen i Europa, hvilket også bør være det, man konkret engagerer befolkningerne i gennem konkrete samarbejdsprojekter i fremtiden.

”Jeg synes, det er nedslående, at alt, hvad der bliver foreslået om EU i dag, kun handler om dekonstruktion og om at pille samarbejdet fra hinanden. Europa har kæmpe problemer lige nu, og dem løser vi altså ikke bedst hver for sig, men sammen. Måden at få overbevidst befolkningerne på, tror jeg dog, handler om at få samarbejdet tilbage til de gamle værdier. Ved at iværksætte tiltag og projekter, der tager afsæt i de ønsker, som befolkningerne har. Europæerne skal kunne mærke på egen krop, hvorfor et samarbejdende Europa konkret kan være en fordel for dem selv og ikke bare et geopolitisk projekt. Og det synes jeg, at man skulle fokusere på lige nu i EU,” siger Sara Hagemann.