De sirligt organiserede papirstakke og post it-sedler får kontoret til at ligne så mange andre. Men de problematikker, der lander på Therese Rytters hæve-sænke-bord er alt andet end gængse.

Hos DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur på Østerbro i København arbejder hun som chefjurist midt i malstrømmen af debatter om fremtidens inter­nationale retsorden. Donald Trump, verdens mægtigste mand, taler om at genindføre water­boarding-forhørsteknikker, mens den danske regering har overvejet at tage imod ’diplomatiske garantier’ fra torturstater. Skal menneske­rettigheds-konventionerne fortsat spille en vigtig rolle? Bør deres udstrækning begrænses? Kan man udlicitere tortur til hemmelige fængsler eller udlevere mennesker til regimer, der har blod på hænderne?

Therese Rytter leder den juri­diske afdeling i en velrenommeret dansk organisation, der sidder med i en række internationale organer. Selv arbejder hun især med at rådgive regeringer og NGO’er om at forebygge tortur via lovreformer og praksisændringer i politiet, anklagemyndigheden og domstolene, særligt i Mellemøsten, Nordafrika og Latinamerika.

Tortur er social kontrol

”Tortur er alle menneskerettigheds­krænkelsers moder. Så længe et samfund udøver tortur over for sine borgere, findes der ingen ytringsfrihed eller retssikkerhed,” forklarer Therese Rytter og understreger, at torturen typisk rettes imod politiske mod­stand­ere, etniske og religiøse minori­teter og især fattige og socialt mar­gi­­nali­se­rede mennesker.

”Tortur er ikke en effektiv afhørings­form, men et redskab, som autoritære regimer bruger som en form for social kontrol over for borgerne. Den afskrækker, og den kvæler andre menneskerettigheder. Og så nedbryder torturen jo mennesker.”

48-årige Therese Rytter taler med hurtig stemmeføring, mens hun ivrigt flytter rundt på nogle læsebriller på bordet. Kortvarigt dukker et lattermildt væsen op, indtil alvoren tager over og minder om, at hun arbejder i den hårde ende af samfundsforandrings-industrien. Dér, hvor man rejser rundt og taler med torturofre, og hvor der øves lobbyvirksomhed til fordel for afskaffelsen af tortur. DIGNITY’s ansatte forske, overvåger menneskerettighederne og uddanner monitoreringsteams i udvalgte lande, og organisationen har status som behandlingscenter for svært traumatiserede flygtninge og torturofre.

I Europarådet er Therese Rytter udpeget som ekspert på torturområdet, og jævnligt rejser hun rundt i verden for uanmeldt at inspicere politistationer, fængsler, flygtningelejre, psykiatriske hospitaler og militære forlægninger. Her oplever hun gang på gang, at tortur sjældent er en isoleret krænkelse i et samfund, men typisk eksisterer som ét punkt i en sammenhængende kæde fra ulovlig anholdelse og vilkårlig detention over fravær af retfærdig rettergang til tortur og i ekstreme tilfælde sågar forsvinding og henrettelse.

Døde bogstaver

Therese Rytter leder en afdeling med fem jurister i DIGNITY. At hun kan kigge ud over et kontor fyldt med bøger om folkeret og menneskerettigheder er langt fra overraskende. Hele hendes familie er ”befolket af jurister”, ligesom også hendes mand, Jens Elo Rytter, er professor i forfatningsret ved Københavns Universitet. 

Men som ung fantaserede Therese Rytter ikke om at stå og procedere i en retssal. Hun vidste ikke præcist, hvad hun ville. Alligevel endte hun på jurastudiet.

”De første år var ufatteligt kedelige, syntes jeg. Der var mange fag, der intet sagde mig. Det var døde bogstaver og detaljeret regulering, der alligevel ændrer sig om et halvt, et helt eller fem år,” erindrer hun i dag.

Alligevel var der to områder, der fangede hendes interesse: Strafferetten og menneskerettighederne.

”Menneskerettighedsområdet er et af de mest grundlæggende i et retssamfund og handler om at beskytte individet mod overgreb fra statsmagtens side. Området ligger i et spændende krydsfelt mellem jura, moral og politik.”

Israel oprørte sindene

Therese Rytter taler i dag fire sprog og arbejder på en international arena. Med en ambassadørfar, hvis udstationeringer førte familien fra Bruxelles til Tel Aviv, tilbragte hun da også det meste af sin barndom uden for hjemlandet.

Det var skelsættende, da hun efter gymnasiet i 1987 flyttede til Israel for at bo. Det var under den første Intifada, og dér oplevede hun, hvordan israelerne var de velbjærgede, med rettighederne og landområderne, mens palæstinenserne fra Gaza og Vestbredden hver morgen blev fragtet ind i busser og gik til hånde som gartnere og skraldemænd.

Det var længe inden adskillelses­murens opførelse, og der var ikke som i dag checkpoints overalt. Som barn kørte hun og familien uden problemer ned til Dødehavet og igennem de besatte områder.

”Palæstinenserne skulle stadig bo i de besatte områder, så diskriminationen og udbytningen var der allerede. Men sikkerhedsmomentet var et andet, og for israelerne blev sameksistensen ikke på samme måde som senere anset for en sikkerhedstrussel.”

Therese Rytter læste politik i Tel Aviv i et internationalt miljø i et land, som hendes forældre i mange år havde boet og arbejdet i. Og elsket. Forældrene, der i dag er døde, lærte sig hebraisk, og efter de flyttede derfra, kom de tit tilbage.

”Til sidst kunne de dog ikke holde ud at komme der mere, fordi det var så hårdt at se de to fronter trukket så stærkt op. Vi har jødisk blod i familien, og det har været smertefuldt at opleve, hvordan efterkommerne af en befolkning, der har været genstand for så voldsomme uddrivelser og folkedrab, rent faktisk kan etablere noget, der mest minder om et apartheid-lignende samfund.”

Fra mest at have kendt Israel og israelere i barndommen og i de forma­tive ungdomsår krydsede hun på en af sine første tjenesterejser som menneskeretsjurist i 1995 grænsen over til palæstinenserne i det israelsk besatte Gaza.

”Jeg husker en mand, der var tortur­offer. Inde i en af de flygtningelejre af betonblokke, som udgør det meste af Gaza, inde i et lillebitte rum med otte børn og konen sad han. Han var simpelthen blevet psykotisk af torturen og sad bare og rokkede mekanisk frem og tilbage,” siger hun.

”Hans kone smed en masse iturevet tøj foran mig: ’Israelerne har banket min mand, og nu banker han børnene og mig’. Volden og torturen, som både israelere og palæstinensere står for, havde forplantet sig ned igennem familien. Og der kom jeg som nyuddannet jurist med store blå øjne. Det var simpelthen et slag,” fortæller hun.

Historierne gør ondt

Historier som disse myldrer frem, når Therese Rytter taler om sit arbejde. Voldtagne piger, lemlæstede kroppe, fødende kvindelige fanger lænket fast til barselssengen.   

”Historierne gør ondt at høre. Og så kommer man altid hjem og skal omstille sig til den her verden, hvor folk står på en perron og brokker sig over, at toget er tre minutter forsinket. Det lyder groft, jeg ved det. Men jeg tror, det gælder for mange, der skal krydse en så dyb afgrund imellem to verdener. Og så sker der alligevel altid det, at jeg to uger senere sikkert selv står og brokker mig over toget,” fortæller hun.

Den del af Therese Rytters verden, der er fri for torturofre og vold, er fyldt med yoga, gode bøger, samt bade- og gåture på stranden, der ligger tæt på familiens hus i nordsjællandske Humlebæk. Men for Therese Rytter forsvinder de hårde oplevelser fra arbejdet ikke. De dukker indimellem op, ofte i drømme med et halvt til et helt års forsinkelse.

”Men arbejdet kræver også en pro­fessionel fernis. For hver gang, jeg går ind i et fængsel eller taler med en kvinde, der er blevet voldtaget, skal jeg ikke bryde grædende sammen, for så er jeg til ingen verdens nytte,” siger hun og tilføjer:

”Den grimme del af det er, at når vi har været inde i et fængsel og debriefer om aftenen, så udvælger vi de groveste cases. Vi begynder at graduere. Selvfølgelig fordi vi skal bruge de cases i arbejdet, når vi skal dokumentere torturen over for regeringerne, men de andre overgreb har vi en tendens til at glemme. Og det bør man ikke – hvert eneste overgreb er et overgreb i sin egen ret.”

Man lukker øjnene

”Nu gider jeg ikke høre mere af det humanioraævl!” lyder en stadig mere taktfast indvending fra sønnen, når der tales om politik og samfundsforhold rundt om middagsbordet. Her doserer Therese Rytter, hvilke dele af sit arbejde hun beretter om. Den rå, ucensurerede version får kun hendes mand, Jens Elo Rytter, med hvem hun igennem årene har haft et intellektuelt parløb. De to har på hver deres måde engageret sig i debatterne om fremtidens retsorden, hun fra et NGO-perspektiv og han som juraprofessor.

Derfor slår den globale samtale om menneskerettighederne også nogle gange ned hjemme i stuen. Især skabte det privat postyr, da Jens Elo Rytter i et dagblad slog til lyd for, at den kritik af konventionerne, som blandt andet er indskrevet i regeringsgrundlaget, kan ses som ’et demokratisk korrektiv’ til en konventionsbaseret retsorden, som ikke længere nyder folkelig opbakning.

”Den gjorde os en smule uvenner,” siger hun i dag med et skævt smil. ”Der er selvfølgelig noget rigtigt i det, men omvendt mener jeg, at det vil have så stor en pris, hvis vi ruller konventionerne tilbage. Hvis vi begynder at ræsonnere, at vi godt kan sende folk tilbage til Afghanistan eller Irak – måske bliver de udsat for tortur, men det er ikke vores ansvar – så lukker man øjnene, og det er et skråplan, menneskeligt set.”

Smartphones i torturkamre

Når Therese Rytter skal gøre det store humanitære regnestykke op, peger nogle ting dog i en positiv retning. Stater som Myanmar, der tidligere stod uden for verdenssamfundet, har åbnet op for samarbejde på men­neskerettighedsområdet. Og efter det Arabiske Forår har Tunesien reformeret sit retssystem og griber nu mere håndfast ind over for politiets tortur.

Kampen mod tortur er i det hele taget blevet mere synlig. Man har indført det globale FN-overvågningssystem OPCAT, som skal sikre, at uafhængige instanser uanmeldt kan inspicere steder, hvor mennesker frihedsberøves. Endelig har kommunikationsmidler som smartphones, der smugles ind i fængsler, bragt en ny åbenhed ind i torturkamrene. Nettet og sociale medier flyder i dag over med tortur, overgreb og sågar henrettelser, der i sidste ende stiller myndigheder til regnskab.

Alligevel er Therese Rytter bekymret for konventionernes fremtid.

”Forpligtelsen på en international retsorden står sin prøve i de her år. For hvis vi ruller konventionerne tilbage og i særlige tilfælde accepterer torturformer som waterboarding, er det en glidebane, som i sidste ende kan underminere det absolutte forbud mod tortur. Og retten til ikke at blive tortureret er en af de få fundamentale rettigheder – simpelthen det, der adskiller os fra barbari. Vi er ikke dyr, vi er mennesker.”

Hvordan ser du konventionernes betydning i en Trumpsk verdensorden med konventionskritik og frem­voksende illiberale styrer?

”Kolossal stor betydning. Vi har altid haft autoritære regimer, der har stået uden for den internationale retsorden, og så har vi haft de libe­rale stater, der har forpligtet sig på menneskerettighederne. Men i dag stiller mange vestlige regeringer jo spørgsmål ved konventionernes berettigelse,” siger hun og tager en dyb indånding:

”Men jeg kan ikke se alternativet. For sagen er, at hvis du begynder at genforhandle konventionerne, så er det jo ikke kun Danmark, der vil have fx retten til familieliv genforhandlet. Så vil autoritære stater agitere for, at ytringsfriheden skal begrænses yderligere, og at tvangsarbejde og korporlig afstraffelse skal lovliggøres. Det vil indebære et alvorligt indhug i de rettigheder, som verdenssamfundet efter Anden Verdenskrig har kæmpet hårdt for at etablere, og i sidste ende vil vi alle betale prisen – en ringere beskyttelse af ethvert menneskes frihed og værdighed.”


DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur er en selvejende institution med godt 120 ansatte, som finansieres af forskellige bidragydere med Udenrigsministeriet som den største. Indsatsområderne er behandling, forskning, international udvikling og fortalervirksomhed, og instituttet er repræsenteret i over 20 lande.