Næste gang du skal søge job, så burde du måske overveje at lægge hovedparten af din energi i et gennemarbejdet CV. 80 procent af arbejdsgivere læser nemlig CV’et først, og halvdelen af alle arbejdsgivere læser ikke engang ansøgningen, hvis de ikke synes, at CV’et er interessant. Det viser Rekrutteringsanalysen 2017 af firmaet Ballisager.

Det overrasker ikke chefkonsulent i Djøfs Rådgivningscenter Simone Lundgaard. Hun rådgiver medlemmer om, hvordan de kan forbedre deres CV og ansøgninger, og hun kan godt forstå, at arbejdsgiverne lægger mest vægt på CV’et.

”Der kommer generelt rigtig mange ansøgninger til stillingerne, og gennem CV’et kan man hurtigt danne sig et overblik over, om kandidaten er relevant eller ej. Det er selvfølgelig ærgerligt, fordi mange bruger rigtig meget krudt på ansøgningen, men tingene er bare anderledes i dag,” siger hun.

Glem standard CV’et

Ifølge Simone Lundgaard er den vigtigste ting, man kan gøre for at sikre sig, at CV’et er interessant for arbejdsgiveren, at målrette sit CV til virksomheden.

”Alt for ofte ser jeg, at man har et standard-CV, som man sender rundt til alle arbejdsgivere. Mit råd til jobsøgende er, at man skal nærlæse stillingsopslaget og overveje, hvilke arbejdsopgaver eller fag fra uddannelsen, man skal fremhæve,” siger hun.

Det betyder ifølge Simone Lundgaard, at man skal fremhæve de punkter, der er mest relevante for den stilling, man søger. Og selvom det lyder banalt, så skal man uddybe ens arbejdsopgaver på tidligere stillinger, da arbejdsgiveren ikke nødvendigvis kan afkode, hvilke opgaver og ansvar man har haft baseret udelukkende på en titel,” siger hun. 

Ingen ideel kandidat

Mange nyuddannede vil ofte have en oplevelse af, at de ikke har nok erfaring til at søge en stilling, fordi jobopslaget er fyldt med krav, man ikke føler, at man kan leve op til. Men det skal man ikke lade sig afskrække af, mener Simone Lundgaard.

”Det er næsten aldrig muligt for nogen at matche stillingsopslaget en til en, så man skal bare huske på, at et stillingsopslag er en ønskeliste, og at den perfekte kandidat ikke findes,” siger hun.

Og så skal man ifølge Simone Lundgaard forsøge at slutte fred med, at man ikke kan få alt med i et CV, og at det er vigtigt at prioritere sine kompetencer og erfaringer.

”Accepter, at man ikke kan vise det fulde billede af en selv i en CV og ansøgning. CV og ansøgning skal vise, at man kan løse opgaverne. Til samtalen finder man ud af, om der også er et match på personligheden.”

På djoef.dk kan du læse mere om, hvordan du skriver det gode CV.