Det er faktisk sådan, at din arbejdsgiver ikke må spørge, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men til gengæld kan de oplysninger, som du i al fortrolighed har delt med din læge eller psykolog, havne på din arbejdsgivers bord.

Det slår en Højesteretsdom fra i år fast. Det samme gør en afgørelse fra Ankestyrelsen, der blåstemplede kommunes beslutning om at give arbejdsgiveren aktindsigt i medarbejderens såkaldte statusattester fra læge og psykolog, hvor det fremgik, at hun havde et anstrengt forhold til chefen. Kort tid efter blev hun fyret.

Højesteretsdommen handlede om en medarbejder, hvor en arbejdsgiver via aktindsigt fik kendskab til, at medarbejderen afviste af få psykofarmaka-behandling.

Bagdørsmanøvre

René Óli Rasmussen, chefkonsulent i Djøf kalder det for en ’bagdørsmanøvre’, når arbejdsgiver kan komme i besiddelse af de ellers fortrolige oplysninger, en medarbejder har haft med dem, der gerne skulle hjælpe ham eller hende til at komme ovenpå.

Han forklarer, at det sker via kommunen. I forbindelse med udbetaling af sygedagpenge kan kommunen bede fx lægen eller psykologen om en statusattest på en borger, som kan bruges til at vurdere sygeforløbet eller den sygemeldtes mulighed for at vende tilbage til jobbet. Og siden kan arbejdsgiver altså bede om aktindsigt i attesterne.

Hvad tør du sige til lægen? 

Ifølge René Óli Rasmussen er der risiko for, at arbejdsgiver får aktindsigt i medarbejderens statusattester, når arbejdsgiver har søgt dagpengerefusion. Det skyldes, at arbejdsgiver bliver part i sagen, når kommunen udbetaler sygdagpengerefusionen.

I sagen fra både Højesteret og Ankestyrelsen lød det, at formålet med aktindsigten var at undersøge, hvornår medarbejderen kunne vende tilbage til arbejdet. Og i begge sager blev medarbejderen fyret.

René Óli Rasmussen fortæller, at Djøf i flere tilfælde er blevet kontaktet af medlemmer, der har læst om Højesteretsdommen, og derfor var nervøse for, om deres arbejdsgiver kunne bede om aktindsigt i deres samtaler med lægen.

Men hvad er dit råd så til medlemmerne – skal de holde mund oppe hos lægen?

”Det er dybt problematisk, at man overhovedet skal have de overvejelser. Men det vigtigste er, at de kommer i bedring og kommer videre. Det kan dog desværre være en god idé at tænke over, hvordan man lægger ordene oppe hos lægen.”

Ifølge Avisen.dk er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen nu på vej med et udspil til en lovændring, der skal begrænse arbejdsgivers mulighed for at få aktindsigt i medarbejders sygedagpengesager. Han vil dog endnu ikke konkretisere indholdet af lovændringen.