Line Dahl Pedersen lagde ud med en helt traditionel jobsøgningsstrategi, da hun blev ledig: Hun gennemtrawlede opslåede stillinger, valgte ud og sendte ansøgning og cv.

Men hun ændrede dog hurtigt taktikken. Hun designede en jobsøgnings-post og lagde den på LinkedIn.

”Det var helt anderledes motiverende,” siger Line Dahl Pedersen. 

Det motiverende lå i, at fra det øjeblik, hun postede sit opslag, kunne hun se det blive spredt vidt og bredt i løbet af ingen tid. På bare et par uger havde 24.000 forskellige personer haft hendes jobsøgningsopslag fremme på deres skærm. 370 havde været inde på hendes profil, og samtidig fik hun mange likes og positive kommentarer. Og inden der var gået tre uger, var hun startet i nyt job.

Her er Line Dahl Pedersens LinkedIn-post:

Foto: Privat

Gik først den slagne vej

Line Dahl Pedersen blev ledig i december, og den 2. januar gik hun i gang med at søge job. 

”De første to uger satte jeg mig ved computeren hver morgen og søgte, hvad der var af opslåede job.”

Men det var en ensom envejskommunikation, og det lå i baghovedet af Line Dahl Pedersen, at hun måtte aktivere sit netværk, hvis der skulle ske noget. 

Hun havde været på et LinkedIn-kursus i Djøf og havde i flere år brugt tid på at opbygge og pleje sin LinkedIn-profil. Hun var næsten nået op på 1.000 kontakter. Og dem ville hun sætte i spil nu. 
Derfor designede hun ovenstående opslag i PowerPoint.

”Jeg har set mange andre opslag, hvor der kun var tekst, og som nok drukner lidt i mængden. Derfor forsøgte jeg at gøre det appetitligt med foto, farver og opdelingen i fire felter, så man hurtigt kunne aflæse, hvad jeg kan tilbyde, og hvilket type job jeg gerne ville have. For i modsætning til fx en bygningskonstruktør kan det være svært at sætte sig ind i, hvad det egentlig er, en cand.merc.er kan.”

Line Dahl Pedersen betalte for en Premium Konto hos LinkedIn, hvilket bl.a. betød, at hun kunne se og få direkte kontakt til dem, der havde været inde og besøge hendes profil, efter at hun havde postet sit opslag. 

Hun sorterede i dem og fandt frem til seks-syv stykker, som hun skrev til. Hun kom i dialog med alle på nær én og blev kaldt til samtale tre steder. Og hun blev selv kontaktet af én af dem, der havde været inde og se hendes profil – en tidligere kollega fra Microsoft.

Og sådan fik hun jobbet. Den 1. februar startede hun i IT-virksomheden Crayon som market specialist i salgsafdelingen.

Line Dahl Pedersens LinkedIn-tip til dig, der er jobsøgende:

Opdater din profil med telefonnummer og e-mail, så interesserede, der ikke selv har en Premium-konto, nemt kan komme i kontakt med dig.
Skriv en post, der er:

  • Overskuelig
  • Let forståelig
  • Konkret – hvad er det, du kan tilbyde, og hvad er det, du gerne vil
  • Fængende – brug billede og farver eller andet som blikfang

”Og sidst, men ikke mindst, synes jeg, det er god stil at sige tak og informere sit netværk, når man har fået et job. Det gjorde jeg, og det gav igen en masse positiv respons fra netværket, og samtidig gjorde jeg reklame for min nye arbejdsplads,” siger Line Dahl Pedersen.

Er man i job, kan det selvfølgelig være problematisk, hvis man er på åbenlys jobjagt. Men her kan man igen tænke kreativt og gøre brug af sit netværk, lyder rådet fra Line Dahl Pedersen.
”Du kan få en god ven eller tidligere kollega til at poste for dig: ’Min tidligere og meget dygtige kollega er på udkig efter, og hun kan tilbyde xxx.’”