Da Helle Thorning-Schmidt i 1987 – to år efter sin studentereksamen – skulle vælge studium, overvejede hun både biologi og statskundskab.

Men så fandt hun ud af, at rusturen på biologi gik med at ligge i telt og rode rundt i en å iført waders. Og da hun samtidig en sen aften gik forbi statskundskabernes institut i Rosenborggade, gav valget sig selv. Derinde var der gang i en kæmpefest.

”Politikken og festerne vandt,” skriver den tidligere statsminister i en ny bog, som udkommer i næste uge i anledning af, at statskundskab på Københavns Universitet i september har 50 års jubilæum (læs mere om bogen under denne artikel).

Fra revolution til reform

Den unge Helle mødte op på et fag i en brydningstid – i overgangen fra det teoretiske samfundsfag til det pragmatiske forvaltningsfag med studerende med høje gennemsnit og åbenlys lyst til job i centraladministrationen.

”Det var revolutionen, der mødte reformismen,” skriver Thorning-Schmidt.

De gamle bannere fra 70´ernes slagsmål mod statsfascisten Ritt Bjerregaard – hun indførte adgangsbegrænsning til faget – lå stuvet væk oppe på loftet. Men studiet var stadig præget af et basisdemokrati for fuld udblæsning. Al ledelse var bandlyst som borgerligt og hierarkisk, og der kørte stadig ’grundskoling’, hvor ældre studerende underviste de engagerede i marxismens forskellige skoler, fortæller den nu tidligere statsminister.

Selv kastede hun sig ind i det hele, blev tutor, medlem af caféudvalget – og formand for studienævnet med de uendelige kampe om, hvilke kurser der skulle udbydes, og med hvilket pensum.

Habermas, Giddens og gruppeeksamen

Men virkeligheden sneg sig mere og mere ind på statskundskab og også på den unge Helle. Hun blev opslugt af international politik og efter murens fald af EU.

Dét, der især står tilbage for hende i dag – udover festerne, studenterpolitikken og vennerne for livet – er dog gruppearbejdet og gruppeeksaminerne.

”Noget af det første, vi gjorde som regering, var at genindføre gruppeeksamen,” pointerer hun.

Og så var det læsningen af to af vor tids store sociologer, Jürgen Habermas og Anthony Giddens.

”Du skal dykke helt ned i teoretikerne for, at du kan komme op til overfladen igen med en evne til at se de store linjer,” skriver hun.

De ydmyge djøfere

I dag taler man som bekendt om en djøfisering eller ’statskundskabifisering’ af Christiansborg.

”Jeg kan sagtens følge dem,” skriver en anden af bogens mange bidragsydere, Sofie Carsten Nielsen, tidl. radikal minister og statskundskabsstuderende i 90´erne.

”Vi politikere må ikke alle komme til at ligne hinanden. Men mange af os er i studiet, fordi vi brænder for samfundet – og dermed også for politik. Men vi skal repræsentere borgerne, ikke en bestemt faglighed, uanset om vi vælger at arbejde i administration eller politik,” skriver hun.

Helle Thorning-Schmidt slår fast, at dét at tage en uddannelse i statskundskab og få en privilegeret rolle i samfundet forpligter over for dem, som ikke fik en fin uddannelse, men gennem deres arbejde var med til at betale for andres lange uddannelse.

”Noget af det, jeg har taget med fra mit studie, er derfor også et blik for, at verden kan se meget forskellig ud alt efter, hvor man ser den fra. Det giver en ydmyghed. Og det er vigtigt, hvis man på den ene eller anden måde ender med at tage beslutninger, som betyder noget for mange mennesker,” skriver hun.

Hold øje med dem, som ikke siger så meget

Brian Mikkelsen, tidl. konservativ minister, afleverede speciale på statskundskab – om lukkeloven – i september 1994. Tilfældigvis samme dag, som der blev udskrevet valg til det folketingsvalg, hvor han selv blev valgt ind første gang.

”Rigtig meget af det, jeg havde lært på studiet, kunne jeg bruge som ungt folketingsmedlem. Det gav nogle kolossalt gode redskaber i en for mig helt ny verden.”

Karen Hækkerup, tidl. socialdemokratisk minister, nu adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, citerer i sit bidrag i bogen en af sine gamle undervisere, ’vistnok Tim Knudsen’, for at have sagt, at ’dem, der taler meget, ofte er dem, der er politisk interesserede, men dem, der sidder stille og lytter, ender med at have fat i den lange ende, for det er dem, som senere bliver embedsmænd’.

Dengang studsede hun, for politikerne har jo magten.

”Men som med så meget andet blev min viden senere noget mere nuanceret,” skriver hun i bogen.

 

Jubilæumsbogen om statskundskabs første 50 år

Statskundskab på Københavns Universitet fylder 50 år i år, og i næste uge udkommer en jubilæumsbog, hvor 40 personer bidrager med hver deres tidsnedslag og vinkel på fortællingen om de 50 år.

De tager os med til det hele fra 1965 til 2015.

Vi er med på lærermødet i 1974, hvor de fastansatte forskere kun med stor betænkelighed beslutter sig for et prøvemedlemskab af European Consortium for Political Research (ECPR), og vi er med, da instituttet i foråret 2015 bliver placeret som nr. 1 Skandinavien, nr. 8 i Europa og nr. 30 i verden af QS World University Ranking for Politics.

Der er personlige alumne-fortællinger fra den første studerende i september 1965, hvor der kun var syv forskningsansatte, til studielivet anno 2015 med fremdriftsreform, fjerne forskere – nu er der 78 fastansatte – og feedback.

Mellem disse to yderpunker får vi en perlerække af nedslag. Ikke mindst er fortællingerne om 70´erne, hvor instituttet bliver højborg for den marxistiske studenterbevægelse med tilhørende endeløse debatter og kampafstemninger i studienævnet om pensum, interessant nyere historisk læsning.

Det er perspektiveringerne af 70´ernes studiemiljø i eftertænksomhedens klare lys også.

”Fagets studerende ville arbejderklassen det bedste, men deres måde at tale på og en del af det, der i øvrigt foregik i og omkring undervisningen, skræmte samme arbejdsklasses børn væk,” skriver fx den tidligere studerende, Henrik Jensen, som kom fra et arbejderkvarter på Amager – og som selv skiftede til statskundskab i Aarhus, hvor der var mere styr på tingene.

Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør på Politiken, læste hovedfag på statskundskab i årene 1979 til 1987. Han betror os: ”Den dag i dag ærgrer jeg mig over, at vores højt besungne kritiske sans dengang var så ringe, at vi først sent på vores studier fik øje på den bimlende metafysik i universitetsmarxismen.”

Da firserne rinder ud, skifter tiderne. De studerende bliver efterhånden mere optaget af at forbedre samfundet end at forandre det, som bogens redaktør, lektor emeritus Lars Bille, så blidt formulerer det.

I 90´erne møder vi glad ungdom, som danser lancier til julegallaen, klæder sig i hvidt til pinsefrokosten og flirter i husbaren Jacques D. (opkaldt efter Jacques Delors, fadder til EUs indre marked), alt imens de på livet løs studerer, studiejobber, dyrker politik og forbereder sig på deres fremtidige karriere.

I samme tiår får instituttets forskere sat gang i en udvikling af disciplinerne international politik, forvaltning og statskundskab, som fører til stadig finere placeringer på ranking-listerne. Denne udvikling, ført op til foråret 2015, beskriver jubilæumsbogen selvsagt også.

 

’Statskundskab 1965-2015. Københavns Universitet’, Lars Bille (red.)

Udkommer 1. september.

Læs også interviewet med institutleder Lars Bo Kaspersen i djøfbladet nr. 13 her.