I forrige nummer af djøfbladet blev der bragt endnu en historie om, hvor forfærdelig ungdommen er. Denne gang omhandler det brugen af computere til forelæsninger, og hvorvidt de studerende bliver distraheret af teknologien i stedet for andægtigt at modtage de vise ord fra forelæseren.

Modsætningen er desværre falsk og udtryk for, at professor Bent Meier Sørensen, der heftigt forfægter standpunktet i artiklen, på sine fagfællers vegne gemmer sig bag et maskinstormerstandpunkt i stedet for at turde opfordre til refleksion og i stedet for at opfordre sine fagfæller til at se indad. Ud fra min, som studerende, efterhånden ganske omfattende erfaring er Facebook kun et problem, når underviseren ikke magter at fange de studerende, hvorimod de undervisere, der formår at fange deres studerende, aldrig har problemet.

Hvis studerende møder kl. 08.15 en regnvåd tirsdag morgen til en seminarlektion om obligationsrettens velsignelser, så startede de i hvert fald med at være motiverede for at lære, for guderne skal vide, at der findes sjovere måder at tilbringe sine morgener på. Opvask og tøjvask er veritable forlystelsesparker i sammenligning hermed. Men alligevel kan de bedste undervisere på Juridisk Fakultet, hvor jeg er indskrevet, tiltrække studerende fra flere hold, og hos dem er der altid fyldte sale og opmærksomme studerende.

Fem løsningsforslag

Der er ingen tvivl om, at koncentrationen kan smutte hos selv den mest opmærksomme elev, men det er altså ikke nyt. Og enten har de gamle professorer fortrængt deres egen studietid, eller også lever de i fantasiens land, hvis de ikke erindrer, at også deres koncentration til tider svigtede, når de fik øje på hende den kloge og flotte brunette på rækken foran eller dagdrømte sig væk til en simplere hverdag.

Og når en professor i 2015 i ramme alvor opfordrer til at forbyde brugen af computere til undervisning, så handler det ikke længere om de studerendes bedste. Det er maskinstormerisme og et udtryk for, at han fuldstændigt har glemt, hvordan studietiden formede sig for ham selv.

Løsningerne ligger heldigvis ligefor:
(1) Inddrag i højere grad eksterne lektorer, der er motiverede for at formidle, i stedet for at tvinge forskere, der ser formidlingen som en sur pligt.

(2) Tving underviserne på kursus og acceptér, at formidling er et håndværk, og at en kandidat eller ph.d. ikke nødvendigvis gør dig til svend.

(3) Evaluer benhårdt og opsig undervisere, der ikke magter at fange deres studerende. Hvis formidling er dit job, så er det også din væsentligste faglighed

(4) Indret eksaminerne, så de kræver, at man har deltaget i timerne. Kombinér mundtlige og skriftlige eksaminer, og tving de studerende til deltagelse i stedet for at bruge eksamensformer, der opfordrer til, at man alene læser op i slutningen af semesteret.

(5) Stil krav til de studerende, kræv inddragelse, og klæd underviserne på til at kræve debat og gensidighed i timerne.

Men den slags nuancer er det åbenbart for meget at kræve af professoratets fremmeste.