Smartphones er en af de ting, der går folk mest på nerverne på danske arbejdspladser. Vi tjekker gennemsnitligt vores smartphone 150 gange om dagen, og den tabte opmærksomhed og kollegaers evigt flakkende blikke, når de lige skal tjekke mail, sms og Facebook, er så frustrerende, at det kan gå ud over sammenholdet og produktiviteten.

Forbud mod smartphones

På Energi Syd i Esbjerg har ledelsen taget konsekvensen og indført forbud mod smartphones til vigtige møder.

“Det er afgørende, at alle ikke bare er fysisk, men også mentalt til stede. Det er forbudt at læse sms’er og mails under mødet, og det betyder, at vi i reglen er i stand til at gennemgå alle aspekter af virksomheden i løbet af 45 minutter,” siger Ole Fruekilde, der er koncerndirektør for Energi Syd Energi & Klima.

Det er hans oplevelse, at både ansatte og lederkollegaer trives med smartphone- forbuddet. Han er selv blandt dem, der bliver stærkt fortørnet, når han til møder uden for huset oplever, at mødedeltagerne ofrer deres smartphone mere opmærksomhed end mødet. 

Det er irriterende

Danske undersøgelser viser, at kollegaers smartphone og mobil adfærd er noget af det, der irriterer flest. En mere omfattende undersøgelse fra USA afslører, at hele 75 procent finder brug af smartphone på arbejdspladsen stærkt provokerende. Det irriterer især ældre, kvinder og højtuddannede i en grad, så frustrationen kan hæmme produktiviteten på arbejdspladsen og skade yngre ansattes karriere.

“Yngre er mere tolerante over for brug af smartphones, men de skal passe på, for deres karriere afhænger ofte af ældre ledere, der ikke er lige så overbærende over for smartphones,” siger Peter W. Cardon fra USC Marshall School of Business i forbindelse med undersøgelsen. 

Spild af tid

Men samtidig lever vi i et 24/7 samfund, hvor fritid og arbejde er smeltet sammen. Selv om det også betyder, at vi tjekker Facebook i arbejdstiden, er konsekvensen først og fremmest, at de arbejdsmails, der ikke bliver tjekket under langtrukne møder, i stedet er nogle, man skal tage stilling til, når børnene er lagt i seng. Blandt andet derfor mener lektor på Aarhus Universitet, Ib Ravn, der forsker i mødekultur, at et forbud mod smartphones til møder reelt er et forbud mod symptomerne på et elendigt møde. Ifølge ham består mange møder af folk, der er tvangsindlagt til at høre lederen orientere om ting, der ikke angår dem. Han kalder Smartphones for vor tids kruseduller.

“Ledere og kollegaer, der synes mødet er vigtigt, kan blive voldsomt forargede over, at en tredjedel ikke synes det samme. Men man kan ikke være forarget over, at andre ikke synes, noget er relevant. Det er forældet at tro, man kan kræve folks opmærksomhed. Det er lederens ansvar at sørge for, at alle, han har indkaldt til mødet, oplever, at det er relevant, at de er der. Hvis mødet er spild af tid, behøver man ikke længere tegne kruseduller, men kan i stedet gøre noget fornuftigt som at få styr på sin indboks og besvare sms’er,” siger Ib Ravn.