Jeg fanger Pernille Aalund på telefonen. Der er gået nogle dage, siden jeg mailede hende mit CV og spurgte, om hun havde 10 minutter til at møde mig. Men der er vist nødvendigt at ringe, hvis jeg vil have Allers innovationsdirektør i tale.

Der er hul igennem ved første forsøg:

“Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe, men jeg får to-tre henvendelser af din slags om dagen,” siger Pernille Aalund med en lille smule træthed i stemmen.

Alligevel tager hun sig tid til at tale med mig.

”Giv mig lige dit navn”

Pernille Aalund forklarer, at de lever af at vurdere nye idéer i hendes afdeling og skaffe kapital til de mest levedygtige. Skrivende medarbejdere - hvilket er den kompetence, jeg har solgt mig selv på - bruger de slet ikke.

Men det gør de i resten af Aller-huset. 

“Tror du, at jeg får noget ud af at ringe rundt til alle redaktionerne?” spørger jeg, inden vi lægger på.

“Nej, de har alt for travlt”.

Hun foreslår, at jeg sender nogle konkrete idéer til artikler. Det handler om at få redaktøren til at tænde på en idé, så er det sværere at sige nej, siger hun og afslutter med et:

“Giv mig lige dit navn alligevel”.

Hallo, jeg findes

En mandag i januar bliver det første afsnit af min ‘jobsøgningsdagbog’ publiceret på djoefbladet.dk. Det er fedt med alle de opmuntrende kommentarer. 

Trafikken på min LinkedIn-side vokser også markant, og jeg får fornemmelsen at have bevæget mig ud af ledigheds-Bermudatrekanten. Derinde, hvor man forsvinder og bliver usynlig for arbejdsgiverne.

Humøret stiger yderligere, da jeg modtager denne besked via LinkedIn fra et mindre PR-bureau i København:

“Hej Charlotte. Har læst artiklen i Djøf om dig. Ring til mig, vi vil meget gerne have en snak med dig :-)”

Et jobtilbud? Fantastisk!

Næste formiddag mødes jeg med ejeren af bureauet og en seniorkommunikationsrådgiver, som fortæller, at hun selv fik job i branchen for længe siden ved at sætte en annonce i Børsen. De fortæller også om et nyt projekt, som åbner for en ledig stilling og tilføjer:

“Normalt ville du slet ikke komme i betragtning”

Ikke uvenligt. Bare konstaterende, fordi jeg ikke har en PR-baggrund. Til gengæld synes de, at jeg har udvist en vis portion drive ved at fortælle om min jobsøgning i djøfbladet.

Vi taler om, at jeg muligvis kunne blive ansat med løntilskud og aftaler at tale sammen efter weekenden.

Kan du starte i morgen?

Om mandagen er jeg forbi Magistrenes A-kasse for at få afklaret mulighederne for en ansættelse med løntilskud. Det viser sig at være lidt bøvlet, fordi jeg snart overgår fra dagpenge til arbejdsmarkedsydelse.

Da jeg kommer ud, ligger der en besked på telefonsvareren fra Djøf. De har måske et vikariat, hvis jeg er interesseret? Et rigtigt job - til en rigtig løn.

Da jeg ringer tilbage, står det klart, at det skal gå stærkt. Kan jeg mødes til kaffe senere i dag? Ja, tak meget gerne.

Vikariatet viser sig at være i Djøfs afdeling for Public Affairs med start nu og frem til d. 1. juni, og jeg får mulighed for at kombinere min statskundskabsbaggrund med at skrive.

Jeg lover at give besked næste dag. Først skal jeg lige tale med pr-bureauet.

Rigtigt job forude

Det er en ny og glædelig situation at have to potentielle jobs på hånden, og jeg sender en telepatisk tak til djøfbladet, som foreslog mig at skrive om min “utrættelige” jobsøgning.

Samtidig skal det gå lidt stærkt med at træffe en beslutning. Jeg vælger at gå efter det rigtige job hos Djøf, hvor jeg optjener dagpengeret og allerede kender flere medarbejdere fra min tid som praktikant på djøfbladet.

“Så må vi ikke håbe, at du står uden job igen til sommer”, siger ejeren af pr-bureauet, men ønsker mig alligevel held og lykke, da jeg ringer og fortæller om vikariatet hos Djøf.

Nej, det håber jeg heller ikke.

Next stop 9-17

Næste dag går jeg ind på jobnet.dk og afmelder mig som ledig. Det er en fed fornemmelse!

Tænk, hvad der kan ske på en uge. Efter lang tids stilstand har jeg pludselig et vikariat og en aftale om at møde på job i morgen kl. 9.30:

”Bare meld dig i receptionen, så kommer jeg ned og henter dig”.

Selvfølgelig skal jeg i gang igen, så jeg ikke risikerer at tilbringe endnu en sommer med at ringe rundt til Danmarks badehoteller. Men lige de næste par uger vil jeg bare nyde at arbejde og holde fri, når jeg kommer hjem.

Og så starter næste runde.

 

Vi nåede – heldigvis – kun to kapitler i Charlottes dagbog i denne omgang. Nu er hun i midlertidigt job. Fremtiden må vise om der bliver brug for flere kapitler i føljetonen. red.