I tre uger har Mikkel Pii Olesen gjort rent om natten i Bilka og Magasin, spulet tarmrensningsmaskiner på et svineslagteri i en ulidelig stank, og han har støvsuget og skrubbet toiletter på en Scandlines-færge.

Den 26-årige cand.merc. i økonomisk markedsføring var blandt de bedste på sin årgang. Efter en bachelor med middelkarakterer fik han det første 12-tal, og så gik der sport i det. For pludselig havde Mikkel Pii Olesen en chance for at komme i spil til en eftertragtet graduate-stilling i en stor dansk virksomhed, hvor det typisk kun er dem med de højeste karakterer og det bedste CV, der har en chance.

Og han har været i spil til en række graduate-stillinger i store danske virksomheder, og han har været tæt på målet flere gange.

Talent-gengangere

Under ansættelsesforløbet hos de forskellige virksomheder mødte Mikkel Pii Olesen de samme ansigter igen og igen. Talenterne – dem med det højeste snit.

”Der går også noget prestige i det, for det er jo godt at have stående på sit CV, at man har været igennem et graduate-program. Men selv om jeg har et relativt højt snit, er det ikke nok til at kunne vælge og vrage.”

Mikkel Pii Olesen kalder sig selv en assessment-haj. For der bliver gået grundigt til værks, når virksomhederne skal finde kandidater til deres graduate-programmer. Samtaler, case-opgaver, løsning af dilemmaer i grupper under overvågning, samtaler igen og så en lang række tests.

”Jeg er blevet testet i hoved og r..,” som han siger.

Han kom gennem  et nåleøje

Mikkel Pii Olesen kom igennem nåleøjet hos ISS, hvor han som den ene af fem danskere er blevet ansat som management trainee. Og på trods af akademikergrad og sublime karakterer er han altså startet helt fra bunden med rengøring.

”Efter ti dages nattearbejde i Bilka tænkte jeg: ’Hvad er det, jeg er gået ind til, her render jeg rundt til akademikerløn og gør rent’.”

Men det giver faktisk rigtig god mening, synes han.

”Folk tænker ikke rigtig over, at der er rent, men de skal nok sige til, hvis der er beskidt.  Det er hårdt arbejde og egentlig også ret utaknemmeligt. Så man kan ikke bare sidde inde på et kontor og kloge sig uden at kende noget som helst til dem, man eventuelt kommer til at blive chef for. Hvordan motiverer man ellers dem, der i hverdagen rent faktisk kan stå i lort til anklerne, og som ikke går op i ISS’ mission og vision?”

Mikkel Pii Olesen føler sig som noget særligt, ikke på den selvfede måde, men fordi han og de andre graduates bliver behandlet så godt.

”Jeg er ekstremt stolt og enormt beæret. Jeg føler mig så privilegeret. Vi får en fin løn, alt bliver planlagt for os, vi kommer rundt i mange forskellige afdelinger, og til foråret kommer vi til udlandet for at arbejde.”

Graduate-programmet i ISS er målrettet kommende ledertalenter. Så når Mikkel Pii har været gennem sit graduate-forløb, går vejen formentlig mod ledelseslaget.

”Hvis jeg gør det godt og griber mulighederne, kan jeg i princippet få ledelsesansvar for rigtig mange mennesker allerede efter sommerferien næste år.”