Der skal skaffes 10.000 nye akademikerjob fra nu af og hvert år de næste tyve år. Ellers kan arbejdsmarkedet ikke opsluge alle nye, unge akademikere, som vil komme ud fra universiteterne.

Det har Akademikerne – hovedorganisation for 313.000 djøfere, magistre, ingeniører, psykologer, arkitekter, læger med flere – regnet sig frem til.

Derfor er Akademikernes bestyrelse gået i gang med et større diskussions- og analysearbejde: Hvad skal der ske med de 10.000 ekstra akademikere om året?

Rekordhøjt optag og rekordhøj dimittendledighed

”Vi er nødt til at diskutere, hvad vores svar er, når vi bliver spurgt af journalister og andre, hvordan rekordoptag på universiteterne hænger sammen med rekordhøj dimittendledighed blandt stort set alle ac-faggrupper på nær lægerne,” siger Ingrid Stage, konstitueret formand for Akademikerne frem til 1. januar.

Hun afviser, at dimensionering – altså skærpet adgangsbegrænsning – er vejen frem.

”Det er min personlige holdning, for jeg tror ikke, vi kan gøre det intelligent nok. Der er ingen lette løsninger. Men vi er nødt til åbent at vende alle sten.”

Fra elite til prekariat

Knap 27 procent af en ungdomsårgang kan ifølge Akademikernes beregning i dag forvente at få en kandidatgrad. Dermed er regeringens 25 procents målsætning allerede nået og lidt til.

I nogle kredse er man begyndt at tale om prekariatet – en fordanskning af det engelske udtryk precarious (usikre) work relations.

Der hentydes til risikoen for et voksende segment af unge og yngre akademikere, som aldrig får et fast job, eller et job, hvor de ikke bruger deres uddannelse – og får en tilsvarende lav løn. Eller kun får et deltidsjob.

Kort sagt: I fremtiden er en universitetsuddannelse ikke nogen sikkerhed for noget som helst, lyder det.

Vi må ikke stikke de unge blår i øjnene

Ifølge Akademikerne skal antallet af akademikerjob fordobles i løbet af de næste tyve år, hvis arbejdsmarkedet skal følge med udbuddet, så der ikke opstår øget strukturel akademikerledighed.

Det har kunnet lade sig gøre at fordoble antallet af nye akademikerjob i de sidste tyve år, men kan det også lade sig gøre de næste tyve?

Ingrid Stage er ikke sikker.

”Vi må i hvert fald ikke stikke de unge blår i øjnene. Vi er nødt til at sige til dem, at de skal være klar til at tage de stød, der kommer. De skal være robuste og ikke falde ned i et sort hul og opleve sig som fiaskoer, fordi det ikke går, som de drømte om.”

Når over hver fjerde i en ungdomsårgang fremover får en kandidatgrad, kan vi næppe blive ved med at fastholde, at de alle kan forvente at komme til at tilhøre eliten på arbejdsmarkedet, siger hun lige ud.

Unge djøfere nu hårdere ramt end humanister

For bare to år siden var det de nyuddannede humanister og arkitekter og lignende – og nogle gange sågar også ingeniørerne – der havde den største dimittendledighed.

Men nu er det djøferne med over 35 procent, som ikke har job et år efter eksamen.

Djøf-uddannelserne er populære, og der er blevet oprettet nye studiepladser. På fem år er antallet af nye årlige kandidater steget med 2.000 – fra 4.000 for fem år siden til 6.000 i 2012.

Men Lars Munck, arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, mener ikke, at der bliver optaget for mange studerende på Djøf-fagene.

Det kan kun blive tilfældet, hvis arbejdsgiverne ikke ved deres eget bedste, fastslår han.

”Der er et meget stort jobpotentiale for højtuddannede i de små og mellemstore virksomheder, som jo dominerer den danske erhvervsstruktur.”

Vil se på udlandet

Alle er enige i, at de fleste af fremtidens nye akademikerjob skal skabes i den private sektors små og mellemstore virksomheder.

”Der er plads til mange flere akademikere i de danske virksomheder. Vi halter efter udlandet her,” understreger Ingrid Stage.

Akademikerne vil nu bl.a. kigge på forholdene i andre lande: Hvor og hvordan begynder de unge højtuddannede deres karriere i de private virksomheder? Får de en god start? Hvad får de i løn? Er der nogle, som fortryder, at de tog en lang uddannelse, fordi de ikke bruger den i jobbet?

Djøf har i kølvandet på dimittendkrisen oprettet et helt beskæftigelsessekretariat, hvis hovedopgave er at skabe nye jobåbninger i de mindre virksomheder til ledige djøfere.

Tallene viser, at flere og flere højtuddannede får job i disse virksomheder, siger Lars Munck.

”Virksomhederne øger deres værditilvækst, når de ansætter højtuddannede, de innoverer mere, og de trækker flere andre faggrupper med sig. Så hvis disse virksomheder vil være konkurrencedygtige i fremtiden, er der ingen vej udenom end at løfte kompetenceniveauet.”

Dumt og dyrt ikke at få de unge ud i virksomhederne

Lars Munck er ikke enig med dem, som mener, at vi får et prekariat eller proletariat af akademikere med løse ansættelser og lav løn.

”De er pessimister,” siger han.

Megatrenden er, at de dårligst uddannede i den grad er konkurrenceudsatte og de primære ofre for globaliseringen. Det viser udviklingen de sidste fem år, siger han.

”Men jeg er enig i, at vi risikerer et akademisk prekariat, hvis regering og beslutningstagere ikke tager følgevirkningerne af den økonomiske krise mere alvorligt.”

”Vi har i dag et meget stort ledighedsproblem for vores nyuddannede, som skal løses ved at satse meget mere massivt på jobskabelse, fx i de små og mellemstore virksomheder.

Men han tror, at problemet vil blive taget alvorligt.

For det er både dumt og dyrt ikke at gøre det, siger han.

Fx har AE Rådet i en analyse påvist, at den stigende dimittendledighed gennem kriseårene kommer til at koste samfundsøkonomien i omegnen af 8,5 mia. kr., hvis der ikke bliver sat mere skub i jobskabelsen.