Da den administrerende direktør i kommunikations­bureauet Hill+Knowlton blev generalsekretær i WWF Verdens­naturfonden, spurgte han sin personlige assistent, om hun ville følge med. Det ville hun gerne. Han hedder Bo Øksnebjerg, og hun hedder Lea Rude Kristensen.

Hvad laver du som personlig assistent?

”Jeg er generalsekretærens højre hånd og assisterer ham med WWF-arbejde – både internt i organisationen og udadtil. Jeg er også hans strategiske sparringspartner og hans assistance på møder. Desuden er jeg linket mellem ham og medarbejderne, hvis han er optaget af andet.”

Så det er ikke, fordi du skal lufte hans hund og lave kaffe til ham?

”Det er bestemt ikke et sekretærjob. Jeg er hans assistent, som han altid kan komme til og få input til de beslutninger, han skal tage. Hvis han en sjælden gang spørger mig om noget, der er lidt nederen, så plejer han at beklage, at han gør det. Fx hvis jeg skal hente frokost til ham, fordi han ikke selv har tid.”

Hvor godt kender I hinanden?

”Rigtig godt. Jeg kan bl.a. høre på hans stemme, om han har meget travlt, eller om han har overskud. Det er der ikke mange andre, der kan.”

Hvordan kommer man videre i en personlig assistentkarriere?

”Jeg lærer vildt meget om ledelse og får et 360-graders-billede af hele organisationen ved at være generalsekretærens højre hånd, så det kunne da helt klart være en vej at gå senere – altså ledelse.”

Bruger du din uddannelse i jobbet?

”Jeg har ikke givet slip på min kommunikationsuddannelse, for der er meget kommunikation i min hverdag. Jeg studerede også engelsk, og det bruger jeg en del her i WWF. Så jeg har bestemt ikke studeret forgæves. Jeg har bare fundet en vej, som jeg ikke troede, jeg ville havne på.”

Hvordan er det at skifte til WWF Verdensnaturfonden?

”Jeg har altid haft drømmen om at lave noget mindre kommercielt, som gjorde noget godt for verden. Det er en kliché, men samtidig sandheden. Og det gør vi jo her, hvor vi kæmper for en bæredygtig fremtid, hvor mennesket lever i harmoni med naturen.”