I advokatbranchen er det normalt kun partnere med ’masser af stjernestøv på skuldrene’, der får lov til at gøre det, 31-årige Tanja Lind Melskens gør i dag: Starte, udvikle og lede et helt nyt juridisk team.

Det begyndte, da hun sidste sommer gik ind på advokat og partner Boris Frederiksens kontor med en klar plan: Kammeradvokaten skulle oprette et nyt team med speciale i fintech, altså finansiel teknologi. Og hun havde hjemmearbejdet i orden.

”Jeg vidste, hvilken lovgivning fra EU der var på vej, og jeg havde fulgt med i diverse McKinsey-rapporter med analyser af markedet og den digitale udvikling. Så jeg vidste, at der var en god forretningsmodel i det,” siger Tanja Lind Melskens, der blev uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2012 og fik advokatbeskikkelse i 2015.

Men hun var ikke forberedt på, at mødet med Boris ville blive et vendepunkt i karrieren. Kort tid efter var hun leder af det nye team og har siden da fået mere ansvar end nogensinde.

”Ud fra vores forretningsplan har jeg fået lov til at definere min egen arbejdsrolle. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre, at vores strategi og forretningsplan eksekveres, og det betyder, at jeg både har et stort ansvar, men også meget tillid fra ledelsen,” siger Tanja Lind Melskens.

I dag har hun to primære arbejdsopgaver. Halvdelen af tiden går med at opbygge forretningen: Bygge det rigtige team, skabe netværk og relationer samt brande fintech-teamet. Den anden halvdel går med at bistå kunderne, der spænder fra iværksættere til store finansvirksomheder, der har behov for rådgivning til at håndtere de komplicerede juridiske aspekter ved at indføre ny teknologi i finansverdenen.

”Det er enormt sjovt, men selvfølgelig kræver det også, at man kan leve op til det. Så jeg er ydmyg over for opgaven. Når man får så stor tillid, skal man også vise sig i stand til at håndtere det og ikke være bange for at spørge om hjælp.” 

Svært ved at sidde stille

Du er ung og er allerede nået langt. Har du været meget målrettet?

”Jeg kan godt lide at arbejde som advokat, men omvendt var jeg i lang tid i tvivl, om det var det rigtige for mig. Jeg har utrolig svært ved at sidde stille længe ad gangen og får mange nye idéer til projekter hele tiden. Det var først med min nye rolle, jeg for alvor vidste, hvad jeg skulle satse på.”

Bliver du nogensinde usikker over at have så meget ansvar?

”Nogle gange er jeg selvfølgelig lidt nervøs. Men det faktum, at jeg har erfarne chefer, som sidder 20 meter nede ad gangen, og hvis dør altid er åben, uanset hvor travlt de har, det gør, at man tør lidt mere.”

Nogle gode råd til andre, der vil lancere noget nyt?

”Nummer ét: Start med at lave din research og hav argumenterne i orden – ens analyser skal være gennemarbejdet. Nummer to: Vær meget opmærksom på, hvad virksomhedens strategi er – et nyt projekt skal passe ind. Hvad er det, virksomheden gerne vil opnå, og hvor er vi på vej hen? Og så nummer tre: Gå direkte til dem, der er øverst i beslutningskæden.”

Hvad drømmer du om at opnå nu?

”Vi har nu nået det punkt, hvor vi for alvor får kunder og kan skalere forretningen. Den udvikling vil jeg gerne se fortsætte. Se vores team blomstre og fasttømre Kammeradvokatens position som det førende advokatkontor inden for fintech.”