Et år i december var jeg ude på et dobbeltjob. Først en tur til Hellerup, hvor et investeringsfirma havde -inviteret de 25 ansatte til julearrangement. De havde startet dagen med at lave konfekt (med en dessertkok, naturligvis), så var der champagnesmagning, derefter 4-retters middag på hotel og så mig – sagde hunden.  Alt blev betalt, det manglede da bare. Da jeg var færdig, fik jeg – ud over en stor check – en Georg Jensen lysestage. Bare som ekstra erkendtlighed, fordi jeg kom. Og bevares, jobbet gik da også rigtig godt.

Da jeg var færdig, gik turen direkte videre til en kommunal forvaltning. De holdt julefesten i kantinen, der var festligt pyntet op med både røde servietter og fyrfadslys, og alle havde betalt 200 kr. for det store kolde bord, men så var det også inkl. to genstande efter eget valg, kom ikke her. Yderligere øl kunne købes billigt i baren…

Jeg er helt med på, at det ville se helt forkert ud at bruge skattekroner på champagne-smagning, hummersuppe og fri cocktail-bar. Men det burde være muligt at finde plads i budgettet til, at vi én gang om året smider en bøtte karrysild efter alle dem, der er med til at holde hjulene i gang 365 dage om året. Fordi julefrokosten også er en slags symbolsk: 'Tak for året der er gået'-mad. Og netop dét spiselige skulderklap er der mange, der fortjener.

Og – vi ved jo godt alle sammen, at det ikke er budgettet for festen, der afgør, om det bliver sjovt eller ej. Det er dem, vi fester med. På nogle arbejdspladser møder folk op af pligt, spiser både andeconfit og skaldyrssalat uden at brokke sig, smiler pænt, men kigger skjult på telefonen hele aftenen for at tjekke, hvornår de kan tillade sig at gå, uden at det virker ubehøvlet. På andre er der Stryhns leverpostej serveret på paptallerkener, men til gengæld glæder medarbejderne sig til at svede, når YMCA rammer jukeboksen. Det er ligesom til private arrangementer, de bedste er ofte dem, hvor man ikke skulle noget, og pludselig er klokken 02, og man sidder i det bedste selskab og drikker portvin af en urtepotte…

Man kan diskutere, om det er det offentliges opgave at give julegaver til de ansatte. Det synes jeg ikke, I er ganske enkelt alt for mange. Og så ville man ryge ud i sådan noget bøvl med, hvor længe man skulle have været ansat, og om alle skal have lige store gaver uanset anciennitet. Det giver vist kun brok og ballade.

Min sjoveste firmajulegave var en papæske med overraskelse. Dem, hvor der er plads til 3 flasker vin. Det viste sig, at min tidligere arbejdsgiver havde puttet to flasker i de yderste huller (der hvor man kunne se etiketten), men så sparet og puttet tre almindelige små oste ned i midterhullet, der var lukket til. Og man var nødt til at åbne vingaven for at finde dem. Jeg opdagede det, for jeg er for nysgerrig, når jeg får pakker leveret, og flår alt fra hinanden med et barns begejstring. Men nogle af mine kollegaer havde stillet ’vin’-gaven til side og glemt alt om den. De fandt engang midt i januar ud af – på den stinkende hårde måde – at der også lå ost i. Ost, der burde have været i køleskabet i starten af december…

Velbekomme – glædelig jul – og god julefrokost.