Hvordan reagerede du på Brexit-resultatet?

Jeg forsker i folkeafstemninger og ved derfor, at det ikke er ualmindeligt, at offentligheden går imod politikere og eksperter under afstemninger. Og var derfor ikke så overrasket over udfaldet.

Hvordan har Brexit påvirket dig indtil videre?

Professionelt med mit forskningsfelt er det svært ikke at synes, at det er en spændende tid, da Brexit har skabt et helt nyt interessant opbrud i britisk politik.

Personligt er det dog en anden snak. Kampagnen op til afstemningen handlede meget om indvandring, og flertallet endte med at stemme for at lukke Storbritannien for folk som mig. Jeg har boet her i 21 år, har hele mit liv, familie og tre børn her og betragter 100 procent Storbritannien som mit hjem. Brexit fik for første gang min mand og mig til at tale om en plan B, hvis ikke vi kan blive. Men for en dansk-schweizisk-britisk familie som vores er der bare ikke rigtig noget umiddelbart alternativ til London.

Jeg frygter også, hvad Brexit kan betyde for de britiske stjerneuniversiteter, som LSE er en del af. I dag udgør EU´s forskningsstøtte hovedparten af vores eksterne funding, og den mister vi måske. EU giver også adgang til unikke forskningsnetværk, som har betydet utrolig meget for min karriere, og gør det for mange. Allerede nu er der flere netværk, som det er svært for mig at deltage i, fordi ingen jo ved, om britiske universiteter har adgang til EU’s forskningsprogrammer om et par år.

Samtidig er der en stor usikkerhed om Storbritanniens fremtidige immigrationspolitik. LSE er et af Europas absolutte eliteuniversiteter, især fordi her kommer så mange internationale forskere og studerende. Det er dem, der gør niveauet højt. Lukker regeringen hårdt ned for immigrationen og for internationale studerende, får det store konsekvenser for vores funding og for vores høje internationale niveau.

Det handler ikke bare om Storbritanniens forhold til EU, men om hvor åben eller lukket Storbritannien vælger at være som land. Hvis man virke-lig lukker sig, bliver ikke bare universitetssektoren ramt. Mange studerer jo netop her for senere at få job i finansdistriktet i the City. Men hvis the City og altså Europas største finanscentrum også bliver ramt, får det voldsomme følger for hele talentmassen i Storbritannien. Og derfor har mine kolleger og jeg lidt svært ved at se mulighederne i det her lige nu.