I Rockefellers gamle hjørnekontor på Broadway i New York sidder Christian Madsbjerg, partner og leder af konsulentvirksomheden ReD Associates’ (ReD) amerikanske afdeling, og kigger ud på Frihedsgudinden. Fra sit kontor på 25. sal rådgiver han virksomheder som Adidas, Coca-Cola, Chanel, Ford Motors, LEGO, Novo Nordisk og Samsung med udgangspunkt i den stærke nordiske tradition for at tage de bløde værdier med i billedet i stedet for kun at koncentrere sig om algoritmer og big data.

For det gælder ikke om blot at forklare, hvordan folk agerer, men også om at forstå, hvorfor vi mennesker i det hele taget lever, som vi gør. Derfor ansætter ReD Associates antropologer, etnologer, sociologer og filosoffer i stedet for at -fylde kontorerne med økonomer, jurister og traditionelle reklamefolk. Madsbjerg kalder arbejdsmetoden for ’Sensemaking’, som også er navnet på hans nye bog. Et catchy udtryk for, hvad man i filosofiens verden betegner som fænomenologi, men som i ReD-sammenhæng handler om at hjælpe moderne virksomheder til at navigere bedre på et usikkert og uforudsigeligt marked, hvor forbrugernes behov hele tiden ændrer sig – netop fordi de er mennesker.

Når sensemaking skal sælges som vare til virksomheder, hedder det ’erhvervsantropologi’, og det er der penge i:

”Årsagen til at der er nogle, der gider at betale os fuldstændig uhæmmede mængder af penge, for det, vi laver, er, at vi interesserer os for spørgsmål, som hverken vi eller vores kunder i udgangspunktet kender svaret på. Hvorfor køber folk visse ting? Hvorfor agerer de, som de gør? Hvorfor tager folk ikke deres medicin? Det er spørgsmål, som vil være nyttige at kende svaret på,” forklarer Madsbjerg.

Kritisk tænkning trues af kunstig intelligens

Allerede i 2014 præsenterede Madsbjerg og arbejdspartneren, Mikkel B. Rasmussen, for første gang arbejdsmetoden sensemaking i bogen ’Et glimt af klarhed’. Men det, som Madsbjerg er allermest optaget af lige nu, er frygten for, at moderne mennesker i stigende grad undertrykker deres evne til at forstå andre mennesker, og i stedet for selv at reflektere stoler blindt på teknologi, tal og data.

”Den kritiske refleksion er ekstremt truet i dag. Min frygt er, at folk i almindelighed vil tænke, at det er bedre, hvis en maskine kan tænke for dem,” siger han.

Madsbjergs mener, at der i dag hersker en Silicon Valley-utopi, som er en overdreven tro på, at man kan finde svaret på alt igennem naturvidenskaberne og via teknologi.

”I Silicon Valley tror man, at man kan drive et land eller en virksomhed eller hvad som helst på baggrund af naturvidenskabelige principper. Jeg tror, at naturvidenskaben kan bruges til mange ting, men det er idiotisk at tro, at den kan bruges til alt. Det er infantilt at tro, at man kan fikse vore sjæleliv, sult i Afrika og det evige liv med en eller anden app,” siger Christian Madsbjerg.

”Der er stor forskel på naturvidenskab og menneskevidenskab, det vil sige humaniora. Jeg tror ikke, at en maskine vil synes, at P.G. Wodehouse er morsom. Eller at Macbeth er tragisk. Man er nødt til at være menneske for at forstå mennesker,” forklarer han.

Forlængelse af mennesket

Madsbjerg er godt klar over, at en masse opgaver i fremtiden bliver automatiseret, og at teknologi og software vil ændre arbejdslivet, men det afgørende bliver, hvad man automatiserer, og hvordan man gør det, da det kan have store konsekvenser, for den måde vi lever vores liv på.

”En computer kan fortælle, hvad der sker. I meget specifikke situationer kan den også sige, hvad der skal gøres ved det. Men den kan slet ikke forklare, hvorfor noget sker. De her robotofiseringer skal bruges som en forlængelse af mennesket og ikke som en erstatning eller overtagelse,” siger han og understreger:

”Det er farligt for vores politiske system, vores virksomheder, vores miljø og for os selv, hvis vi tror, at der er en anden (kunstig, red.) intelligens end os selv, der har ansvaret for vores liv og vores samfund.”

Derfor opfordrer Madsbjerg med sin bog folk til at engagere sig mere med litteratur, kunst og kultur, fordi engagementet øger forståelsen for andre mennesker og det samfund, de lever i. Sensemaking peger på, hvorfor oplevelser og stemninger, ja det humane følelsesliv, har en større eksistentiel betydning for mennesker end deres digitale fodspor.