Ej, men altså! Var de ikke voksne mennesker?

Jeg gik med arrige skridt hen til mit bord i direktionssekretariatet, mens jeg forbandede nutidens forkælede curling-medarbejdere. 

Kort efter havde jeg vores HR-partner i røret.   

”Hvad sker der dernede?,” spurgte jeg frustreret. ”Har de ikke lært at rydde op efter sig?”

”Hvem, hvor?” spurgte HR-fyren forvirret. 

”Ja, medarbejderne. På de andre etager,” bed jeg. ”Det ligner en losseplads dernede.”

Jeg slog ud med hånden mod de underliggende etager. Tidligere samme dag havde jeg haft en flok italienske embedsmænd med på rundvisning for at vise, hvordan tingene foregik i en veldrevet dansk styrelse. Og så var det, der åbenbart foregik i en ’veldrevet dansk styrelse’, at medarbejderne brugte deres hæve-sænke-borde som genbrugsstationer, hvor de opbyggede små affaldsbjerge af vådservietter, sammenkrøllede breve og gamle bananskræller, indtil tingene havde opnået en tilstrækkelig grad af forrådnelse til, at nogen – hvem? deres mor? – forbarmede sig og bragte de komposterede rester videre til en affaldscontainer.

Jeg bandede for mig selv. Italienerne havde været lamslåede, da de så det. Jeg var ret sikker på, at jeg havde opsnappet sætningen: ”Det er jo værre end Napoli.”

”Det er jo nok på grund af det med skraldespandene,” sagde HR-fyren forsigtigt i telefonen.

”Skraldespandene?” Nu var det min tur til at være forvirret.

”At I afskaffede dem,” forklarede han. ”Så folk selv skal gå ud med deres skrald.”

Jeg kiggede frustreret på telefonen. Hvad snakkede han om? Vi havde jo ikke afskaffet skraldespandene!

Vi havde implementeret en innovativ service-3.0-model, som ikke alene sparede 10 procent på servicekontrakten ved at optimere styrelsens affaldsflow, men som samtidig understøttede styrelsens sundhedsstrategi ved at nudge medarbejderne til at røre sig mere i hverdagen. Hvilket – nu jeg tænkte over det – for medarbejderne nok i nogen grad kunne opleves, som om vi havde … ja … afskaffet skraldespandene.

”Men det var jo ikke meningen, at de skulle lade affaldet ligge,” indvendte jeg. ”Meningen var, at de skulle power-walk’e hen til den nærmeste affalds-ø, mens de walk-and-talk’ede med en kollega …”

Jeg fornemmede sætningen blive til uld i min mund. Det havde været væsentligt nemmere at skrive den ind i strategien end at sige den højt i virkeligheden. 

”Problemet er nok …” HR-fyren tøvede.” At de ikke har så meget tid til at power-talk’e, fordi de jo også skal …” Han gik i stå igen.”… passe deres arbejde.”

Jeg afbrød opgivende samtalen, mens jeg skævede ned til dokumentet på bordet foran mig. Et velformuleret brev på dansk og italiensk med anmodning om et genbesøg i Rom – gerne op til påsken – som havde været hele formålet med at invitere italienerne herop.

Jeg krøllede det sammen med en irriteret bevægelse og … efterlod det i en lille bunke for enden af hæve-sænke-bordet.