Lad det være sagt med det samme: Karina Kosiara-Pedersens ’Demokratiets Ildsjæle’ er en grundig bog. Den giver et dybt og bredt indblik i, hvem medlemmerne af de danske partier er, hvordan de tænker, hvad de mener, hvorfor de er medlemmer og hvordan de deltager i den del af demokratiet, som partierne udgør. Den viden er god at have, og derfor leverer bogen på sin centrale præmis: Et nærmere kendskab til demokratiets ildsjæle. 

Så langt så godt. 

I forhold til den passion og det ønske om forandring, som driver alle dem, som bogen handler om – demokratiets ildsjæle – er bogen dog forbløffende blottet for den hellige ild, der optænder de fleste, der engagerer sig i partierne. Det ville ikke være passende at kalde bogen kedelig – for det er den ikke – men det er med andre ord ikke en bog, der giver en lyst til at engagere sig i demokratiet. 

Jeg tror for så vidt heller ikke, at det er Kosiara-Pedersens sigte at engagere mennesker i demokratiet. Som jeg ser det, er det udelukkende en bog for fagfolk, for politikere og ansatte i partiapparaterne. Det er en smal målgruppe, men det gør jo ikke bogen uinteressant, for den målgruppe har stor magt over, hvordan demokratiet kommer til at udvikle sig. 

De fleste hovedkonklusioner er for mig at se ikke videre overraskende, men det er altid dejligt at få bekræftet mavefornemmelser med rå data. Mest interessant bliver det, når man dykker ned i detaljen, hvad end det er information om, hvordan de enkelte partiers medlemmer agerer, hvordan de ser på forskellige spørgsmål eller hvor uenige de er i den udvikling, der finder sted i partierne i disse år, hvor topstyring mange steder vinder frem. Her var der i hvert fald flere områder, hvor bogen gjorde mig klogere og inspirerede mig i forhold til, hvordan vi kan gribe medlemsdemokratiet an i Alternativet. Og hvordan vi bestemt ikke skal gribe det an, ikke mindst.

Bogen forekommer mig enkelte steder ganske kynisk, når den beskriver demokratiet og partimedlemmernes rolle. Det er måske fordi, politik er kynisk. Men bogen beskriver i hvert fald (og opmuntrer måske ligefrem til?) en noget kedelig cost-benefit-tilgang til partimedlemmerne. Det, tror jeg, for så vidt ikke er Kosiara-Pedersens skyld. Det er bare sådan, politik i mange tilfælde er blevet. Nøjeregnende, kalkulerende, topstyret. 

Savner Alternativet

Det er ikke fordi, jeg er politisk leder for Alternativet, jeg skriver det, jeg nu gør, men jeg synes, det er ærgerligt, at netop Alternativets medlemmer ikke beskrives i bogen. Det er der selvfølgelig gode grunde til, fordi vores parti er så nyt, som det stadig er, og vores medlemmer derfor ikke har indgået i de undersøgelser, som bogen bygger på. 

Men når det alligevel er ærgerligt, skyldes det, at vi i Alternativet netop ser os som et modsvar på mange af de tendenser, som Kosiara-Pedersen beskriver i sin grundige gennemgang af den udvikling, der finder sted i partierne, når det kommer til deres medlemmer.

Jeg siger ikke, at Alternativet har forandret dansk politik og medlemsdemokratiet for altid, men det er indiskutabelt, at vi har gjort nogle ting, der har ændret på, hvordan man kan være medlem af et parti i Danmark. Det er vel derfor, at vi som kun tre år gammelt parti kunne fejre fødselsdag som Danmarks fjerdestørste medlemsparti, kun overgået af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Kosiara-Pedersen beskriver kort lignende tendenser fra udlandet, men netop det mere direkte (medlems-)demokrati, den dybere inddragelse og de nye måder at være partimedlem på, som vi praktiserer i Alternativet og som vi også ser fra eksempelvis Piratpartiet i Island og Femstjernebevægelsen i Italien, får bogen til at føles lidt uaktuel. Det er en god historisk beskrivelse, men jeg ville ønske, at bogen var mere up-to-date og fremadskuende. 

Sidst men ikke mindst vil jeg blot anføre, at Kosiara-Pedersen ikke har helt styr på fakta, når det kommer til Alternativets opbygning. Modsat hvad hun skriver, er det ikke vores folkevalgte, der har sidste ord i forhold til politikformulering. Det er Politisk Forum, der både består af folkevalgte og medlemmer og andre tillidsvalgte. Og så ser jeg gerne gennem fingre med, at hun beskriver os som et parti med et image bestående af gøgl og yoga. Der er nemlig ikke noget i vejen med hverken gøgl eller yoga. For mig er det vigtige, at vi har taget demokratiets ildsjæle langt mere seriøst, end parnasset har taget os. •

Om anmelderen:

Uffe Elbæk er politisk leder for Alternativet, som han stiftede i 2013 og som i dag har søsterpartier i flere andre lande, her-under Storbritannien. Han er tidligere kulturminister og har grundlagt Frontløberne og KaosPiloterne, som han var rektor for i en årrække.