Et af de store, tilbagevendende spørgsmål i debatten om fremtidens arbejdsmarked er: Vil denne teknologiske revolution følge samme skabelon, som da eksempelvis landbruget blev automatiseret i det 19. århundrede?

Det ved vi af gode grunde ikke, men måske er det klogt at helgardere med et ja og nej. På den lange bane tror jeg på, at vi ser en masse nye spændende jobs opstå, og at teknologien i hænderne på dygtige mennesker vil skabe vækst og velstand – hvis vi træffer de rigtige valg undervejs.

Men samtidig kan vejen hen til den fremtid sagtens være brolagt med midlertidig teknologisk ledighed og forandringer, hvis ikke vi uddanner os, og som arbejdsstyrke er omstillingsparate. 

Et aktuelt eksempel på det er Nordea, som her i slutningen af oktober meddelte, at de vil nedlægge 4.000 stillinger og 2.000 eksterne konsulentstillinger. Nordeas egen begrundelse er, at teknologien åbner op for automatiseret rådgivning og kunderådgivning via nettet. 

Det er alt sammen vældig godt for kunderne, men vi kommer ikke udenom, at en masse mennesker mister deres job – fordi det, de laver, kan automatiseres. Så det er et meget rammende her-og-nu-eksempel på, hvordan teknologiens indtog pludselig bliver meget konkret. 

Fremtiden er i den grad blevet nutid, også for os djøfere. Derfor er det vigtigt, at vi kigger med friske øjne på de opgaver, vi løser, for i morgen skal vi måske lave noget andet spændende.

Helt konkret vurderer McKinsey i en særkørsel for Djøf, at næsten en femtedel (18 procent) af djøfernes arbejdsopgaver i dag kan automatiseres med kendt teknologi. Og mon ikke den andel vil stige, efterhånden som flere og flere teknologier modnes? Det tror jeg.

Derfor skal vi sammen tænke os godt om. Med projektet ”A Working Future” er vi i Djøf i fuld gang med at analysere, tale med jer medlemmer og kigge ind i fremtidens arbejdsmarked. Vi har allerede haft nogle velbesøgte workshops, og vi vil i det kommende år indbyde til endnu mere dialog. 

I mellemtiden håber jeg, at du vil bruge lidt tid på at læse den første rapport ”A Working Future” på Djøfs hjemmeside. For den giver nogle interessante perspektiver på fremtiden i 2025.  

Under alle omstændigheder står vi over for nogle enorme kompetence- skift. Det kræver et fælles ansvar og massive investeringer. Og en ting er sikkert: Der bliver ikke mindre behov for uddannelse og djøfere i fremtiden. Tværtimod.