Det var det tunge retoriske skyts, der blev trukket frem for nogle uger siden, da sagen om de såkaldte ”kvotekonger” for alvor tog fart. ”Uforståelig inkompetence” og ”uprofessionalisme” er blot nogle af de lidet flatterende gloser, der er brugt i beskrivelsen af embedsmændenes kompetencer og ageren.

Køen ved håndvasken, for at vaske enhver form for politisk ansvar af sig, har været lang. Det er helt givet også en alvorlig sag, sådan som den blev fremstillet i medierne, i Rigsrevisionens rapport og efterfølgende i Statsrevisorernes skarpe kritik. Men det er også en sag, der har flere facetter i sig, end der umiddelbart kunne rummes i en slagkraftig overskrift. Og nu, hvor støvet har lagt sig en smule, er der nok behov for at sætte tingene lidt i perspektiv, inden vi alle haster videre i hverdagen.

Undervejs i forløbet blev ansvaret ganske eftertrykkeligt placeret på embedsværkets bord. Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af kvoterne var meget kritisabel og var ikke i tråd med Folketingets intentioner, lød kritikken. Og så var den potte ude, skulle man tro.
 
I hvert fald lige indtil professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen begyndte at rede trådene ud. For det viste sig, at embedsværket efter Grønnegaards vurdering havde handlet loyalt og gennem mange år havde forsøgt at balancere to forskellige mål i loven. En balanceakt, der så at sige var født med loven.
 
At udmønte politiske beslutninger i et kompliceret samfund som det danske er ingen let sag. Men vi skylder det danske embedsværk lige at vende skråen, når den umiddelbare overskrift i medierne efterlader os i følelsernes vold. For Rigsrevisionen forholder sig ikke til, hvem der bærer ansvaret for den mangelfulde opfølgning. Rigsrevisionen placerer ikke skyld og ansvar i sin beretning.
 
Det principielt vigtige i denne sag handler ikke om fisk. Det er langt alvorligere, at en offentlig medie-hvirvelstorm på et ufuldstændigt og skarpvinklet grundlag sår tvivl om, hvorvidt embedsværket handler uden politisk legitimitet eller hen over hovedet på ministres og -politikeres beslutninger. 

For det er nemlig på ingen måde kendetegnende for den danske forvaltnings-kultur. Tværtimod.

Gentagne internationale og danske undersøgelser har jo over årene understreget, at den offentlige sektor og embedsværket i Danmark loyalt og kompetent arbejder efter de love og regler, som Folketinget har vedtaget. Den offentlige sektor i Danmark bliver af OECD fremhævet som en af de mest velfungerende og bedst drevne blandt de 35 medlemslande.

Sådan skal det meget gerne vedblive at være. Det forudsætter dygtige og loyale embedsmænd. Og politikere, der vil tage ansvar. •