Du har set tallene om djøfernes siddevaner – hvad tænker du?

”De sidder meget ned, men jeg er ikke overrasket, for det meste af deres arbejde foregår jo foran en skærm. Vi ved også på det generelle plan, at selvom folk har hæve-sænke-borde, kommer de sjældent op at stå. Det er næppe anderledes for djøferne.”

Hvad sker der med kroppen, når man sidder meget ned?

”Når man sidder stille, har man ikke et lige så højt energiforbrug, som når man er aktiv, og det kan øge risikoen for forskellige livsstilssygdomme, fx type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Desuden kan man få smerter og stivhed i muskler og led.”

Kan man ikke modvirke det ved at bruge en ergonomisk stol?

”Du kan få alle mulige smarte stole, som kan hoppe og dreje, men uanset hvad vil man oftest have vægten på numsen og derfor bruge benmusklerne minimalt. Og vi har bedst af at få brugt alle musklerne og have vægtbæring forskellige steder.”

 

Så man skal stille sig op?

”Det er faktisk ikke nok. At stå stille i længere tid, som mange vil gøre det foran et hæve-sænke-bord, kan også være skadeligt for kroppen. Det øger bare risikoen for andre hjerte-kar-sygdomme og kan give smerter i andre dele af kroppen. Sat på spidsen kan man så vælge, hvilken slags hjerte-kar-sygdomme og skavanker man vil have.”

Hvad skal man gøre i stedet?

”Man bør i stedet variere sine arbejdsstillinger – den bedste stilling er den næste stilling, plejer vi at sige. Skift mellem at sidde og stå og få samtidig noget bevægelse ind – og kom allerhelst ud at gå en gang imellem.”

Danskerne sidder generelt ned i 7-10 timer om dagen, når arbejde og fritid regnes sammen, viser flere studier. Er det mere eller mindre end tidligere?

”Undersøgelser tyder på, at vi sidder mere ned nu end for bare 10-15 år siden. En stor del af den udvikling skyldes formentlig, at teknologien og digitaliseringen har overtaget mange manuelle arbejdsopgaver.”

Vil vores siddevaner ændre sig i fremtiden?

”Mit bud er, at vi højst sandsynligt kommer til at sidde endnu mere ned i fremtiden, når endnu flere processer bliver digitale og evt. overtaget af robotter – medmindre vi gør noget aktivt for, at folk med stillesiddende jobs skal bevæge sig mere.” •


Forskning:

Kontorvaner kan ændres

Folk kommer til at røre sig mere, når man indfører fælles mål om bevægelse på kontoret. Det konkluderede forskere fra Statens Institut for Folkesundhed sidste år efter et større studie.

Et par hundrede kontoransatte deltog, og efter at de havde fulgt forskningsbaserede råd om bevægelse i tre måneder, stod de op i gennemsnitligt 48 minutter længere hver dag. De gik flere skridt og afbrød hyppigere stillinger, hvor de sad eller stod stille. I snit reducerede deltagerne deres fedtprocent med 0,6 procentpoint.

Læs nogle af de råd, deltagerne fulgte nedenfor:

7 råd til at holde dig i gang på kontoret

  1. Brug dit hæve-sænke-bord og skift mellem at sidde og stå hvert 20.-30. minut.
  2. Brug kollegerne og aftal fælles mål og vaner: Kør fx dit bord op, når din kollega kører det ned. Aftal at hente kaffe sammen.
  3. Hold stående og gående møder. Gående møder til de korte træf med to-tre deltagere og stående møder af op til en times varighed. Længere møder klares bedst siddende.
  4. Indret arbejdspladsen, så den indbyder mere til at stå og gå end at sidde. Brug fx høje borde i mødelokaler og placér skraldespanden på gangen i stedet for ved siden af skrivebordet.
  5. Få ledelsen med. Uden ledelsens accept – fx af at gående møder ikke er det samme som pauser – kan det være vanskeligt at lave varige ændringer på arbejdspladsen.
  6. Udnævn en ambassadør, som får til opgave at få mere bevægelse ind i arbejdsdagen. Vedkommende kan stå for indkøb af stå-faciliteter, planlægge ruter til gående møder og følge op på, hvordan det går med målene om mere bevægelse.
  7. Hvis motivationen daler: Indfør en dag om ugen, hvor der er særlig fokus på bevægelse på kontoret. Aftal indbyrdes, at det er ok at minde hinanden om det.

Kilde: Rapporten ’Take a stand – En indsats til at reducere siddetiden for kontoransatte’, Statens Institut for Folkesundhed.