Har du set billedet af direk­tionen?”

Jeg kiggede op mod Rasmus, der kom løbende nede fra den anden ende af direktions­sekretariatet.

”Hvad er der med det?” spurgte jeg – stadig med det ene øje nede i korrekturen til årsberetningen på min skærm.

”Du skal nok lige se det,” mente Rasmus.

”Nu har de vel ikke gjort noget kreativt?” sagde jeg advarende.

Det var et billede af direktionen til årsberet­ningen. Det skulle ligne syv kedelige mænd i jakkesæt. Og ikke noget som helst andet!

”Snarere tværtimod,” sagde Rasmus kryptisk.

Jeg mærkede uroen vokse, mens Rasmus fandt billedet frem på min computer.

Årsberetningen var på 200 tætskrevne sider, men alle vidste, at styrelsesdirektøren aldrig nåede længere end til side 2, hvor billedet af direktionen befandt sig.

”Jeg sagde, at de skulle stille dem op ad en væg og trykke på udløseren,” sagde jeg irriteret, mens jeg forbandede fjolserne ovre i kommunikation. ”Hvor svært kan det være?”

For et år siden havde Henrik – sidste års redaktør – helt uforklarligt fået en hjerneblødning i den sidste redigeringsfase. Han havde klippet direktionens ansigter ud af kommuni­kationsafdelingens billede og arrangeret hovederne i en ubehjælpsom collage formet som ”livets træ”. Det havde lignet en dårlig kopi af noget fra min datters børnehave. Så nu var Henrik kollega med en masse søde løndamer ovre i HR, mens jeg var redaktør for årsberetningen.

”Her er det.”

”Åh, gud,” udbrød jeg uvilkårligt.

For en gangs skyld havde kommunikations­afdelingen gjort, hvad jeg sagde. Hvilket præcis var problemet.

”Han ligner jo en pygmæ.”

Jeg pegede rystet ned mod billedet, hvor forskellen mellem direktørens let – ja, okay, stærkt – lavstammede statur og de øvrige direktionsmedlemmer på en eller anden måde blev optisk forstærket.

”Eller et barn, der er med på arbejde,” sup­plerede Rasmus hjælpsomt. 

”Hvorfor fanden stillede de ham ikke på en kasse?” sagde jeg, idet jeg i det samme indså hvorfor: Det ville kræve, at nogen fortalte direktøren, at han lignede en pygmæ, hvis han ikke stod på en kasse.

”De må da have taget nogle flere billeder?” sagde jeg frustreret.

”Altså. Der er dette her.”

Rasmus klikkede et andet billede frem, hvor fotografen tydeligvis havde forsøgt at mindske pygmæeffekten ved at bede direktionen sætte sig på kanten af et bord. Det havde virket perfekt: Nu lignede direktøren en bugtalerdukke, som var på vej op på økonomichefens skød.

”Det illustrerer jo faktisk deres relation ret godt,” mente Rasmus, mens jeg indvendigt begyndte at forestille mig en fremtid med pensionsberegning og feriepengeskemaer. HR sad sammen med IT, gjorde de ikke? Åh, Gud! 

”Måske kan man fikse det med Photoshop,” foreslog Rasmus.

”Tror du?” Et øjeblik steg håbet.

”Hvis man klipper deres ansigter ud,” nikkede Rasmus, ”og arrangerer det som en collage?”