Hun har været udstationeret i Uganda før, og for tre år siden vendte Karin Elisabeth Lind så tilbage med mand og to sønner. Ikke så meget, fordi det bare måtte være det samme afrikanske land – mere fordi hun havde lyst til et jobskifte og til igen at komme ud i verden. Det skulle være, inden børnene blev for store, så da hun fik mulighed for at søge en stilling som landechef i Uganda for Folkekirkens Nødhjælp, slog hun til.

Hvorfor havde du behov for at blive udstationeret igen?

”Fordi jeg kommer tæt på, hvad hele nødhjælpsbranchen handler om, og ser, hvad hjælpen betyder for dem, der har brug for den. Når man sidder i et sekretariat i Danmark, kan man godt føle sig langt væk fra den virkelighed, man har som arbejdsområde i mit felt. Det kan selvfølgelig også være barskt. Det sidste års tid har vi haft en massiv tilstrømning af flygtninge fra Sydsudan til Uganda, og det er folk, der har det rigtig skidt. Det tærer på resurserne. Både for organisationen og for mig.”

Hvordan har dine børn det med at bo i et andet land?

”I starten kunne de komme hjem fra den internationale skole og beskrive legekammeraterne som ’ham, der er brun i huden’. Nu er det jo det mest naturlige i verden for dem at omgås andre kulturer. Den betragtning er jeg glad for, at de får tidligt.”

Hvordan ser din økonomi ud?

”Vi kan ikke lægge penge til side, som jeg egentlig havde håbet på – vi lever så også kun af min indkomst. Min mand arbejder ikke, men de her stillinger er heldigvis designet efter, at kun én arbejder. Så vi har fx gratis bolig og bil stillet til rådighed.”

Er leveomkostningerne ikke lavere end i Danmark?

”Jo, mange dagligvarer er billige. Kød og grøntsager koster ikke så meget, men der er også ting, som er dyre, fordi de skal importeres. Og med to 10-11-årige, der spiser en halv pakke cornflakes hver morgen, kan det godt løbe op, når en pakke koster 60 kroner.”

Er der noget, du savner fra Danmark?

”Ja, jeg savner min familie og mine venner. Og tebirkes, som jeg spiser mange af, når jeg er hjemme.”

Hvornår skal du hjem igen?

”Min kontrakt løber indtil 2018. Så må vi se, hvad der sker derefter. Enten forlænger vi. Eller også skal jeg hjem i en ny lederstilling.”