Allerede i studietiden arbejdede Marie Simonsen i Bruxelles. Manden er fransk, og børnene taler flydende fransk og dansk. Og for at undgå, at de kommer til at leve i en ’boble’, går de i almindelig belgisk skole og ikke i Europaskolen som mange andre børn, hvis forældre arbejder i EU-systemet.

Marie Simonsen har selv været i både Bruxelles og Luxembourg i 19 år, heraf 13 år i EU-institutionerne.

Hvad tænker du om din videre karriere i Bruxelles?

”Mit mål lige nu er en kontorchef­stilling. Men det er ikke til at sige, hvornår lejligheden byder sig, for der er så mange hensyn at tage – først og fremmest kompetencer, men fx også nationalitet og køn.”

Hvad var den største udfordring, da du flyttede fra Danmark?

”Dengang var alt bare så spændende, og jeg var åben for det hele. Det er først med årene, at jeg er begyndt at brokke mig over ting, der ikke er som i Danmark. Nu ser jeg de store huller i vejene og skraldet på gaderne og bliver irriteret over den offentlige administration, der ikke er så velordnet som den danske – i hvert fald som jeg husker den.”

Hvordan er arbejdskulturen?

”Det er meget forskelligt, alt efter hvilken natio­nalitet din chef har. Vi arbejder i en flad struktur i vores Brexit Task Force med kun én chef og en næstkomman­derende og resten ligestillede. Men det er usædvanligt. Man kan fx have en sydeuropæisk chef, der møder sent, men som til gengæld arbejder til meget sent ud på aftenen. Og som selvfølgelig forventer, at man altid står til rådighed.”

Hvor meget arbejder du?

”Jeg møder klokken 8.15 og er som regel hjemme klokken syv om aftenen. Og det kan også godt blive senere. Men både min mand og jeg holder weekenden fri – og så er der intenst samvær med børnene.”

Hvordan får I det til at hænge sammen, når I begge arbejder så meget?

”Vi har hjælp til rengøring. Og så har vi en uundværlig nanny. Hun henter børnene og laver mad til dem, og hun hjælper os også, hvis børnene er syge. Vi har jo ingen bedsteforældre at trække på.”

Kunne du forestille dig at komme til Danmark og arbejde på et tidspunkt?

”Nej, jeg har arbejdet så mange år i det her system, at jeg slet ikke kan se, hvilket job jeg skulle have. Dansk jura ligger jo langt væk fra mig nu. Jeg tror også, at det ville blive svært for min mand at blive en del af det danske samfund. Men mine børn er rigtig glade for Danmark, og min ældste datter taler allerede om, at hun gerne vil læse i Danmark. Så det kan være, at det bliver børnene og ikke mig, der kommer til at bo der.”